Prøv avisen
Film

"The Assassin" er fuld af filmisk forunderlighed

5 stjerner
Den strålende taiwanske skuespillerinde og model Shu Qi spiller med en indtagende porøs selvsikkerhed i den billedskønne ”The Assassin”. Foto: 41 Shadows

Taiwanske ”The Assassin” er så langt fra mainstream, som en film kan være. En sanselig oplevelse, hvor lyd, farver og klipning betyder mere end den fortløbende fortælling

Den underskønne og eksotisk-lyriske ”The Assassin” kunne ikke være andet end en film.

Og som sådan er den taiwanske perle ualmindelig vellykket, fordi den formfuldendt benytter alle de greb, der hører filmen som kunstart til. Mange film kunne lige så vel være romaner eller teaterstykker, men Hou Hsiao-Hsiens ”The Assassin” en en hyldest til filmmediets unikke kvaliteter.

Mark Lee Ping Bings kameraarbejde er en lydefri formidling af betagende bjerglandskaber og ceremonielle menneskelige møder. Lyddesignet er en forfinet fornøjelse, hvor man konstant har fuglenes pippen eller vindens susen som lydligt bagtæppe til den ceremonielt-syngende kinesiske dialog.

Belysningen er indtagende, hvad enten det er halvgedulgte kærlighedsmøder eller dragende danserinder, der foreviges. Farvebrugen er mættet – selv i den sort-hvide startsekvens. Og kulisserne er ren perfektion i reproduceringen af Kina i 900-tallet.

Ingen af Hou Hsiao-Hsiens tidligere film har haft biografpremiere i Danmark, men med en Cannes-statuette i ryggen som bedste instruktør ved sidste års prestigefyldte uddeling er det nu muligt at nyde ”The Assassin” på det store lærred herhjemme. Og lige netop i dette billedskønne tilfælde nytter det ikke at vente. ”The Assassin” skal ses i biografen.

Genfortæller man historien, der udspiller sig i ”The Assassin”, lyder det måske let som en sæbeopera tilsat koreograferede kampscener, som de blev udødeliggjort i Ang Lees moderne kinesiske klassiker ”Tiger på spring, drage i skjul”.

Men for det første er handlingen noget nær umulig at opsummere i al dens iboende kompleksitet. For det andet er kampscenerne, om end uangribeligt smukke, på ingen måde blandt filmens mest bjergtagende elementer. I stedet for voldshandlingerne bliver det silkestoffernes bevægelse i vinden, fuglenes kvidren og stearinlysenes blafren, der er filmens visuelle og sanselige højdepunkter.

Alt andet må vige i denne billedmagiske og lydkunstneriske film, hvor man må underkaste sig stemninger og digressioner båret frem af filmmediets berusende og forførende magt.

Baseret på en litterær beretning om Tang-dynastiet foregår ”The Assassin” i 900-tallets Kina, hvor livet i toppen af samfundet nærmest var lig et teater med stiliserede ritualer. Filmen er nærmest én lang ceremoni, hvor alle karaktererne gør, hvad der forventes af dem ud fra samfundets normer og de højere rangerendes regler. Kun én stikker ud og lader sig navigere af sit eget indre kompas. Det er snigmordersken Nie Yinniang, spillet af Shu Qi med et uudgrundeligt blik og en insisterende overjordisk skønhed.

Yinniang blev som barn bortført fra hoffet og trænet til at blive uempatisk dræbermaskine af nonnen Jiaxin, der bruger hende som marionet i sit eget politiske rænkespil. Men marionetten bryder ud af snoretøjet og undlader af sympati at myrde et udset offer.

I skuffelse og vrede beder Jiaxin Yinniang om at dræbe guvernøren Tian Jang i provinsen Weibo. Formentlig for at teste hendes loyalitet, for hun var som barn trolovet med netop Tian Jang.

”Dit sind er fordærvet af menneskelige følelser,” siger nonnen, og netop følelser er der ikke plads til i et gennemstiliseret samfundssystem.

Dette tilsyneladende ukomplicerede handlingsforløb bliver hele tiden brudt af mageløse monologer, der indkapsler Yinniangs status som morderske i hendes fortid ved hoffet, udreder de storpolitiske udfordringer i de kinesiske provinser og fortæller eventyr om nattergale og jadesten.

Shu Qis magnetiske nærvær på lærredet er særligt tydeligt i de scener, hvor det kun er os tilskuere, der kan se hende. På et tidspunkt står hun i skjul og observerer sin barndoms kærlighed i tæt omfavnelse med en konkubine. Hun gemmer sig bag den blafrende brokade, og vi låner hendes synsfelt og ser selv de elskende halvt skjult bag stofferne. Bagefter ser vi hende se ham, og med ét bliver ”The Assassin” også rørende som fortabt kærlighedshistorie. Det er en mageløs scene, der er bevægende smuk og stoflig.

Så selvom ”The Assassin” på mange måder er en svært tilgængelig film, er det ikke vigtigt, om man fanger alle intrigerne og (kom)plottet. Det vigtige er at slippe trangen til at få tingene til at gå op for i stedet at overgive sig fuldstændigt til dette sansemættede værk fuld af filmisk forunderlighed.

kultur@k.dk