Fyld kirkerne med sang: Gudstjenestereparation forestår

Kirkelivet har været lukket ned, og uanset hvornår det lukker helt op igen, så forestår der en stor opgave med at få gang i de vante aktiviteter – og sangen

Vi skal allerede nu begynde at samle kræfter til den restaurering og det gudstjenstlige genoplivningsarbejde, der ligger foran os, skriver historiker Morten Skovsted og henviser til, hvad corona har gjort for det kirkelige liv
Vi skal allerede nu begynde at samle kræfter til den restaurering og det gudstjenstlige genoplivningsarbejde, der ligger foran os, skriver historiker Morten Skovsted og henviser til, hvad corona har gjort for det kirkelige liv. Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift.

Coronagrebet om vores land lettes betydeligt i denne tid. Der har været spillet fodbold, mundbindene er stort set lagt på hylden, og vi kan nyde at se hinandens ansigter igen – måske endda vove at give hånd.

Det har været en trængselstid uden trængsel, men der er stadig puls – for nu at bruge et fint billede, som biskop Henrik Wigh-Poulsen introducerede, da nedlukningen var næsten total. Han sagde (frit fra hukommelsen):

”Vi skal holde gudstjenester, om de så er nok så små, for dog at bevare kirkens puls, så der er noget at genoplive, når tiden kommer.”

Billedet er fint, og der er liv, men patienten er svag.

Jeg har haft gudstjenester og kirkelige handlinger den sidste tid, hvor vi stadig har haft store begrænsninger i deltagerantal, men hvor vi dog har kunnet dele nadver og synge! Men sangen har været spagfærdig, og jeg ser det som tegn på, at vi har et stort og vigtigt reparations-arbejde foran os. Lige nu er det sommerferie, så også derfor skubber vi den fuldstændige kirkelige genåbning foran os, men for konfirmandernes og alle vores andres skyld, så håber jeg, at det kan ske for fuld udblæsning fra nu af og frem. Og udblæsning er der brug for.

Mange har vænnet sig til at blive hjemme fra kirke, og mange af dem, der er kommet, har vænnet sig til ikke at synge med. Stadig nu, hvor det er tilladt, kan man næsten fornemme frygten for, at nogen skal se skævt til en, hvis man synger lidt for højt, lidt for deltagende eller lidt for smittespredende. Og også fra andre brancher, der allerede har fået lov til at åbne igen, lyder det: Folk bliver væk. Danskerne har vænnet sig til ikke at gå på museum og til koncert og i teatret. Nu må de godt, men de bliver væk. Kor for både børn og voksne melder det samme.

”Før corona var der 35 i ungdomskoret, nu er der 15,” kan en bekendt korleder fortælle.

Vi må sammen håbe og arbejde for, at samfundslivet kan vende tilbage til normalen, men vi må også tage vores kampe hver især, branche for branche og således også som kirke. Efter halvandet år, hvor vi har vænnet folk til at blive væk, hvordan får vi dem da til at komme igen? Og efter halvandet år, hvor sangen har været farlig som aldrig før, hvordan får vi da sangen til at klinge igen?

Der er blevet sunget i det forgangne halvandet år, men det har især været på tv og af professionelle kirkesangere, og det betyder, at vi nu skal vænne os selv og menighederne til at synge igen. Det er umisteligt luthersk, grundtvigsk og folkekirkeligt, at menigheden deltager og synger med. Derfor skal de komme igen, og derfor skal de synge igen.

Vi må gøre os klar til at lægge en ekstra indsats i at få folk i kirke som aktivt deltagende. Vi skal gøre det gode, vi plejer, men vi skal et ekstra gear op, og vi skal først og fremmest lade det stråle igennem, at vi selv finder det både godt og vigtigt. Råb det ud over tagene, når tiden er klar: Nu må I gerne komme. Fyld kirkerne – og fyld dem med sang. Lav sangarrangementer inde og ude. Inddrag salmerne i prædikenen, vis dem ekstra opmærksomhed. Øv på dem, introducer dem og syng med på dem! Sådan skal opfordringen lyde til såvel præster som organister, menighedsråd og kirkegængere. Lad os igen få søndage, hvor kirken er fuld, og nogle skråler med på de velkendte eller nye salmer, mens andre mumler eller nynner med efter bedste evne.

Vi skal allerede nu begynde at samle kræfter til den restaurering og det gudstjenstlige genoplivningsarbejde, der ligger foran os. Det bliver hårdt, men det kan også være helt spændende at begynde lidt forfra: at genopdage deltagelsen og ikke bare tilskuerrollen. Vi har vænnet os til at synge derhjemme eller lytte andægtigt i kirken. Nu skal vi samles og synge sammen med krop og ånde og smittefare – på den gode måde.

I klummen Sang&Salmer skriver sognepræst og historiker Morten Skovsted løbende om udviklingen inden for musik og sang i kirken.