Det vrimler med fugle i litteraturen. De flyver gennem prosaen, sætter sig i lyrikken og vil gerne være symboler i dramaet. Vi kender dem fra Martin A. Hansens ”Løgneren”, hvor sneppen kommer med foråret. Vi kender dem fra Inger Christensens ”Alfabet”, hvor fiskehejren findes. Og vi kender dem fra Henrik Ibsens ”Vildanden”, hvor den skamskudte fugl bliver symbol på en stækket frihed. Men hvad har disse fugle i skønlitteraturen at gøre med dem, man ser i haven; med dem, ornitologen artsbestemmer i felten, og med dem, der står beskrevet i faglitteraturen? For det meste ikke ret meget. Er man ornitolog, kan man nok føle sig noget mystificeret af Klaus Rifbjergs modernistiske metaformiks i samlingen ”Voliere”, mens omvendt lyriklæseren må se med forundring på fuglebøgernes opremsning af nørdede og minimale forskelle mellem for eksempel sumpmejse og fyrremejse.
Der findes imidlertid fællesmængder, hvor der er passage mellem fuglenes natur og digternes beskrivelser og brug af fuglene i digtningen. Rifbjerg var faktisk fuglekender. Både sjovt og præcist beskriver han således rylen, som man måske kender fra vandringer i vandkanten ved både hav og sø. Rylerne piler frem og tilbage og finder føde – sådan:
Er de der
Er der
Var der
Væk
Stepdans
Bølge
Væk
Bølge
Væk
Stepdans
Uh dytli dyt
Væk
(..)
Rylens adfærd er præcist fanget i digtets form. Sådan ser man en ryle, hvis man er dér, hvor den lever, og har blik for den. På den måde kan digtene være et sjovt og sigende sidestykke til fuglebogens prosaiske beskrivelse af almindelig ryle. Den bog gengiver ikke oplevelsen af rylen, men kan fortælle om yngleforhold og trækruter. Digtene kan udtrykke glæden og fascinationen ved fuglene.
Det almindelige i fugledigte er, at fuglene symboliserer noget i den menneskelige verden og eksistens. Man kan sige, at digterne har svært ved at holde sig til sagen, hvis sagen er fugle. Ofte er det sådan, at det handler om fugle, men det drejer sig om mennesker. Det er tydeligt i de mange fabler, der gennem århundreder er skrevet og fortalt. Digteren tager et enkelt karakteristisk træk ved fuglen og bruger det til at fabulere og moralisere over.
Æsop er den kendteste og tilskrives et væld af fabler. Han fortæller om påfuglen og nattergalen. Påfuglen er utilfreds med sin stemme og brokker sig til guden Juno over, at den ubetydelige nattergal har så smuk en sang. Den beder om, at der bliver byttet om på deres stemmer. Men så bliver Juno vred og irettesætter den. Den bliver kaldt utaknemmelig og forkælet. Og så siger hun: ”Andre fugle er tilfredse med et enkelt særkende: Falken er hurtig, og ørnen er stærk. Ravnen kan spå og nattergalen synge smukt. Du er både stor og prægtig. Din hals glitrer i alle regnbuens farver, og din hale stråler som juveler. Lær at påskønne dit held.” Moralen er, at man først bliver lykkelig, når man har lært at tøjle sit begær.
Således er der nok en lille flig af fuglenes natur i denne fabel, men det er ikke den fablen drejer sig om. Nogle digtere mener også, at der er et fundamentalt svælg mellem fuglene i naturen og fuglene i digtene. Det gælder blandt andre Per Højholt, der i ”Den tydelige solsort” skriver:
En solsort kom flyvende
inde fra tågen
den sidder her nu
og synger i en våd bjergfyr
om lidt flyver den tilbage
til naturen
Solsorten synger i digtet, og det er noget andet, end når den synger i naturen. Kommer fuglene først ind i digtet, mister de deres natur og bliver til ord og billede. Alligevel kan der dog godt være en korrespondance mellem fuglesang og digt. Underfundigt spørger Eske K. Mathiesen: ”Hvor bliver fuglesangen af,/ når den er sunget?/ Formentlig samme sted som digtet, når det er læst.” – og hvor er det lige, at det er? I menneskets erindring? I en stemning, der er til i et fortryllende øjeblik? Digternes sang og fuglenes sang er lige gådefulde og kan være lige fascinerende, skønne – og skræppende.
