Prøv avisen
Bog

Fyn for længe siden

"Det er en usædvanlig historie, Anton Jørgensen lægger frem. Han formår at give atmosfærefyldte og præcist sansede øjebliksbilleder. Men problemet er, at han overdoserer," skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Forlaget Rod og co.

Usædvanlig historie fra 68-årig debutant overdoseres

Anton Jørgensen - en forfatterdebutant på 68 år - skriver hen imod slutningen af bogen, at den havde været, som den burde, hvis den havde ”haft alting i sig”. Men problemet er snarere det modsatte: at den har for meget af alting i sig.

Det er ellers nogle velfortalte erindringer fra landsbyen Egense ved Svendborg i 1950'erne. Jørgensens ambition har været at forbinde det personlige og det lokalhistoriske - både i ord og fotos. Med udgangspunkt i, hvad han selv og andre kan huske, beretter han udførligt og med mange detaljer om et landsbyliv, der ikke findes mere. Det er en tæt skildring af dagligdagen i et lokalområde, før den afvikling satte ind, der gjorde det oprindelige ”landbrugssamfund til store tilliggender til industrielt drevne svinefabrikker og mælkefabrikker og monotone ørkener af hvede eller byg” og andre afgrøder.

Anton Jørgensen kom til Egense udefra. Hans far emigrerede til Kina i 1924, ernærede sig som arkitekt i forskellige firmaer og foretog tillige lange rejser rundt i landet. Han blev gift med en kineser, forfatterens mor. Familien flygtede fra Kina under revolutionen i 1949. Kinesisk kultur og historie blev imidlertid ved med at spille en rolle i det hjem, den fik på Sydfyn. Begge forældre havde været vidner til grusomme tildragelser, åbenbart først og fremmest faderen. Når han i tankerne kom dem nær, blev han tavs og dertil fjern i blikket.

Jørgensen ser sin opvækst som et eksempel på integration, før dette begreb overhovedet fandtes. Trods sine kinesiske træk var han, får man indtryk af, lige så fynsk som de indfødte. Han forlod barndomslandet for altid i 1964 og bosatte sig i København, havde ”en mangfoldighed af tilfældigt ufaglært arbejde”, men blev også mag. art. i litteraturvidenskab og tog en ph.d.-grad.

Det er en usædvanlig historie, Anton Jørgensen lægger frem. Han formår at give atmosfærefyldte og præcist sansede øjebliksbilleder. Men problemet er, at han overdoserer. Erindringerne bliver med deres manglende respekt for mådehold ofte for indforståede - og lukker sig om sig selv. For eksempel når forfatteren remser personnavne op, som læsere uden lokalkendskab ikke har en chance for at forbinde noget med.

Et eksempel på stilen er dette glimt af Anton Jørgensen som landsbyguide: ”Vi drejer til højre. Det første hus man kom til på højre side af vejen, var Rasmus og Kirstines, et lille lysegult pudset murstenshus. Det lå i skellet mellem to marker, præstegårdsmarken mod syd og Henriksens mod nord, og blev bygget i første halvdel af 1950'erne”.

De tættrykte fynske minder afsluttes med 21 sider noter, også de tættrykte.

grymer@k.dk