Prøv avisen
Interview

Fuglenes venner vender tilbage

Guri Vesaas er stolt af, at hendes fars bøger stadig vækker interesse langt udenfor Norge. Foto: Leif Tuxen

Guri Vesaas fryder sig over, at faderens mesterværk ”Fuglene” fra 1957 netop er blevet genoversat til både dansk og fransk. Men Tarjei Vesaas havde også et særligt forhold til Danmark gennem Martin A. Hansen, der var hans bedste ven

Kun rigtig gode venner kan nyde tavsheden sammen.

Sådan et venskab havde Martin A. Hansen med sin norske forfatterven Tarjei Vesaas, som han besøgte tit i Telemark, hvor Vesaas havde en lille gård i bygden Vinje omgivet af store skove og søer, som det var lige til at trække digte og romaner op af.

De to bondesønner var dengang begge blevet beundrede forfattere i hvert sit land, måske de største i samtiden, men bedst havde de det i naturen og i hinandens selskab, husker Tarjei Vesaas’ nu 78-årige datter, Guri Vesaas, der er i Danmark for at markere genudgivelsen af faderens romanklassiker ”Fuglene”:

”Jeg husker tydeligt Martin A. Hansens besøg. Sommetider kom han med sin kone, andre gange alene, men han havde altid et glimt i øjet og sådan en flot solbrændt hud, som jeg beundrede som barn. Jeg husker ham også som en lidt mystisk mand. Men han var uden tvivl min fars bedste ven. De to forfattere kunne sidde i timevis sammen uden at veksle et ord,” siger hun og smiler:

”Det var egentlig sjovt, for de var begge bondesønner, der havde forladt deres måske strenge fædres erhverv for at skrive netop ord. Men sammen kunne de altså være hemmelighedsfuldt tavse. De forstod nok også hinanden på et ordløst plan, og min far sørgede frygtelig meget, da Martin A. Hansen døde alt for tidligt,” siger Guri Vesaas, der husker, hvordan faderen dengang skrev det lange digt ”Den hemmelige Martin”.

Sorgdigtet begynder – oversat fra nynorsk – sådan her:

”Mod nord vendte han gerne foden/ og i glæde gjorde os i stand./ Glade ventede vi hans stærke, lysende øjne/ det øje/ ingen nu skal se mere.”

Digtet slutter med, at Vesaas i sine tanker står lænet over vennens grav:

”Vi bøjer os stumt over Danmarks jord/ for denne stærke Martin./ Sikrere end før sprang den smukke blomst ud i morges/ som af Martins hjerte.”

Det er svært at sige, hvem der inspirerede hvem mest. Men begge forfatterede hentede et blomstrende sprog i naturen, og Martin A. Hansen havde som sin norske forfatterven Tarjei Vesaas en særlig forkærlighed for fugle. Begge forfatterskaber er derfor som en himmel fuld af fugle.

Sneppen spiller for eksempel en hovedrolle i både Martin A. Hansens ”Løgneren” og Tarjei Vesaas’ ”Fuglene”, der netop er genudkommet på både dansk og fransk i anledningen af bogens 60-årsjubilæum.

I den anledning lavede litteraturfestivalen Nord i Helsingør sidste weekend et helt hyldest-arrangement for romanen, som Karl Ove Knausgård for nylig også har kaldt den bedste norske roman nogensinde, mens Jon Fosse har fornyet interessen for Tarjei Vesaas i Frankrig ved at kalde ham for sit eget forfatterskabs fader.

Men det var også godt at have Tarjei Vesaas som en rigtig far, husker Guri Vesaas, der faktisk voksede op mellem to store forfattere, idet moderen, Halldis Moren Vesaas, også var forfatter.

”Mine forældre havde beundret hinandens forfatterskaber på afstand, indtil en fælles bekendt introducerede dem. De faldt straks for hinanden, og deres ægteskab var også lykkeligt. Jeg hørte dem aldrig tale om hinanden i andet end kammeratlige toner. Det var ellers min fars plan ikke at gifte sig, for han tog sin forfattergerning meget alvorligt og havde hørt, at ægteskaber altid ødelægger forfatterskaber. Men min mor kunne han altså ikke stå for,” fortæller datteren, som selv er blevet bogforlægger, mens hendes bror først prøvede at undslippe bogverdenen, men senere skrev biografier om både faderen og moderen.

