Fundne tyvekoster fra Rigsarkivet er intakte

Uvurderlige dokumenter fra krigens tid er ifølge politiet blevet opbevaret forsvarligt af de formodede tyve

Ifølge rigsarkivar Asbjørn Hellum er der trods politiets fund stadig materiale, som ikke er dukket op.
Ifølge rigsarkivar Asbjørn Hellum er der trods politiets fund stadig materiale, som ikke er dukket op. Foto: .

Mere end to hyldemeter uvurderligt historisk materiale er over 10 år blevet listet ud fra Rigsarkivet. Gerningsmændene har dog passet godt på dokumenterne.

Det fortæller vicepolitikommissær Tomas Juhl fra Københavns Politis Station City, som står i spidsen for efterforskningen af sagen.

LÆS OGSÅ: Venstre vil undersøge, om mere er stjålet fra Rigsarkivet

Det er blevet opbevaret på en udmærket måde. Det har ikke stået uforsvarligt, og det var i fin stand. Det stod bare det forkerte sted, fortæller Tomas Juhl til Ritzau.

Arkivmaterialet blev sikret af politiet i forbindelse med ransagning hos to mænd, der blev anholdt onsdag. Det var Rigsarkivet, som oplyste navnene på de to og fortalte, at de angiveligt stod bag omfattende tyveri fra arkivet.

I den anledning lavede vi en aktion mod de to, hvor vi ransagede deres bopæle og opholdssteder. Og i den forbindelse fandt vi en masse materiale fra Rigsarkivet, siger Tomas Juhl.

Arkivmaterialet består af dokumenter omkring besættelsestiden, og ifølge Rigsarkivet er der tale om uvurderligt materiale.

Ifølge Tomas Juhl er motivet efter politiets opfattelse dels berigelse, altså at materialet skulle sælges, og dels en personlig interesse.

De anholdte er begge mænd og kommer fra København og er kendt i forvejen af politiet. Den ene er ifølge Tomas Juhl endda særdeles godt kendt.

Mændene blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Københavns dommervagt med krav om varetægtsfængsling. De er sigtet efter straffelovens paragraf om tyveri under skærpende omstændigheder.

LÆS OGSÅ: Politiet overvejer frit lejde for nazityveri

Derudover er mændene sigtet for en mindre alvorlig paragraf om at fjerne ting af offentlig interesse. Mændene nægter sig skyldige i de rejste sigtelser.

Ifølge rigsarkivar Asbjørn Hellum er der trods politiets fund stadig materiale, som ikke er dukket op.

Hos politiet fortæller Tomas Juhl, at efterforskningen af sagen nu fortsætter, men man forventer ikke, at der har været flere indblandet end de to, som allerede er anholdt.

Men det kan naturligvis ikke udelukkes, og det er noget, som efterforskningen vil vise, siger han.

Flere af de stjålne effekter fra Rigsarkivet er formentlig blevet videresolgt. Det fremgår af politiets sigtelse.

Anklager Erik Hjelm læste i går formiddag sigtelsen op i dommervagten i København, hvor den 46-årige og den 53-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør.

Rigsarkivet havde mistanke til de to mænd, og politiets ransagninger hos mændene resulterede da også i fund af en del arkivmateriale.

Dog er det ikke alt det forsvundne materiale, som er tilvejebragt, og ifølge sigtelsen mod mændene er det formentlig blevet solgt videre.

Ud over tyveri fra Rigsarkivet er mændene sigtet for at have stjålet materiale fra Landsarkivet for Sjælland, der nu er lagt sammen med Rigsarkivet.

Den 53-årige var første mand i vidneskranken ved torsdagens grundlovsforhør. Ifølge Ritzaus oplysninger er han bosiddende i Thailand.

Når dommeren har taget stilling til, om den 53-årige skal fængsles i sagen, er det den 46-åriges tur til at få afgjort, om han skal bag tremmer.

Den 53-årige var ved retsmødet iført skriggule kansasbukser og en mørk hættetrøje. Han er skaldet på issen.

Mændene er sigtet efter to paragraffer i straffeloven. Den ene drejer sig om at fjerne materiale af offentlig interesse. Her er strafferammen fængsel i tre år.

Derudover er mændene sigtet for tyveri under skærpende omstændigheder. Strafferammen for den forbrydelse er fængsel i op til seks år.

Det store tyveri fra Rigsarkivet chokerer Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen. Han vil kalde kulturminister Uffe Elbæk (R) i samråd og have Rigsarkivet til at se efter, om der mangler mere.

Der kommer en grim mistanke om, at der kan være sket mange ting. Jeg forventer, at Rigsarkivet ser samlingen igennem og finder ud af, om andet er mistet. Vi er nødt til at vide, om andet mangler, siger Aastrup Jensen.

En gennemgang af alle Rigsarkivets 300 kilometer arkivæsker er umulig ifølge rigsarkivar Asbjørn Hellum. Han har ikke tænkt sig, at hans folk skal gennemgå alle cirka tre millioner æsker.

Nej, det har vi ikke tænkt os. Det er ikke muligt, siger han.

Derimod kan arkivet gennemgå de æsker, som de to anholdte har haft adgang til ifølge de lister, som viser, hvem der har haft adgang til de såkaldte magasinenheder.

Rigsarkivaren mener, at tyveriet kan være sket ved, at tyvene har brugt notesblokke og bærbare computere som skjul for dokumenterne.

Michael Aastrup foreslår øget videoovervågning. Rigsarkivar Hellum siger, at den kan udvides, men at den nuværende burde dække.

Den socialdemokratiske kulturordfører, Mogens Jensen, betragter tyveriet som alvorligt.

Det er mærkeligt, at man er i stand til at stjæle så store mængder arkivalier. Det er nødvendigt, at vi får set på sikkerheden, siger han.

På den anden side er der en grænse for, hvor stram sikkerheden kan være. Der skal være en balance mellem et åbent rigsarkiv og sikkerhed.

Hvis det er helt vandtæt, så kan man ikke forske, men det er nødvendigt at se, om det er muligt at stramme op, siger den socialdemokratiske kulturordfører.