Prøv avisen
Interview

Fynsk kunstner kæmper for mere humanisme i Hongkong

Jens Galschiøt er ved at lægge sidste hånd på en ny udgave af ”Skamstøtten”, som bliver udstyret med teksten ”Denmark stands by Hong Kong” og opstillet på Christiansborg Slotsplads. Der bliver monteret fire skulpturer, der forestiller aktivister fra Hongkong på skamstøtten. – Foto: Leif Tuxen

”Måske tror nogen, at målet med min kunst er at provokere for provokationens skyld. Det er det ikke.” Sådan siger kunstneren Jens Galschiøt, som i næste uge opstiller en skamstøtte på Christiansborg Slotsplads for at støtte demokratibevægelsen i Hongkong

Den Lille Havfrue på Langelinie blev forleden udsat for hærværk, da ukendte gerningsmænd skrev ”Free Hong Kong” på den sten, som den kendte havfrue har levet på gennem mere end 100 år. Men nu får demonstranterne i Hongkong en mere godkendt kunstnerisk støtte, når den politiske aktivist og kunstner Jens Galschiøt i næste uge med støtte fra både Alternativet og det nye parti Fremad opstiller sin berømte skulptur ”Skamstøtten” på Christiansborg Slotplads med teksten ”Denmark stands by Hong Kong”.

Galschiøts første skamstøtte blev allerede opstillet i Hongkong i 1997 som et monument over de dræbte studenterdemonstranter på Den Himmelske Freds Plads i 1989, ligesom skulpturen også står permanent i Mexico og Brasilien. Selv kalder han det en slags nobelpris over skamfulde begivenheder, som ikke bør gentages. Men det er ikke alle, der har været glade for ”æren”. Og det har for eksempel givet den aktivistiske danske kunstner permanent indrejseforbud i Kina, mens han to gange er blevet smidt ud af Hongkong. Men som en støtte til de to millioner demonstranter, der gik på gaderne i Hongkong sidste sommer for at forlange demokrati, har han nu ændret ”Skamstøtten”, så der også er monteret fire bronzeskulpturer af aktivisterne fra Hongkong. Og da Kristeligt Dagblad besøger den danske kunstner på hans værksted i Næsby uden for Odense, er han sammen med sine 10 ansatte stadig i fuld gang med at støbe hjelmene.

”Vi støber dem efter de originale hjelme, som vi har fået fra aktivisterne i Hongkong,” forklarer han, da vi går forbi de store bronzestøbekar, som hans skulpturer bliver ”døbt” i, inden de er færdige. Planen er, at skulpturen så også skal til Hongkong senere. Samtidig har han støbt 500 bronzesvin med titlen ”Don’t feed your inner beast” – man skal ikke fodre sit indre svin. De skal hænges op rundtomkring i Hongkong som streetart for at protestere mod den hårdhærdede behandling, befolkningen får af regeringen, og som støtte til det demokratiske håb blandt demonstranterne.

”Det var ret vildt i sommer, hvor journalisten Anders Jerichow og jeg som de eneste sad oppe på Folkemødet på Bornholm og talte om demokratiproblemerne i Hongkong uden at vide, at to millioner mennesker ville vælte ud på gaderne i Hongkong dagen efter. Det vidste de heller ikke i Hongkong, kan jeg fortælle dig. Men jo mere debat og diskussion, der kommer om Hongkong, desto mere vil vi støtte demokratiet i Hongkong. Vi risikerer selvfølgelig, at det ender i en katastrofe ligesom med det arabiske forår eller Den Franske Revolution, men man må tage en chance for demokratiet,” siger Jens Galschiøt, som gerne kalder sig selv menneskerettighedsfundamentalist. For han er konstant på udkig efter en ny uretfærdighed, han kan forvandle til kunst, der ikke lægger fingrene imellem med markante budskaber.

”Se her,” siger han og holder en rose i sølv op i vejret.

