Peniser skal slet ikke forstås som noget, der har med det mandlige kønsorgan at gøre – eller reproduktivitet i øvrigt. De skal derimod ses som en social konstruktion, der er både skadelig og problematisk for samfundet og de fremtidige generationer. Og så er de i øvrigt til fare for klimaet.
Sådan lyderkonklusionen i den videnskabelige artikel ”Den konceptuelle penis som en social konstruktion”, der blev udgivet i det amerikanske akademiske tidsskrift Cogent Social Sciences for nylig.
Hvis det lyder som det rene vrøvl, så er det, fordi der er noget om snakken. Artiklen er nemlig en aldeles uvidenskabelig tekst, der er delvist skrevet af en computer og blot sminket som et videnskabeligt stykke arbejde.
Dens to forfattere Peter Boyle og Jamie Lindsay findes i øvrigt slet ikke i virkeligheden, men er derimod pseudonymer for Peter Boghossian, filosofiprofessor ved Portland Universitet, og James Lindsay, professor i politisk videnskab ved Lyndon B. Johnson School of Public Affairs i Texas.
Formålet med den absurde artikel, der kritiserer peniser og mandlighed generelt, var at demonstrere, hvor nemt det er at få udgivet det mest uvidenskabelige nonsens inden for kønsforskningsområdet, så længe tonen i artiklen flugter med den dominerende holdning inden for forskningsfeltet, skriver de to professorer i en opfølgende artikel på det amerikanske videnskabsmagasin Skeptics hjemmeside:
”Vi mistænkte i særdeleshed kønsstudier for at være akademisk forkrøblede af en tvingende, nærmest religiøs tro på, at mandlighed er roden til alt ondt. På baggrund af bevisbyrden må vi konkludere, at vores mistanke var berettiget.”
For at camouflere teksten som seriøst akademisk arbejde fyldte de den med litteraturhenvisninger og citater fra kendte køns- og feminismeforskere som Judith Butler – dog uden at de inddragede citater havde noget som helst med den øvrige sammenhæng at gøre.
Samtidig slog de to professorer samtidig en sproglig tone med en fuldstændig ”uigennemtrængelig jargon” an for at gøre forvirringen totalt, hvor de strøede om sig med ord som ”diskursiv”, ”isomorfisme” og åbenlyst selvmodsigende begreber som ”det præ-post-patriarkalske-samfund”.
Først efter at have sikret sig, at indholdet var fuldstændig meningsløst og uargumenteret, sendte de teksten ind til ét tidsskrift, der imidlertid videresendte dem til Cogent Social Sciences med en besked om, at teksten var bedre egnet der. Forud for publicering skulle artiklen igennem et såkaldt peer-review, en bedømmelse udført af upartiske akademiske kolleger.
Her blev artiklen antaget og fik fine ord med på vejen. En kollega kaldte den tilmed ”fremragende”.
Det er imidlertid ikke første gang, forskere udstiller akademiske tidsskrifters manglende kontrol med kvaliteten af den forskning, de trykker. I 1996 lykkedes det den amerikanske fysikprofessor Alan Sokal at udstille de postmodernistiske forskningskredse, da han fik antaget og publiceret artiklen ”Overskridelse af grænserne: Mod en transformativ hermeneutik om kvante-tyngdekraft”. En artikel, der også baserede sig på meningsløse konklusioner.