Prøv avisen

Udtryksformernes mangfoldighed er kolossal i ”Fugl 2019”

5 stjerner
Den nu afdøde John Olsen, fotograferet i august 2019 under tilblivelsen af værket ”Ørnekysset”. Værket bekræfter, at John Olsen var sin generations utvivlsomt største naturkunstner. – Foto: Ole Friis/Johannes Larsen Museet

Udstillingen ”Fugl 2019” på Johannes Larsen Museet i Kerteminde har meget at sige til mange. Særdeles kraftfuldt er et bidrag fra den nyligt afdøde naturkunstner John Olsen

Kunstneren John Olsen døde i august i år. Men han nåede at færddigøre værket ”Ørnekysset” til udstillingen ”Fugl 2019” på Johannes Larsen Museet i Kerteminde inden. Billedet er det mest kraftfulde af udstillingens omkring 175 værker af 75 kunstnere – hvoraf hovedparten er kvinder.

”Ørnekysset” bekræfter, hvad direktøren for Østfyns Museer, Erland Porsmose, skriver i en ledsagende tekst – at Olsen var ”sin generations utvivlsomt største naturkunstner”. Værket med dets påtrængende mørke virker umiddelbart dystert. Men der er meget andet at sige om det – hvis det ellers kan siges. Og det kan det naturligvis ikke altsammen. Men det kan ses i bevidstheden om, at hos Olsen er livet og døden hinandens forudsætninger.

Af samme kunstner bringes desuden en samling af skitser fra 1999 af kragefugle – hver eneste detalje fortæller om hans dybe fortrolighed med fuglene. Man var ikke blevet meget forbavset, hvis de pludselig lettede fra papiret.

Værkerne i ”Fugl 2019” er udvalgt af en jury bestående af blandt andre Erland Porsmose og billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt. Udtryksformernes mangfoldighed er kolossal. Man ser skulpturer i porcelæn, bronze og plast, malerier i olie og akryl samt akvarel, grafik i mange forskellige teknikker, tegninger, fotografi, videokunst, keramik, tekstilkunst, installation og lydkunst.

Men det er samtidig en udstilling, som det gennemgående er let at forholde sig til. Den har meget at sige til mange, ja, meget til alle med sanserne åbne for fugle. Temaet er lige så alment, som det er vedkommende.

Turen ind i fuglenes verden indledes med en fascinerende skulptur af Elna Christiansen med svaler siddende tæt og i meget individuelle stillinger på telefontråde. Det er som en node til en melodi, hvormed der spilles op til trækfuglenes forestående lange rejse.

Hos Katja Herrik er humoren meget til stede, således i ”En sur fugl”, en hejre, der ser ud, som om den mener, at den iagttages på for nært hold – og som om den holder sig parat til at blive endnu mere sur, hvis den herskende uartighed skulle udvikle sig yderligere.

Også andre af bidragyderne lader sig ledsage af humoren – for eksempel den finurlige Jens Glob og ikke mindst Hartmut Stockter, der med ”Aflytning af fuglefodtrin (til at bære på hovedet)” har konstruereret et apparat, som med sit veloplagte vanvid ville have glædet Storm P.

Niels Erik Skovballe vil have os til at huske, hvem vi er – det vil sige huske, at vi ikke er enestående. Det budskab formulerer han i værket ”Det er langt ude, men vi ERi familie”, hvor han med udgangspunkt i vistnok en søpapegøje understreger sammenhængen mellem alt levende.

Hos Peter V. Olsen ankommer vi til en eng, hvor det tydeligvis er godt at være fugl. Det ligner et fugle-paradis, hvor de afbildede eksemplarer først og fremmest synes at være manifestationer af et fællesliv og derfor ikke hver for sig har krav på særlig opmærksomhed. Livet danser med sig selv.

Jens Gregersen slipper i et stort billede viber løs på himlen hen over et igangværende markarbejde. Motivet kan få beskueren til at tænke på Fritz Syberg.

Virkemidlerne er enkle, men udtryksfulde på et foto taget af Anne Prytz Schaldemose ved Nørreport i København. I første omgang lægger man mest mærke til en kaotisk ophobning af cykler. Billedet får imidlertid først sin fulde mening, når man ser det i det flygtende sus fra en opstigende sort fugl med vidt udbredte vinger. Væk, vil den, væk – og hvor man forstår den! Mere udspekuleret går Vibeke Nørgaard Rønsbo til værks i et arbejde, der bevæger sig et sted mellem drøm og virkelighed: I montrer ses dels fjer, dels billeder af fjer.

Udstillingen vil uden tvivl have glædet Johannes Larsen – som et vidnesbyrd om, at de mange fugle fra hans egne billeder fortsætter deres mangfoldige tilstedeværelse i eftertiden, også i kunsten.

Hos Katja Herrik er der masser af humor til stede – her i en ”En sur fugl” fra 2017. – Foto: Johannes Larsen Museet
Hartmut Stockter har med ”Aflytning af fuglefodtrin (til at bære på hovedet)” fra 2018 konstruereret et apparat, som med sit veloplagte vanvid ville have glædet Storm P. – Foto: Ole Friis/Johannes Larsen Museet
Niels Erik Skovballe vil med sit ”Det er langt ude, men vi ER i familie” fra 2019 have os til at huske, hvem vi er. – Foto: Johannes Larsen Museet
John Olsens ”Ørnekysset”. – Foto: Ole Friis