Gå på virtuel opdagelsesrejse i kunsten

Der er ikke én rigtig vej gennem kunstens verden. Statens Museum for Kunst viser fra i dag en ny med hjemmesiden "Kunsthistorier -- online", der forbinder klassiske værker med hinanden. Siden skal bidrage til øget forståelse af kunstnere og kunstbevægelser gennem tiden

Carl Blochs "Fra et romersk osteria" fra 1866 er et af de malerier, der er med på den nye hjemmeside "Kunsthistorier -- online" lavet af Statens Museum for Kunst. Det digitale kunstunivers gør det muligt at gå ind i de enkelte værker og lære mere som her, hvor særlige "hotspots" understreger vigtige detaljer. -- Illustration: Statens Museum for Kunst.

To romerske kvinder kigger skælmsk – måske ligefrem forførende – ud på maleriets beskuer, hvilket får deres mandlige selskab til at rynke brynene kraftigt ud mod den nyankomne gæst fra virkelighedens verden. Scenen er således sat i maleriet "Fra et romersk osteria" fra 1866 af Carl Bloch. Men beskueren til det lille drama er i dette tilfælde ikke på Statens Museum for Kunst i København, hvor maleriet hænger til dagligt, men i stedet foran computerskærmen.

Med den nye hjemmeside "Kunsthistorier – online", der åbner i dag, skriver Statens Museum for Kunst et nyt kapitel inden for dansk museumsformidling. Museet har ladet sig inspirere af internettets anarkistiske struktur, hvor et enkelt klik kan føre i mange retninger, og "Kunsthistorier - online" er derfor bygget til, at det er brugeren af hjemmesiden, der knytter kunstnere, værker og kunstformer sammen ud fra sin egen interesse og opdagelseslyst.

BESØG OGSÅ: Det virtuelle kunstmuseum

Merete Sanderhoff er kunsthistoriker ved Statens Museum for Kunst og projektleder på den nye hjemmeside. Hun forklarer, at "Kunsthistorier – online" prøver at vise kunstens mangfoldighed, og få brugeren til at fortabe sig i de forskellige genrer.

"Hele hjemmesidens univers er bygget op omkring de umiddelbare forbindelser og sammenligninger, hjernen skaber, når man betragter kunst. I den konventionelle måde at tænke kunstformidling på holder man sig typisk inden for en bestemt periode, en bestemt kunstner eller en særlig skole, men ?Kunsthistorier – online? sprænger de vante logikker og afgrænsninger og går på kryds og tværs mellem værkerne i internettets ånd," siger hun.

På hjemmesiden er det derfor muligt for brugeren at gå ad flere forskellige præsenterede "spor", når man for eksempel betragter hverdagsscenariet i "Fra et romersk osteria". Er det den lille, grå kat, der gemmer sig bag romerindens skørt, der har fanget ens blik, kan man gå videre ad det spor, der fortæller om dyresymbolik i malerkunsten. Eller kommer man i tanke om, at også andre af de store guldaldermalere som for eksempel Wilhelm Marstrand valgte romerske motiver, kan man gå videre ad sporet, der fortæller om den europæiske inspiration. Endelig kan man med et enkelt klik tage kvantespringet over til maleriet "Manden, der ser alt" fra 1919 af Vilhelm Lundstrøm, hvor stjålne blikke også er i hovedsædet – omend på en ganske anden måde.

"Den kunst, vi har taget med, forgrener sig i mange retninger, men der er røde tråde, der løber på tværs af tid og stilarter mellem værkerne, og dem har vi prøvet at vise. Brugerne kan klikke sig rundt og kigge på et værk, så læse en kunsthistorie, så se en film om en kunstner. Der er ikke én rigtig vej gennem kunstens verden, det er der heller ikke på hjemmesiden," siger Merete Sanderhoff.

Birgitte Sværke Pedersen er nyuddannet kunsthistoriker og en del af det brugerpanel, der har afprøvet og givet kritik til siden inden lanceringen. Hun er usikker på, om "Kunsthistorier – online" kan bruges, hvis man virkelig vil i dybden inden for et bestemt kunstemne, men roser brugervenligheden og den nye form for tematisering af kunsthistorien.

"Museer har typisk bare databaser med lister over deres kunst, og det bliver hurtigt så uoverskueligt, at man skal vide på forhånd, præcis hvad man leder efter. På ?Kunsthistorier – online? er der plads til at blive overrasket, fordi siden er bygget til at suse rundt og opdage og stadig få en masse gennemarbejdet viden. Det er en meget legende tilgang til kunst, nærmest ligesom en skattejagt," siger hun.

Hjemmesiden tilføjer også andre dimensioner til de repræsenterede værker. Det er for eksempel muligt at klikke på såkaldte hotspots på malerierne, der forklarer særligt relevante ting for netop det værk. Man kan også zoome helt ind og se kunstnerens penselstrøg, og på nogle af de virtuelle værker kan man skrælle overfladen af og se, hvad kunstmaleren havde skitseret, inden værket blev færdigt.

"Kunsthistorier – online" indeholder i øjeblikket 33 værker fra 12 forskellige kunstnere og 59 kunsthistorier, der tematiserer og binder det hele sammen. Ifølge Merete Sanderhoff vil sidens næste udvidelse blive med navne som Arthur Köpcke, Asger Jorn og Anna Ancher, men der er intet loft for, hvor stort kunstuniverset kan blive.

"Vi går i luften nu, men vi bliver aldrig færdige med ?Kunsthistorier – online?. Der kommer hele tiden ny kunst til og nye fortolkninger af gammel kunst. Desuden skaber hjemmesiden forbindelser til samlinger over hele verden, fordi man ikke kan fortælle kunsthistorier bare med én museumssamling," siger hun.

Birgitte Sværke Pedersen mener også, at den nye hjemmeside supplerer Statens Museum for Kunst på en god måde.

"Man kan bruge siden som en slags forberedelse, før man går på det rigtige museum. Næste gang man så ser værkerne, sidder de allerede i baghovedet, og så får man måske en anden oplevelse. Eller hvis man vælger at følge et af sporene fra kunsthistorierne på hjemmesiden, går man simpelthen rundt og undersøger samlingerne på en helt ny måde," siger hun.

julie.hansen@k.dk

Find link til "Kunsthistorier – online" på

@Webhenv k.dk:k.dk/kultur