”Den her lavede jeg i efteråret. Jeg kalder den ’Yasmin’, fordi jeg i efteråret hørte om en iransk pige på 22 år, der hedder Yasmin og har fået 16 års fængsel for at dele roser ud i metroen i Teheran uden tørklæde. Det kaldte præstestyret for prostitution og fordærvelse af befolkningen, så nu skal hun sidde i fængsel, indtil hun bliver 38 år, og det er jo ikke til at holde ud at tænke på, hvad det fører med sig af vold, voldtægt og psykisk overlast, så hende ville vi gerne støtte. Derfor laver jeg en mindre kopi af rosen og sender den ned til hendes familie, og vi sælger den store rose sammen med Amnesty for at gøre opmærksom på hendes historie og skaffer 25.000 kroner til en kampagne for de indsatte i fængslet. For det værste er at sidde uretfærdigt i fængsel, uden nogen husker en,” siger Jens Galschiøt og søger øjenkontakt ud over brillekanten, inden han tilføjer:

”Jeg har en kinesisk ven, der hedder Jun Feng, som nu er Kierkegaard-oversætter her i Danmark, men som ung var han buddhistisk munk og blev fængslet i Laos af politiske grunde. Det var så hårdt, at han havde lyst til at opgive livet, men så begyndte der at komme breve til fængslet fra alle mulige gamle damer, der via en svensk pige, han havde mødt, havde hørt om hans sag. Det gav ham håb, mens fængselsinspektøren til sidst blev mør af alle de breve, der væltede ind på hans kontor. Og her bruger vi altså smuk kunst som våben mod noget grimt.”

”Yasmin-rosen” er smuk, ligesom Jens Galschiøt også har lavet andre klassiske skulpturer af for eksempel H.C. Andersen til Odense bymidte, men Jens Galschiøt er nok mere kendt for sine ”grimme” værker. Det kan man også se på det store værksted og i gården, hvor det vrimler med værker, der er skabt til mere end at være pæne. En langfinger peger lige op i luften fra en to meter høj knytnæve, som blev skabt som et provokerende værk ved en af landsindsamlingerne.

”Jeg lavede den for at pege på dobbeltmoralen i, at toppolitikere sad for åben skærm og jublede over donationer på 10.000 kroner til u-landene, når de selv havde skåret u-landsbistanden ned med flere milliarder kroner. Det var et reklamebureau, der endte med at købe værket for 50.000 kroner, som så i det mindste gik til u-landene,” siger Jens Galschiøt og lader blikket glide op mod et bronzekors, hvor der hænger en højgravid teenagepige i bronze med et lidende udtryk. Værket, der hedder ”In the name of God”, skal efter planen opstilles i Europa-Parlamentet, ”så snart de giver sig dernede”.

”Jeg har lavet det som en protest mod den katolske kirkes præventionssyn. En ting er at være modstander af abort, men hvis man ikke vil tillade mennesker at bruge prævention, udbreder man jo for eksempel aids i fattige lande. Og her i Europa er den katolske lobbyorganisation måske den stærkeste overhovedet. Det er derfor, jeg gerne vil have den op at stå i Europa-Parlamentet. Det er i forvejen mig, der har lavet det værk, som repræsenterer Danmark i Parlamentet, og jeg har talt med Christel Schaldemose, som er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, om at få pigen her derned, men det er ikke så nemt. For det er jo mildt sagt kontroversielt.”

Er det omvendt ikke en gratis omgang for dig at lave en korsfæstet pige for at kritisere kristne i Italien og en sølvrose for at kritisere islamister i Iran? For katolikkerne bliver måske sure, men de slår dig jo nok ikke ihjel…

”Måske tror nogen, at målet med min kunst er at provokere for provokationens skyld. Det er det ikke. Mit mål med min kunst er jo heller ikke at blive slået ihjel af nogen. Hvis jeg bliver skudt, slutter samtalen. Og mit mål med min kunst er at skabe en samtale. Måske bliver nogen stødt over at se en gravid kvinde på et kors, men målet er ikke at støde nogen, men at få en samtale i gang. Derfor har jeg også klædt pigen på, da hun blev opstillet i Kenya, fordi de ellers ville blive fornærmet over nøgenheden, og det var jo ikke den, vi skulle tale om,” siger han, inden han peger over på et værk, der hedder ”Fundamentalisme”. Det består af mandsstore bogstaver bygget af bøger og skriftruller, så der tilsammen står ”fundamentalism”.

”Nedenunder kører der så citater fra de tre monoteistiske religioner, hvor vi har sørget for at tage både de smukke og grimme citater med fra både Bibelen, Koranen og Toraen. Det værk støder ikke nogen. For alle kan se det grimme og smukke ved hinandens religioner, men måske hjælper værket også med at få en samtale i gang, så muslimer, jøder og kristne forstår, at deres religioner i virkeligheden ligner hinanden, fordi de alle både er smukke og grimme, afhængig af hvilke sider man læser i deres hellige skrifter.”

