En ældre mand indhyllet i skind skrider over isen på sin pulk med en enlig hund spændt for.
Billedet lyser så hvidt, at man må knibe øjnene sammen. Is, sne, himmel står i ét, og naturen bliver et helligt hele. Lyden af et enligt fly indtager himmelrummet. Men den kæmpemæssige maskine er ikke det eneste spor af civilisationen herude midt på tundraen i den fjerne russiske republik Sakha- Jakutien.
Klimaforandringerne sætter sine umiskendelige spor, men uden at det forfalder til økopoetisk horror. Det er en simpel kendsgerning, at foråret kommer tidligere til tundraen, at rensdyrene er væk, at fiskene forsvinder under isen, så Nanook (Mikhail Aprosimov) efter fire dage må vende hjem til teltet og hustruen Sedna (Feodosia Ivanova) uden fangst.
Ægteparret er de eneste tilbage i det, der engang må have været et hav af telte. Her lever de det simple liv. Ikke det, der skrives selvhjælpsbøger om for de fortravlede, men et oprigtigt liv i pagt med naturen. Mad er for overlevelse, jagt er for overlevelse, men livet er ikke kun overlevelse. Nanook og Sedna har nemlig også en uudtalt pagt med hinanden, og der er en strøm af hjertelighed, af kærlighed mellem ægtefællerne.
Klippeformationerne i det fjerne bliver til skulpturer. Sneens sus over isen bliver til musik. Lyden af luft, der trækkes ned i gamle lunger, iblander sig vindens symfonier. Dagene går og bliver til nætter, hvor de skiftevis ligger hvileløse. Tankerne går tilbage til datteren Àga. Hun har forbrudt sig mod familien, forstår man, men hvorfor? Svaret svæver i kampen mellem tradition og fornyelse.
Den bulgarske instruktør Milko Lazarov har med ”Àga” bedrevet en livsklog fortælling om fremskridtets indtog, om menneskeskabte forandringer og om kærlighed i familien. Mest af alt er filmen en påmindelse om muligheden af et liv, hvor drømme ikke handler om at eje flere ting. Hvor menneske og liv er forbundet, ikke kun i kampen for overlevelse, men i nærheden til den fysiske verdens små forskydninger og gentagelser.
Nanook og Sedna er også forbundet i respekt og tålmodighed. Den, der lytter, kigger på den, der taler. Den, der taler, kigger væk. Ordene er ikke blot fylde. ”Àga” er så tydeligt bundet til et sted, et telt på tundraen. Men den spejler lige så vel en mere almen fornemmelse af, at alting ændrer sig for hastigt. Det kontroltab, der hører alle tider og alle civilisationer til, når omvæltningerne går hurtigere, end sjælen kan følge med.
Det syngende fremmedartede sprog, isens værken og vindens favntag er rigelig lydside, så da tilført musik støder til i filmens anden halvdel, er det mest af alt en skuffelse. Billedsiden er overvældende, skønheden bruser frem i de hvideste vidder.
Selv de dybeste fodspor kan dækkes til og fremstå som nyfalden sne igen. Sådan ender ”Àga” også med en ny begyndelse.
En overgivelse til en ny tid fuld af tilgivelse. For det gamle og det nye kan leve sammen. Om ikke andet så for en stund, indtil vinter vender igen.