”Min mor var en eminent oversætter af fransk dramatik, ligesom hun skrev meget roste digte, men hun var godt klar over, at min fars forfatterskab blev regnet for at være større, så da han pludselig også begyndte at skrive digte, udbrød hun drillende, om hun dog da ikke kunne få lov til at beholde den genre for sig selv. Men mens anmelderne tøvede lidt over min fars første digtsamling, var de enige om, at han havde revolutioneret norsk digtning med sin anden samling, så der var jo ikke meget at gøre for min mor,” siger Guri Ve-saas og tilføjer, at moderen til gengæld var og blev den mest udadvendte af de to forfattere.

Mens moderen var den fødte talerog aktivt medlem i diverse bestyrelser i byen, holdt faderen sig helst for sig selv.

”Han gik hver dag lange ture i naturen. Og han elskede både at bade og solbade. Begge dele gjorde han gerne nøgen, så på den måde var han ikke blufærdig, men han følte sig uden for det fine litterære selskab som selvlært digter. For han havde selv ikke de fine fagudtryk for sin egen digtning, og engang sagde han, at han syntes, at hans tunge var som lavet af træ, når han skulle tale i store forsamlinger,” husker hun.

I stedet nød han sin alenetid om morgenen, hvor han gerne stod op klokken fem for at sætte sig til at skrive, inden han gik ned og lavede grød til familien.

”Min far sagde altid til min mor, at hendes forfatterskab var vigtigere end huslige gerninger. Han var dog en mand af sin tid, så det var alligevel hende, der lavede det meste derhjemme, men morgengrøden stod han altid for. For min mor var ikke noget stort morgenmenneske, mens min far fik og sang højt nede i køkkenet for at få min bror og mig op i skole. Han mumlede også, mens han skrev. Som om han smagte på ordene. Han skrev sine bøger i hånden inde fra sit lille kontor, mens vi andre sommetider vågnede til denne mumlen. Det var den mest beroligende lyd i verden,” siger Guri Ve-saas, der husker kontoret som en lille hule fuld af papirer og bøger.

”Min mor plejede at sige, at han sad som en mus i en ost og skrev, men han nød det, ligesom han nød naturen. Og han sagde selv, at hovedpersonen Mattis i ’Fuglene’ med visse forbehold kunne læses som et selvportræt, og han så både på Mattis som en ven og en bror,” siger hun og peger på, at Mattis også føler sig klodset i fint selskab, men har en særlig følsomhed over for både sprog og natur, så han faktisk kan tale med fuglene.

”Min far var vældig intuitiv, og det er Mattis også. Og Mattis er jo også en lille poet, selvom nogle betragter ham som en særling. Da han havde udgivet bogen, fik den en meget fin modtagelse, men der var en af min brors skolekammerater, der følte sig truffet og udleveret, fordi han troede, at min far havde skrevet om ham som en særling. Men så måtte min far jo bare svare, at han havde skrevet om sig selv.”

Manden med tungen af træ bliver dog stadig læst højt. For norske skolebørn læser stadig ”Fuglene” på linje med Henrik Ibsens ”Vildanden”, ligesom teaterstykker af Vesaas både er blevet opsat i Frankrig og Sverige de seneste år, mens interesse for Martin A. Hansen også er stigende med flere genudgivelser og analytiske bøger på vej.

På den måde taler de to tavse forfattere med deres bøger stadig til moderne mennesker– som blomster fra deres hjerter.

Guri Vesaas er stolt af, at hendes fars bøger stadig vækker interesse langt uden for Norge. Foto: Leif Tuxen

Min far sagde altid til min mor, at hendes forfatterskab var vigtigere end huslige gerninger. Han var dog en mand af sin tid, så det var alligevel hende, der lavede det meste derhjemme, men morgengrøden stod han altid for

Guri Vesaas