Er der da ikke forskel på kristendom og islam for dig?

”Egentlig ikke. Det hele kommer an på, hvordan man læser Koranen eller Bibelen. Begge bøger er jo skrevet af mennesker. Min Gud er nok menneskerettighederne.”

Men de er jo også skrevet af mennesker?

”Ja, det er rigtigt, men ingen religion kan tage patent på det gode.”

Har du nogensinde lavet et værk, der har peget på din egen egoisme?

”Ja, ’Min indre svinehund’. Den skabte megen modvilje mod mig på højrefløjen, fordi nogen stillede den op ved Dansk Folkeparti, men det var egentlig et portræt af mig selv. For jeg er godt klar over, at jeg også har en indre svinehund, som skal tæmmes. Og at det først bliver rigtig farligt, når man betragter sig selv som god og de andre som onde. Som ung blev jeg radikaliseret socialist, da jeg rejste ud med Tvind og mødte den revolutionære venstrefløj. Da jeg kom hjem, kom jeg i lære som smed og fortsatte med at være socialist nogle år, men da jeg opdagede, at de progressive, som vi støttede i Den Tredje Verden, ofte udviklede sig til nye diktatorer, der satte mennesker i fængsler rundtomkring i verden, blev jeg desillusioneret og droppede venstrefløjen. Jeg brugte de næste 10 år på at lave smykker til modebranchen og smukke skulpturer. Men under borgerkrigen i Jugoslavien begyndte jeg at få en krise. Efter Berlinmurens fald troede jeg, at alt ville blive godt, men vi flyttede jo bare stenene fra Berlinmuren til Europas grænser for at afskærme os fra de fattige. Jeg mistede min tro på verden. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det.”

Da han læste de jødiske filosoffer Zygmunt Bauman og Hannah Arendt fik han dog nye idéer.

”Bauman skrev om ondskabens mekanismer, mens Arendt rystede mig endnu mere ved at skrive, at folk tror, at de gør det gode, mens de i virkeligheden gør det onde. Jeg vidste ikke selv, hvordan jeg kunne vide, om jeg var ond, så jeg besluttede mig til at blive pladderhumanist. Og i 1992 lavede jeg happeningen ’Min indre svinehund’. Det handlede om min egen fornemmelse af, at jeg rykkede mig mod en stadig mere afstumpet tilværelse. Men dér besluttede jeg mig til at holde fast ved min humanistiske grundholdning, og siden har jeg brugt stort set alle mine penge på det.”

Men har du ikke også kapitaliseret på andres elendighed med din kunstforretning?

”Jeg har en forretning her med 10 ansatte, og jeg er også ved at lave en koloni af 10 boliger på min grund herude, så vi kan samle nogle spændende mennesker, der kan nære samtalen med hinanden. Og jeg har også lige fået opstillet et motorvejsskilt til mit galleri. Alt koster penge. Men når vi tjener penge, køber vi frihed til at støtte mennesker, der har brug for det. Vi får ikke noget kommunalt eller statsligt tilskud, men vi sælger nok kunst til at kunne være helt frie. Det betyder, at vi kan gøre, hvad vi vil. I øjeblikket er vi for eksempel ved at omlægge værkstedet, så det bliver klimaneutralt. Vi sætter nyt tag på med 1700 kvadratmeter solceller, så vi kommer til at lave nok strøm til at sende elektricitet tilbage i energinettet. Det koster kassen, men vi finansierer det ved at lave en slags crowdfunding med specielle støtteskulpturer af en solfangerfigur, der sælges til fordel for projektet. Kunst er vores våben. På den måde bruger vi kapitalistiske midler til at nå vores mål. Og det er en stor glæde bare at kunne køre ’Skamstøtten’ til Christiansborg Slotsplads og vide, at mange enkeltpersoner har støttet op om transporterne og aktiviteterne.”

Jens Galschiøt er ved at lægge sidste hånd på en ny udgave af ”Skamstøtten”, som bliver udstyret med teksten ”Denmark stands by Hong Kong” og opstillet på Christiansborg Slotsplads. Der bliver monteret fire skulpturer på ”Skamstøtten” som denne, der her har hjelm på og forestiller aktivister fra Hongkong. – Foto: Leif Tuxen
”Yasmin-rosen” er lavet for at støtte en iransk ung kvinde, der er blevet fængslet for at dele roser ud i Teheran uden at bære tørklæde.