Fyr din coach og tag i teatret

Svend Brinkmann er her, der og alle vegne – og nu også på scenen. Men kan man omdanne tidens mest hypede debatbog til teater?

Psykologiprofessoren Svend Brinkmann brød eftertrykkeligt gennem lydmuren for år tilbage med sin revitalisering af gammelborgerligt tankegods som mådehold, selvkontrol, optimeringskritik og dvælen ved fortiden.
Psykologiprofessoren Svend Brinkmann brød eftertrykkeligt gennem lydmuren for år tilbage med sin revitalisering af gammelborgerligt tankegods som mådehold, selvkontrol, optimeringskritik og dvælen ved fortiden. . Foto: Jens Nørgaard Larsen/ ritzau scanpix.

Han er helt tør i munden. Tør, fordi der mangler noget. Et eller andet. Noget, der kan stimulere, smage, flytte fokus. Noget mere. Noget andet. Noget nyt. Mads R. Brolin-Tani smasker formålsløst ud i rummet, klikker med tungen i en tiltagende desperat søgen efter det næste fix af forlystelse. Så står han stille. Helt stille uden at sige et ord i længere tid, end man normalt må lade ingenting ske på en scene, til vi til sidst selv – publikum – kan mærke forlystelsessygens huseren i sjælen. For hvornår sker der noget?

Scenen er blot én i en række små situationer, der tragikomisk udstiller vores absurde hurtighedsforherligende klik-kultur i Kamilla Wargo Breklings sceneversion af tidens populære debatbog ”Stå fast”. Men kan man overhovedet det? Give de brinkmannske dekreter krop, så de fungerer som scenekunst? Svaret er et overraskende ”ja”.

Psykologiprofessoren Svend Brinkmann brød eftertrykkeligt gennem lydmuren for år tilbage med sin revitalisering af gammelborgerligt tankegods som mådehold, selvkontrol, optimeringskritik og dvælen ved fortiden. Nu blot i en friskere, mere hip og hættetrøjet indpakning, der gør det lettere for kulturklassen at sluge så reaktionær en moralisme.

Iscenesættelsen på Det Kongelige Teater tager slavisk udgangspunkt i professorens syv ”Stå fast”-søjler; hold op med at mærke efter i dig selv, fokuser på det negative i dit liv, tag nej-hatten på, undertryk dine følelser, fyr din coach, læs en roman – ikke en selvhjælpsbog, dvæl ved fortiden.

Vi kommer med til coach, som øretæveindbydende afbryder igen og igen med floskelfyldt mellemleder-logik a la ”hvordan kan du vende situationen om til noget positivt?”. Vi ser Stine Schrøder Jensen optimere sin ”fejeperformance” i et af forestillingens komiske højdepunkter, og Karen-Lise Mynster insisterer på et fast mødetidspunkt i en forpligtelsesforskrækket tid, hvor halve aftaler og aflysninger, hvis noget bedre byder sig til, dominerer. Det er simpelt, men sjovt, fordi det tåkrummende genkendeligt udstiller egodyret i alt for mange af os.

Et dyr, der særlig grumt stikker sit hoved frem i scenen, hvor Stine Schrøder Jensen i en fri fabuleren over ordet ”mig” indrammer det på én gang smertelige og ironiske i vores selvdyrkende navlepilleri.

Skuespilmæssigt holdes der et højt niveau. Og når de endeløse eksempler moduleret over samme ”hverdagssituationer gået grassat”-formel uden sammenbindende fortælling eller dramatisk forløb ikke synes ensformige, skyldes det især skuespillernes eminente sans for komisk timing og deres stærke fysiske udtryk. Med få virkemidler løftes selv de simpleste scener op til stor komik.

Der er også forsøg på mere poetiske og alvorlige momenter, som når Karen-Lise Mynster i glødelampens skær læser op af verdenslitteratur eller som en anden Ofelia i blomsterscenen begræder det tabte forhold til naturen. Og de er for så vidt fine, men føles altså mest som fyld.

Hvis man imidlertid forventer at blive rusket og rystet i sin grundvold eller i det mindste bare stødt lidt kærligt på manchetterne, skal man lede andetsteds. Ligesom man nok kunne ønske sig en mere kritisk tilgang til forlægget – eksempelvis i forhold til det larmende paradoks, at anti-coachen Brinkmann selv er blevet én af vor tids største coaches. ”Stå fast” er dog mestendels en harmløs, men fantastisk underholdende prædiken for Brinkmann-kultens nej-hattedamede kor.