De står der som et rødt tæppe, når man kommer ind i Charlottenborg Udstillingsbygning. Hundredvis af små skumgummifigurer med knyttede næver, limet til gulvet i samlet flok. »Proletarier Aller Länder« hedder den tyrkiske kunstner Serkan Ozkayas værk, som man bliver nødt til at træde under fode, ønsker man at fortsætte videre ind i udstillingen, der med titlen »Den Ny Ordens Fundamentalismer« stiller skarpt på fundamentalistiske manifestationer i den globale verden. Den helt legale massenedtrampning er derfor ganske passende, eftersom fundamentalisme jo i bund og grund handler om os eller dem. Om det gode eller onde. Om binariteter drevet til det ekstreme. Det er i hvert fald i denne grundlæggende forstand, vi skal forstå udstillingens tema. Ikke nødvendigvis som én bestemt fundamentalisme - men netop som fundamentalismer - det være sig religiøse, politiske, men også økonomiske og kulturelle. Kort sagt alle systemer, der »vælger én bestemt sandhed som den absolutte, er enøjet og anser sig selv for at være ren«, som kuratorerne skriver i kataloget.
Med sådan et tema kunne man godt forvente alle tiders tunge udstilling. Det kan man også - den er bare ikke tung. Tværtimod er der lagt op til leg og skæve grin i Charlottenborgs udstillingslokaler, hvor værkerne af de omkring 40 deltagende kunstnere fra både Europa, USA og Mellemøsten tilsammen danner et spraglet væv af undergravende indfald, kritiske kommentarer og modfortællinger: fortællinger fra fundamentalismernes »ofre« - fra det levede liv under et givent system. Tag for eksempel den unge Amel Ibrahimovic, født i Bosnien, flygtet til Danmark. På gulvet ligger tøjet, han flygtede i, og på væggen står skrevet i hånden fortællinger fra det virkelige liv - den eksileredes liv. Flygtningens liv. Eller danske Jens Haaning, der på lignende vis blander sig i den nationale fundamentalismedebat med sine fotografier af flygtninge. Repræsentationer af en underrepræsenteret gruppe af befolkningen. Helt neutrale fotografier af folk som de står og går, så ganske langt fra det billede, som ellers ofte tegnes i pressen.
Hører Haaning og Ibrahimovic til i den stille ende af udstillingens skala, er den finske kunstnergruppe ROR (Revolutions of Request) at finde i den mere larmende del. For der er fuldt tryk på deres kæmpe installation, der fylder næsten halvdelen af den store sal. »Piece by Piece« hedder deres værk, der består af en række sært skæve objekter: en forkromet motorcykel, en udstoppet abe, fanget i aggressivt vrængende positur, et fundamentalistisk fodboldspil, hvor det ene hold er Kristus, det andet Shiva. Man må gerne tage sig et spil og på den måde bryde ind i kunstværket - blive del af ROR's visuelt larmende installation, der med sin skingre æstetik mest af alt synes som en surreel legestue for anarkististisk aktivitet.
Flere af værkerne kredser ikke overraskende om den religiøse fundamentalisme. Som eksempelvis israelskfødte Gili Dolevs animationsfilm »Promise Land« om den israelsk-arabiske konflikt. En film, der upartisk, men med masser af sort humor fremviser krigen i al sin fundamentale absurditet - selvmordsbombemænd og soldater, der drømmer om jomfruer i himlen, israelske bosættere i vuggestuealderen med automatvåben under armen.
Religiøs fundamentalisme, omend af en anden slags, møder man i Willem de Rooij og Jane Ostermann-Petersens video fra en gudstjeneste hos en kristen »Resurrection Power«-menighed i Amsterdam, hvor den overdrevent blonde Leigh Valentine, tidligere Miss Missouri, nu omrejsende prædikant med tungetale som speciale, leder den sorte, hovedsageligt ghanesiske menighed i fanatistiske fælles slogans.
Hos Lillibeth Cuenca Rasmussen kommer man til mega-gudstjeneste for såkaldte »Born Again Christians« i Manila. Med ørefængende musik og hurtige rytmiske klip trækkes man med ind i masse-suggestionens følelsesmæssige overdrev, hvor mennesker ekstatisk græder og jubler side om side. Det er svært ikke at blive revet med. Ligesom det er svært ikke at blive revet med af udstillingen. For gode værker er der mange af. Værker der formår at række ud efter beskueren, skabe dialog, spørgsmål, mellemværender.
Interessant bliver det også at se, hvilken slags dialog norske Andrea Langes værk »Adhan Corner« vil skabe. »Adhan« betyder muslimsk bøn, og det er netop, hvad Lange fem gange om dagen vil kalde til gennem en høj-taler placeret på Kongens Nytorv. Kaldet til bøn er optaget i Mekka, og tidspunktet for bønnen naturligvis bestemt af solens gang over himlen. Himmel og helvede. Sort eller hvidt. Charlottenborg har lavet en udstilling, der er ingen af delene. Tværtimod. Med humor og alvor er det fundamentalerne, der står for skud. Sådan helt fundamentalt og ret genialt.
Den Ny Ordens Fundamentalismer. Charlottenborg Udstillingsbygning. Til den 8. december.
Arrangeret af Lars Bang Larsen, Charlotte Brandt, Christina Ricupera i samarbejde med NIFCA, The Nordic Institute for Contemporary Art.
I forbindelse med udstillingen vil der blive arrangeret seminarer, film, performances og musik. Yderligere oplysninger på www.charlottenborg-art-dk
kultur@kristeligt-dagblad.dk