Fyrsterne og Reformationen

BØGER: Koncentreret og indsigtsfuld historisk bog om fyrstekirkernes begyndelse. Udkommer i dag

I anledning af den højt fortjente kirkehistoriker Thorkild C. Lybys fratræden som lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet er udsendt en lille publikation om fyrsterne og reformationen - hvad betød fyrsterne for reformationen, og hvad betød reformationen for fyrsterne, kan man sige. At fyrsterne virkelig betød noget for gennemførelsen af reformationen i Danmark, i Hessen og i England, det kan man roligt slutte på baggrund af bogens bidrag.

Mere sammensat er reformationens, eller skal vi skære det ud i pap - troens - betydning for Christian III i Danmark, Filip i Hessen og ikke mindst de engelske monarker, Henrik VIII og dronning Elisabeth. Overhovedet befinder vi os her tydeligvis i en helt anden sfære end den nordtysk-nordiske lutherske reformation. Reformationen, uanset dens nærmere kirkelige indhold, gav fyrsterne større beføjelser - og besiddelser, kan man føje til. Men det er nok en senere tids skelnen, man lidt for hastigt projicerer tilbage på en tid, hvor tingene hang anderledes sammen. Det er fint pointeret af Martin Schwarz Lausten.

En af de kendte følger af reformationen var oversættelsen af Bibelen til modersmålet - begyndende naturligvis med Luthers tyske bibeloversættelse. Carsten Bach-Nielsen gør opmærksom på, at Bibelen først senere kom ud til menigmand under pietismen, men at det var katekismen, folket skulle læse i det omfang, det faktisk kunne læse. Og det var vistnok i 1500- og 1600-tallet større, end man traditionelt har forestillet sig.

En bibeloversættelse med fyrstens kontrafej var ifølge Carsten Bach-Nielsen et prestigeprojekt på linje med et kunst- og rustkammer til forevisning for andre fyrstelige gæster. Men blev bibeloversættelserne ikke sprogdannende? Skriftsproget blev vel i realiteten skabt ved de første bibler på modersmålet. Det havde man godt set et par overvejelser omkring.

God læsning om væsentlige kirkehistoriske emner. Ikke alt kan uddybes til bunds, men i en tid, hvor diskussionen om adskillelsen mellem stat og kirke er på dagsordenen, så får man her nogle gode indsigter i, hvordan det begyndte med stats- eller rettere fyrstekirkerne. I stedet for det traditionelle festskrift med spredt skydning, så har man her koncentreret indsatsen og på nydelig vis demonstreret, hvad kirkehistorien i Danmark kan præstere i dag.

Carsten Bach-Nielsen og Per Ingesman: Reformation: religion og politik. 160 sider. 168 kr. Aarhus Universitetsforlag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk