Interessant biografi om berømt fransk fysiker, matematiker og martyr

Carl Henrik Kochs biografi om Blaise Pascal skildrer et sammensat menneske med en speciel opfattelse af forholdet mellem naturvidenskab og tro

Den franske matematiker og fysiker Blaise Pascal udviklede sandsynlighedsregningen. Desuden var han en af det franske sprogs mest indflydelsesrige stilister. –
Den franske matematiker og fysiker Blaise Pascal udviklede sandsynlighedsregningen. Desuden var han en af det franske sprogs mest indflydelsesrige stilister. – . Foto: Ullstein Bild/ritzau.

Blaise Pascals liv (1623-1662) var specielt. Han mistede sin mor som treårig og levede så sammen med sine to søstre og faderen, der ikke giftede sig igen, men alene påtog sig ikke bare Pascals opdragelse, men også hans uddannelse. Selvom Pascal præsterede fremragende inden for matematik og fysik og blev en af det franske sprogs mest indflydelsesrige stilister, havde han altså aldrig modtaget formel skolegang eller videre uddannelse.

Han viste, at det var lufttrykket, der holdt kviksølvsøjlen i et barometer oppe, og at der inde i et lukket glasrør over de cirka 76 centimeter kviksølv, som luftrykket kan holde oppe, er et lufttomt rum; indtil da havde mange ment, at et lufttomt rum var en umulighed. I forbindelse med dette arbejde anviste han også et forsøg, hvor man målte en kviksølvsøjles højde ved et højt bjergs fod og på dets top. Pascal forudsagde, at søjlen ville blive kortere på toppen af bjerget, fordi der hér var mindre luft til at holde søjlen oppe. Han fik ret.

Inden for matematikken arbejdede Pascal med figurerne cirkler, ellipser og parabler, som fremkommer, når man skærer en kegle over, han så på den såkaldte cykloide, som er den kurve, et fast punkt på et rullende hjul tegner, og han udviklede sandsynlighedsteori. Sandsynlighedsteori er en af de sidst tilkomne store discipliner inden for matematikken; den opstår sandsynligvis sent, fordi vi mennesker har det svært med tilfælde og sandsynligheder. Der er noget urimeligt ved tilfældet, og det forekommer ikke indlysende, at det lader sig indordne under matematikkens eksakte love. Men det gjorde det, viste Pascal, da han forudsagde sandsynligheder for, hvem af de to spillere der ville vinde i et halvfærdigt spil, der drejede sig om først at slå krone med en mønt.

På det mere praktiske område var Pascal med til at starte omnibuskørsel i Paris til en fast takst for alle.

Pascal var også meget interesseret i teologi, og han deltog i en skarp polemik mellem franske jesuitter og de såkaldte jansenister. De sidste var en retning inden for den katolske kirke, grundlagt af Cornelius Jansen (død 1638), som modsat jesuitterne påstod, med henvisning til Augustin, at menneskets tro og frelse var en nådegave fra Gud, ikke, som jesuitterne påstod, noget, mennesket selv kunne sørge for ved gode gerninger.

I en række ”Breve til en provinsboer” hudflettede Pascal anonymt jesuitternes flossede moral. De påstod, at man kunne få tilgivelse, hvis bare én autoritet havde godkendt ens grund til en handling som en sandsynlig grund. For eksempel skal vi give almisse af vores overflod, men hvis man ikke selv synes, at man har overflod, og hvem synes det, er det i orden ikke at give almisse. Denne polemik fra 1656-1657 svækkede jesuitternes stilling i Frankrig varigt.

Den sidste del af sit liv var Pascal særligt plaget af et – i øvrigt livslangt – dårligt helbred. I disse år skrev han et forsvarsskrift for kristendommen. Det ligger i forlængelse af Lukasevangeliet, Paulus og de øvrige breve i Det Nye Testamente med sin understregelse af, at det rette kristenliv er at påtage sig forsagelsen, genleve Kristi lidelser og kun bekymre sig om sin sjæls dødelighed eller udødelighed. Pascal var streng på dette område, han kan minde om Kierkegaard under kirkekampen, og han endte med at kræve samme demonstrativt iøjnefaldende ydmyghed som Kierkegaard.

To store gåder ved Pascals liv er disse: Hvorfor indtager han en så ekstrem holdning, og hvilken forbindelse så han mellem naturvidenskab og tro? Som svar på det sidste spørgsmål kan man henvise til dette hyppigt citerede udsagn af Pascal: ”Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender… Det er hjertet, som fornemmer Gud, og ikke fornuften.”

Derimod var Pascal strengt logisk som fysiker og matematiker, blandt andet var han den første til for alvor at bruge induktionsbeviser.

Det lader altså til, at de to områder var helt separate for Pascal. Det hænger måske sammen med, at hans opfattelse af tro er så helt igennem eksistentiel og bygger på stærke følelser. Så bliver det sværere at få de to felter til at nå hinanden. En anden forklaring, som Carl Henrik Koch foreslår, er, at Pascal måske havde en forudanelse om, at hvis vi forstår verden udelukkende naturvidenskabeligt og empirisk, kan det blive en kold og menneskefjendtlig verden.

Carl Henrik Koch skjuler ikke, at han helst så verden befriet for den religiøse dimension. Det hindrer ham ikke i at skildre Pascal loyalt og interessant. Men det hindrer ham måske i at stille og besvare disse to spørgsmål mere dybt, og på dette punkt er bogen lidt uforløst. I øvrigt er bogens skildring bred, indimellem næsten snakkesalig, men læseren er hele tiden i et velinformeret og klogt selskab med Koch og de mange fine citater af en af fransk kulturs store sønner.