Grotesk nordisk slægtsdrama

Maren Uthaugs anden roman ”Hvor der er fugle” er et grotesk nordisk slægtsdrama

Maren Uthaug er blogger, stribe-tegner og forfatter af halvt samisk, halvt norsk oprindelse.
Maren Uthaug er blogger, stribe-tegner og forfatter af halvt samisk, halvt norsk oprindelse. Foto: TRONDUR DALSGARD/GONZALES PHOTO/Ritzau foto.

Maren Uthaug kender nogen måske fra hendes humoristiske tændstikkvinde-striber om dagen og vejen i dagbladet Politiken. I hendes anden roman, ”Hvor der er fugle”, har hun imidlertid kastet sig ud i den store form med en hård slægtsroman og en nordisk version af et græsk drama.

Den udspiller sig i Uthaug (hvor forfatterens slægt kommer fra), en bygd i Ørland, Sør-Trøndelag, men først og fremmest udspiller den sig to kilometer fra land på Kjeungskjær Fyr. På billeder ser det fuldstændigt magisk ud, som man kunne se i avisen forleden, da Uthaug blev interviewet – som hentet fra en eventyrbog.

Men når man tænker på, hvordan det har været at leve en hel familie på det mikroskopiske skær, uden mulighed for at komme væk, hvis vejret var dårligt, så melder andre indre billeder sig. Det har de også gjort hos Maren Uthaug, og man må sige, at lykken er doseret med meget sparsom hånd i ”Hvor der er fugle”.

Jeg savner de små sprækker af ømhed, eller formålsløs væren som kunne bringe mig tættere på romanens personer, men jeg tænker, at det må være Uthaugs pointe, at romanen skal nærme sig det næsten nøgterne og på sin vis tragikomiske i skildringen af den nordnorske dårskab.

Romanen åbner med en prolog. Det er 1920 og fyrmesteren hænger sig stille og roligt. Så er der lagt op til en ny fyrmester, en ny fortælling. Den får vi fortalt i tilbageblik. Det er nu 1936 og Johan er fyrmester, han bor på skæret med sin kone Marie og deres to børn, den yngste er stærkt retarderet og vil helst være en ko.

Romanens grumme symbol er slagtekalven, der, når det er helt galt, fødes med to hoveder!

Johan er den første, der har synsvinklen, der fortælles i tredje person, så der går lidt tid, før man forstår, at han ikke fortæller alt, som det er. Det bliver tydeligt, da blikket senere gives videre, først til Marie og så datteren Darling. Lyset drejer, og et nyt billede, en ny sandhed, viser sig. Det ville være synd at røbe for meget, for det er en stor del af læseoplevelsen, at fortællingens brikker først langsomt, efter fyret har drejet en hel omgang, falder skånselsløst på plads.

Det er ikke noget kønt syn. Et stumt mønster af begær og uønskede graviditeter, incest og vold, nedarvet afstumpethed og mismod. Måske kunne det hele være blevet anderledes, hvis fyrmester Johan havde turdet at følge sit hjerte og havde giftet sig med den vilde Hannah, der som en anden Leonard Cohens Suzanne-skikkelse frister ham, da han arbejder på havnen.

Han tager præstens tørre Marie, og det eneste befriende er, at den ene ægtefælle ikke lyver mindre end den anden. Børnene er romanens ofre, løgnen gjort til kød. Halte og åndssvage. Og et af dem ofres da også helt bogstaveligt, som den tohovedede kalv på grossereren Fedes mødding.

Jeg var vild med Maren Uthaugs debutroman om samisk-danske Risten/Kirsten ”Og sådan blev det” fra 2013. Den var på en gang rå og usentimental og alligevel med en fin fornemmelse for alt det sårbare hos en pige med usynligt gevir. Den side af Uthaug, med det opfindsomme sprog, de skæve blikke og humoren, den savner man her, hvor det føles, som om arbejdet med at få romanens logistisk krævende og symbolske fyrtårn til at snurre har været så meget i fokus, at sproget alt for ofte bruges til at pege forklarende ud med. Her ser Johan på sønnen Valdemar, som han ellers ikke kerer sig om:

”Johan lænede sig mod rækværket oppe i tårnet og betragtede Valdemar, der rev sig i tøjret og brølede sin længsel ind mod land. Det meste af lyden blev slugt af bølgerne, før den nåede op til ham. Selvfølgelig var det ærgerligt, at Valdemar skulle stå tøjret, selv om han var så stor, som han var.”

Den måde, han i sine tanker her skal forklare læseren noget, som for ham jo er en selvfølge, skurrer konstrueret.