Fuglene flyver i flok, når de er mange nok, mener Benny Andersen – og det er de altså i litteraturen.
Så langt man kan komme tilbage i dansk digtning, findes der digte om fugle. Hieronymus Justesen Ranch (1539-1607) opregner i ”Fuglevise” ikke mindre end 41 forskellige arter, flest danske, men også eksotiske som papegøje og påfugl.
I et tryk fra 1669 har digtet den sigende undertitel: ”En ny vise, om nogle fugles natur og sang: hvor udi straffes mange laster og prises mange dyder”. Det er netop et digt, som skal tjene til opbyggelse og dannelse af mennesket. Det kan spejle sig deri og se forskellige karakterer, som her bagvaskeren:
Skaden er en Skvalderpose,
hende kan jeg ikke meget rose,
hun haver Bagvaskers Sind:
i ærlige Folkes Ære at hakke,
paa hver Mands Ryg at prakke og makke,
her skaanes ej Mand eller Kvinde.
Fuglene er her sat i moralens tjeneste, og det ændrer sig ikke meget gennem flere århundreder. I oplysningstiden, hvor menneskets opdragelse lå mange digtere og filosoffer på sinde, kunne man også bruge fuglefablen til at gøre sig klog på livet. Holberg digter om gås og gøg og due i sine ”Moralske Fabler” (1751), og meget mere end navnet er der ikke tilbage af de fugle.
Det var den slags fabler, St. St. Blicher kendte til, da han skrev sin epokegørende samling ”Trækfuglene. En Naturkoncert” (1838). Her fables der stadigvæk og moraliseres, men digtsamlingen har alligevel en anden og mere inderlig tone, end man hidtil havde set.
Om solsorten lyder det indledningsvist: ”Fløjtetoner elskovsømme, bløde/ Naae mit Hjerte”. De fineste af digtene når netop også læserens hjerte og berører med deres melodier i mol. Bedst kendt i dag er ”Præludium” – ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk” – hvor han sammenligner sit liv med fuglens i buret og håber på, at døden vil forløse ham og sætte ham i frihed. Dernæst følger efter ouverturen 30 digte med hver sin fugl.
Fuglene beskrives med en vis naturalistisk akkuratesse, men de taler også på eventyrlig vis. Således kan man læse om svalens adfærd og piben: vidivit! Beskrivelsen følges op af en refleksion over, hvor svalen er om vinteren. Er den død og vågner op om våren? Følger en genopstandelse også digteren, når han er død?
Mere gavtyvemunter er digtet om glenten, der beskyldes for at stjæle, men forsvarer sig og henviser til, at storken er værre. Men digteren henter alligevel sin bøsse for at give glenten et skud hagl. Den slags var selvfølgelig ikke gået i dag. Man skyder ikke glenter, som endda har været helt forsvundet i Danmark i en årrække, men nu er i fremvækst. Men Blicher var jæger, ornitolog og digter i én person. Den kombination er lige så sjælden i dag som glenten i Danmark. Ornitologer og jægere har det ikke helt godt sammen.
”Trækfuglene” fortæller ikke blot om menneskets ændrede forhold til fuglene, men også om hvor forskellig fuglebestanden var i 1838 sammenlignet med i dag. For Blicher var solsorten en vintergæst fra Norge og Sverige, mens den jo nu også er en standfugl. For Blicher var det naturligt at skrive om storken, selvom den nu er en megen sjælden gæst og kun med meget god vilje kan kaldes en dansk ynglefugl.
Storken var endnu i 1923 almindelig i Danmark og indtog sin selvfølgelige plads i Johannes V. Jensens digtsamling ”Aarstiderne”, hvori hver måned har sin fugl som emblem. Februar har kragen, rakkerfuglen, der med sin ru stemme giver vinteren mæle. Her angiver kragen en dyster stemning, der dog straks efter afløses af lærkens komme i marts. Den står højt hævet over marken, og af dens fugleperspektiv kan man lære om livet. Det store vue er nødvendigt for at fatte tingenes rette proportioner og sammenhænge. Igen er fuglene sat til at formidle sjælelige rørelser og livsindsigt.
