Nordmanden Tarjei Vesaas’ roman ”Fuglene” fra 1957 står stadig som et hovedværk i nordisk litteratur. Dens intensitet er intakt, dens stille dramatik er bevægende, og dens udfordring af den rationelle tænkning og dens sprog har stadig relevans.
Romanen handler om den tungt tænkende Mattis, der ikke rigtig kan finde ud af at leve et almindeligt liv med kæreste og arbejde. 37 år er han, og han bor sammen i et sølle hus med sin 40-årige søster, der sørger for ham.
Tusten kalder man ham i den lille bygd ved søen. Tusten kan oversættes til sinke på dansk. Han er langsom og træg, og helt almindelige ting har han svært ved at koncentrere sig om. Han går omkring i sin egen verden, hvor alle proportioner er anderledes, og hvor naturen har en magisk karakter. Hans tanker er på en gang store og komplicerede og ganske små. De handler om meningen med livet og om mødet med to piger, som ganske fortryller hans dage og giver dem dybde. Nøgternt betragtet er det ingenting, men for Mattis kan det ikke blive større.
De kloge og skarpe mennesker er rationelle og udnytter naturen. De dyrker roer, og de fælder træer, men for Mattis giver alt det ikke nogen mening. Han taler fuglesprog med en sneppe, der flyver over hans hus hver dag, og som går rundt i mudderet og sætter spor. Det går fint, lige indtil Mattis fortæller om sneppen til de andre, og en dreng kommer og skyder den med sin bøsse.
Mattis ser det som et tegn. Sneppen er død. Skal han så også dø?
Det skal han ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Søsteren Hege sætter ham til at være færgemand på søen i hans gamle utætte robåd. Der er godt nok ingen at færge, men så er han beskæftiget så længe. Og så kommer der alligevel en passager. Der kommer en mand ned fra åsen, da Mattis kalder. Det er en skovhugger, som Mattis inviterer med hjem – og så forandrer alt sig. Den gamle husorden og forholdet mellem de to søskende forvandler sig, og dramaet tager fart.
”Fuglene” er en bog om en sinke, for hvem det menneskelige liv bliver en uover- stigelig opgave. Han er en outsider, men alligevel ikke mere, end at en almindeligt tænkende kan genkende sin angst, sit håb og sine længsler i ham. Han appellerer til det irrationelle i os selv og i verden. Alt det som ikke lader sig tøjle og forstå af det, man kalder for fornuften. For Mattis – og for digteren – findes der en anden fornuft.
Vesaas fortæller i en afdæmpet og enkel stil, men også med en symbolik, der giver romanen dybde i tanke og form. Hvor Mattis må op-give at tænke videre, fordi hans tanker slår knuder, kan digteren træde til med sit poetiske sprog.
”Fuglene” er en klassiker og det er godt, at den udkommer igen på dansk. Det er også godt, at den har fået en sproglig opdatering af Jannie Jensen og Arild Batzer. I forhold til Torben Brostrøms oversættelse fra 1957 er den en anelse mere mundret i sproget, men oversætterne har også fastholdt en sprogbrug, der forekommer noget arkaisk. ”Men jeg skønner da også på dig, Hege,” siger Mattis, der også ”grunder” over tingene. Når man nu var i gang med en nyoversættelse, hvorfor så ikke lade ham ”sætte pris på” og ”tænke”?
Og hvorfor ikke oversætte Tusten med et dansk ord? Der er rigeligt med magi og naturfortryllelse i romanen, og Mattis’ mærkelige fornuft skulle helst ikke blive opfattet som et levn fra fortiden, men som noget, der findes og udfordrer os lige nu og her.