Der lyder melankolske violiner i baggrunden, temmelig gennemtrængende. Føl, spiller de til os, føl. Og så stiger de til hysterisk angste højder. Nu skal der ske noget, kan I høre det? spørger de. Det kan vi skam. Det er overmåde tydeligt.
Alt er overmåde tydeligt i Jan Maagaards iscenesættelse af dramatikeren Arthur Millers debutstykke, »Alle mine sønner«. Det gule all american hus er nærmest naturlig størrelse, og gyngestolen vipper på terrassen som de jo gør foran amerikanske huse. Plasticplænen er tæt klippet, men ingen har vist interesseret sig for bedet med det krøllede miskmask af silkeblomster - hverken familien i huset eller scenografen.
»Alle mine sønner« er Millers debutstykke. Det er hverken »En sælgers død« eller »Heksejagt«, det har slet ikke de universelle træk over sig som de to store Miller-stykker har og som gør ham til en af det 20. århundredes helt store amerikanske dramatikere. Men det må have været et fantastisk stykke at se i 1947.
Det er det så ikke længere. Slet ikke i denne her drivende følelsesbombende udgave, som Det Kgl. Teater og Det Danske Teater er gået sammen om. Som mere bliver en lektion i amerikansk efterkrigshistorie set fra de almindelige menneskers forhaver.
Skabt over et næsten raslende skelet med Helle Hertz som forgræmmet mor der stadig tror, at hendes søn kommer tilbage fra krigen, Martin Hestbæk som den overlevende søn Chris med håb for fremtiden og lyst til at leve uden at måtte gøre det, som han ønsker det, Ole Ernst som Joe, familiefaderen, man ikke rigtig ved, om er så jovial og rar, som han giver udtryk af, eller om der er noget skjult bag munterheden, og med den døde Larrys kæreste Ann som nyankommen til huset, klar til at leve igen - sammen med Chris. Tilsat et knækket æbletræ - hvor symbolsk kan det blive? - og en familiehemmelighed, der involverer både familie og svigerfamilie. Var det Anns far, der var skyld i 21 piloters død, da han sendte en defekt cylinder ud til flyfabrikkerne, eller gav Joe ham rent faktisk ordre på at gøre det? Så han indirekte har været med til at dræbe sin søn - fordi piloterne alle var hans sønner.
Det har sikkert været brændende og gribende i 1947. I dag virker det patetisk og temmelig bedaget. Så hvad grunden har været til at hive stykket frem igen og tro på dets muligheder i dag er ret uvist?
Der er et par gode situationer og kvikke replikker, og så rummer det selvfølgelig et par gode roller til Helle Hertz som den næsten despotiske husmor med håbet om, at en dag står sønnen foran terassen igen, og til Ole Ernst som manden der måske gemmer en massemorder og landsforræder bag sit frække, charmerende og altid tilpas kvikke ydre. Selv om det faktisk er Martin Hestbæks forsvar for Chris, hvis liv ramler på dette afgørende døgn, der gør størst indtryk - en svær rolle, fordi Chris er sådan en god dreng, så rigtig, men Martin Hestbæk får givet ham karakter, som stykket skrider frem.
Arthur Miller: Alle mine sønner. Instruktion: Jan Maagaard. Scenografi: Kirsten Thomsen. Det Kongelige Teater i samarbejde med Det Danske Teater. Turbinehallerne samt turné.