Med Johannes V. Jensen bevæger man sig ind i storbyen, haverne og parkerne, og ser fuglene i et nyt og moderne perspektiv. Det er herfra mange danskere i dag kender fuglene. Om efterårstrækket skriver han:
Og Fugletrækket søger Syd.
Som Genfærd over Byens Tage
i Lygtetaagen Vibens Klage,
hin trøstesløse Foraarslyd.
En Sjæl i Mørke: Rylens Kny!
Saa er da Stranden øde – Fly!
Vildgæssespil, en Graad i Skyen,
skør som et Glar, gaar over Byen.
Det er stemninger alt sammen, og en vis sentimentalitet præger digtene fra Blicher til Johannes V. Jensen. Den slags gør Rifbjerg grin med i ”Voliere” og dens 25 fugledigte. Regnspoven så han som dreng, når den kom om foråret fra dens ”Vinterhule”, og så tilføjer den voksne digter i karikerende form:
De flyver skam den Dag i Dag,
som dengang man var fjorten,
blot er vor Poesi ej så,
som at vi dengang gjor’ den.
Rifbjerg synger med sit eget næb, og det er ikke traditionelle vers. Han skriver frie vers og vælger gerne et overraskende perspektiv. For eksempel taler fasanen således:
Pludselig finder man sig selv
overhældt med sovs og stuvet sammen
med kartofler og gele underlig
jamsk i kødet efter al den tranchering.
Fasanen bliver serveret på et fad, og den er ved at brække sig ved tanken om, hvem der skal spise den. Det er nemlig en ”smaskebjørn”, der er selve den ”servietindbundne/ betalende middelmådighed som man/ om lidt skal dele spyt med”. Således får fasanen lov at stå for opgøret med tradition og borgerlighed, ligesom også gøgen får ordet og afviser enhver snak om skyld, som den vanemæssigt tilskrives, fordi den snylter på andre fugle, når den lægger sine æg i deres reder.
Det formelle og ideologiske opbrud, fuglene står for i Rifbjergs ”Voliere”, bygger på en stor traditionsbevidsthed – og et kendskab til fuglene. Digteren og forlæggeren Asger Schnack forsøgte i 2014 at tage både tradition og fornyelse i ed, da han samlede et kor af digterstemmer, der kunne tage tråden op fra Blicher, Jensen og Rifbjerg. ”Ny Trækfuglene” hedder samlingen med 32 digte og 32 digtere og med en direkte henvisning til Blichers naturkoncert.
Rifbjergs anskuelige digt om rylen finder man i ”Ny Trækfuglene”. Men man mærker også tydeligt, at mange af vores egen tids digtere ikke kender det mindste til fugle og natur. Nattergalen får lov at kvidre i en hæk, selvom den holder til i kær og krat og synger som et eksotisk væsen. En anden digter udstiller sin uvidenhed om stillidsen. En tredje må slå lyngspurv op på nettet og ender med at være ligeglad: ”enhver fugl kan bygge re/de i mit hjerte”. Det lyder jo sympatisk nok, men også noget ignorant.
Ikke så underligt må man til et digt af Eske K. Mathiesen, før det rigtig letter. Han har skrevet mange fine og underfundige digte om fugle igennem de sidste 45 år. I sit digt om lærken undrer han sig over, hvorfor den ikke er nationalfugl. Men som trækfugl er den jo kun ”sæsonarbejder” og mangler ”indfødsret”. Derfor måtte det blive svanen – eller platuglen! Selv skriver han om lærken med et temmelig utilstrækkeligt alfabet, når det gælder dens sang:
Let at høre,
svær at finde
Dideligoi.
Snart skjult i græs,
snart fjern som et minde.
Dideligoi.
(…)
Fuglene sætter tegn i vores verden. Vi ser deres spor i mudder og sne og sand. Vi ser dem i kileformede formationer på himlen. Vi hører deres sang og kvidren. Vi ”læser” og hører dem – men spørgsmålet er, om vi forstår dem?
Det gør vi næppe, men gennem digtene om dem, ved vi måske mere om os selv. Hvem vi var, og hvem vi er. Og endelig fatter vi måske også en lille flig af naturens mangfoldighed.
Litteraturanmelder Lars Handesten skriver i de kommende måneder en række artikler om, hvordan danske digtere har beskrevet de enkelte fugle.