Fugle i den arktiske sommer

På træk langs Nordkalotten med kunstneren Jens Gregersen og alle hans vidunderlige fugle. Johannes Larsen Museet i Kerteminde vider horisonten ud

Kunstneren og ornitologen Jens Gregersen har malet nogle store billeder i olie, der fylder væggene ud på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Der er tale om et par store panoramiske malerier af gæs på træk. Fuglene danner deres vingede partitur hen over himlen, så deres færd omsættes til en slags sfærisk malerisk musik.
Kunstneren og ornitologen Jens Gregersen har malet nogle store billeder i olie, der fylder væggene ud på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Der er tale om et par store panoramiske malerier af gæs på træk. Fuglene danner deres vingede partitur hen over himlen, så deres færd omsættes til en slags sfærisk malerisk musik. Foto: Johannes Larsen Museet i Kerteminde

Kunstneren og ornitologen Jens Gregersen (f. 1952) har igennem de sidste 15 år rejst i de arktiske egne for at tegne og dokumentere fuglelivet i den korte hektiske sommer. Men også for at tage naturen ind og besøge de mennesker, der har viet deres liv til naturen på de få beboede steder og forskningsstationer langs kysterne ved det nordlige ishav. Hans rejser har ført ham til Nordøstgrønland, Lapland, Svalbard, Franz Josef Land og til udstederne langs den russiske kyst ved Barens Havet og Det Østsibiriske Hav.

På rejserne har Jens Gregersen haft skitseblokkene og notesbøgerne med og brugt det meste af tiden til at tegne, male og beskrive stederne, han besøgte.

Der er ikke så meget andet at gøre, når man er så langt ude, hinsides civilisationens grænser. Ofte er man alene, og ofte er der ikke andet at tage sig til, når istågen lægger sig over landskabet og lukker en inde med sig selv. Resultatet af de sidste mange års rejser rundt under midnatssolen har resulteret i den store vidunderlige bog ”Arktisk sommer”.

Bogen rummer en del af Jens Gregersens feltskitser, akvareller og dagbogsblade, suppleret med korte, knappe og præcise, men også poetiske beskrivelser af stederne deroppe, hvor havisen og snefanerne hvidner landskabet, selv når solen spænder hele døgnet ind.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den arktiske natur er påtrængende. Det handler om overlevelse, ikke alene for de plante- og dyrearter, der er prisgivet naturen, men også for den rejsende, der både mentalt og fysisk skal ruste sig, lidt ligesom på de klassiske ekspeditioner for 100 år siden, hvor Arktis blev kortlagt.

Jens Gregersens primære fokus har været fuglene. Et typisk dagbogsnotat fra den russiske halvø Taimyr lyder: ”12. juni. Gråvejr og vestlig vind. Fjeldvågerne flyver parringsspil. Knortegæs trækker nordover i talrige småflokke. Tilbragte hele dagen i området, skulle lære at kende de fire kvadratkilometer, hvor der skal optælles og føres bog over fuglenes ynglesucces.”

Ornitologen går hånd i hånd med kunstneren, når Jens Gregersen er i felten. Men han har også blik for landskabet, den golde isørken, den sepiabrune tundra, fuglefjeldene, isskosserne, de forladte hvalfangerstationer og det postsovjetiske forfald og trøstesløse skrotlager langs de russiske kyster. Men altid er der noget, der liver op, en hval bryder havoverfladen, en isbjørnehun ses med to unger, en flok moskusokser lejrer sig i sneen, troldurt, kodriver, stenbræk og dværgvalmuer blomster med glødende farvestænk i det hvide og brune landskab.

Og så er der jo alle fuglene. Rejsernes og alle længslers mål!

Som alle ornitologer og fuglekunstnere kan Jens Gregersen skrive henført forelsket om fuglene på de kolde kyster, ikke mindst snespurven, der med sin melodiske trille rammer hele den arktiske sommer ind. Snespurvens sang melder forårets komme, dens korte og yndige strofer akkompagnerer ynglesæsonen, og om efteråret er snespurven den sidste fugl, der trækker bort og lukker Arktis ned for vinteren. Jens Gregersen er med hele vejen, om ikke andet, så i ånden.

Det er svært at blive færdig med Jens Gregersens pragtfulde bog om ”Arktisk sommer”, der lever og får sin flugt ved sit skitsepræg, både tekstligt og visuelt. Det er vanskeligt at tegne fugle, så de rent faktisk flugter og får liv. Men i de bedste øjeblikke - og netop øjeblikke - mestrer Jens Gregersen det. Med præcise strøg af akvarelfarve og blyant kan han skildre ravne, der næbbes; to toppede lunder, der vender hovedet hver sin vej; to hvidnæbbede lomvier i parringsspil; et par brilleedderfugle i malerisk samspil; et par ryleunger hvis dunede mycelium går i et med landskabet; og en mallemuk i tung glideflugt over havet.

At Jens Gregersen selv har ønsket at forlænge oplevelsen af den arktiske sommer, vidner den aktuelle udstilling på Johannes Larsen Museet om.

Her viser kunstneren et bredt register af skitser og akvareller fra bogen og de mange rejser. Udgangspunktet for udstillingen er selvfølgelig bogen om den barske arktiske sommer, men Jens Gregersen har forsøgt motivisk at vælge de fugle ud, som kan ses på træk hernede i det anderledes blide Danmark. Som sådan er der tale om et gensyn med de trækfugle, som kunstneren har mødt i deres arktiske sommerhjem og nu sender i cirkulation ved de danske kyster, nærmere bestemt Møllebakken i Kerteminde.

Men et er at fælde sine syner ned i hurtige skitser i felten, hvor håndelaget og de mange års rutiner ligger i fingrene, noget andet er at blæse motiverne op i stor skala. For det har Jens Gregersen også gjort. For at udstillingen rent faktisk skal få manifest karakter af udstilling, har kunstneren malet nogle store billeder i olie, der fylder væggene ud på Johannes Larsen Museet.

Det er godt gjort. Et par store panoramiske malerier af gæs på træk imponerer. Fuglene danner deres vingede partitur hen over himlen, så deres færd omsættes til en slags sfærisk malerisk musik. Og i et natligt billede af en flok sortænder på træk hen over selveste Kerteminde forlener kunstneren motivet med en symbolsk dybde. Naturen er, fuglene er, men også som noget andet og mere end sig selv. Sortænderne bliver også en slags symboler på eksistensens mere mørke og melankolske sider, der trækker dem som en ve igennem himmelrummet.

Johannes Larsen Museet danner den optimale ramme om Jens Gregersens visualiserede arktiske fugletræk.

Som beskuer kan man hele tiden måle ham med den gamle mester og en tidligere epokes syn på naturen - og på kunsten.

Det er en sammenligning, der falder fint ud for begge parter. Johannes Larsen og Jens Gregersen klæder hinanden, og for at understrege den melankolske længsel hos begge fuglekunstnere, er Jens Gregersens udstilling suppleret med et mindre rum, hvor Johannes Larsens bittesmå, prægnante illustrationer til Steen Steensen Blichers poetiske svanesang ”Trækfuglene” (1838) vises.

Smukkere samklang og dybere samhørighed kan ikke etableres.