En musikalsk maraton. Det kan man vel godt kalde søndagens koncert med årets modtager af Sonnings Musikpris, Pierre-Laurent Aimard, på Louisiana i Humlebæk.
Den 64-årige franske pianist var i sine unge dage en af Olivier Messiaens mest skattede protegeer. Aimard var blot 12 år gammel, da han første gang prøvede kræfter med uddrag af den strenge systemkomponists gigantiske fuglekatalog, ”Catalogue d’oiseaux”.
Mødet med Messiaen udviklede sig både til et stærkt personligt venskab og endte med at definere Aimards karriere. I dag er han ikke blot en af de største fortalere for Messiaens underfulde musik, men for nyskreven musik i det hele taget.
Efter årtiers tilløb er Pierre-Laurent Aimard nu begyndt at opføre det ærefrygtindgydende fugleværk i sin helhed: to en halv times intens musik, skabt med udgangspunkt i nidkære nedskrivninger af fuglefløjt fra 13 franske regioner.
At lytte til ”Catalogue d’oiseaux” – komponeret mellem 1956 og 1958, da Messiaen var i slutningen af fyrrerne og stod midt i en livskrise – er som at mærke verden skælve under sine fødder. Man forstår med ét, at hele liv kan tilbringes inde i denne musik. For det er ikke blot fuglemotiver, man hører. Selvom dét er det også: guldpiroler, blådrosler, natugler, rørsangere, alpealliker.
Nej, det er silhuetter af hele verden, der toner frem. Bølgeskvulp, solopgange, tusmørke. Men også den menneskelige psyke, for Messiaens tonesprog er gødet med voldsomme dissonanser og pludselige omslag. Det ene øjeblik hører man hektisk tankemylder og storslået desperation med krasse toneklynger, det næste dybsindig ro og pastorale durklange.
Pierre-Laurent Aimards rejse gennem kataloget begyndte indendørs i Louisianas koncertsal. Her frydedes man over den nænsomme personlighed og ærgerrige indlevelse, han tilførte en potentielt ganske mekanisk musik.
Vi hørte flyglets fuglekald – hurtige triller og karakteristiske mønstre, nærmest som løbske ringetoner – og betragtede gennem det store panoramavindue mursejlernes dans over himlen, gråspurvenes katapultiske afsæt fra birketræets top og mågernes dovne cirklen over Øresund.
Detaljerigdommen var spektakulær. Musikken åbnede en ydre og en indre verden. Men Aimard ville endnu mere end skønheden, han ville også oplevelsen. Så efter en times spil rykkede koncerten udendørs, ud til havets klistrede slag mod strandbredden og Louisianas kvidrende fugleliv.
Hvor mange pianister af Aimards kaliber ville på denne måde give køb på egen lydlige forfængelighed og kæmpe med vind, hvepse og ukontrollerbare rammer? Ikke mange. Men det var herude, på Louisianas stenterrasse, at fuglekataloget blev et endnu rigere værk.
Musikken tegnede en truet natur op og byggede en æstetisk bro fra drømmende impressionisme til eventyrlysten avantgarde. Messiaens værk er ikke bare privat sorgarbejde og ornitologisk besættelse, men også et musikhistorisk opgør med dogmer og institutioner.
Så selvfølgelig måtte vi ud af koncertsalen. Ud og mærke bænkebiderne kravle op ad benene, se myggene danse om klaveret, bakse med – og måske bortforklare – fuglenes ligegyldighed over for hele spektaklet.
Koncerten med Pierre-Laurent Aimard på Louisiana var en, man ikke glemmer igen. Her blev de ”forkerte” toner de eneste rigtige. Lod man sig først opsluge af den uhørt dynamiske og mættede musik, var der ingen vej tilbage. Pludselig var denne usammenhængende, sprælske, atonale musik det naturligste i verden.
Olivier Messiaen: ”Catalogue d’oiseaux”. Pierre-Laurent Aimard. Louisiana, Humlebæk, den 29. maj.