Prøv avisen

At gå vild i det åbne

Karl Ove Knausgård søgte det åbne. Nu lukker han bogen og forfatterskabet for at give det gode liv en chance. – Foto: Krister Sørbø.

Med det sjette bind afslutter Karl Ove Knausgård sin lange kamp mod dæmonerne. Men han opgiver også idéen om et litterært sprog uden afstand til virkeligheden. Omkostningerne har været for store

Det er tid til at gøre status.

Gennem seks bind og mange tusind sider har vi nu fulgt og finkæmmet den norske forfatter Karl Ove Knausgårds liv og kamp med verden, med stoffet, med sig selv. Ikke en sten har været for stor eller for lille til at blive vendt. Ikke en følelse har været for privat eller pinlig.

LÆS OGSÅ: Knausgård som rusmiddel

Er vi blevet en nation af voyeurer, er litteraturen blevet en privatlivets scene, hvor hvem som helst når som helst kan træde op med en mikrofon? Kan et liv være så spændende, at hele verden skal læse med? Se på mig! I januar udkom Merete Pryds Helle med 550 sider private mail fra Italien. Hvor småt kan det blive?

Men Knausgård er fundamentalt anderledes. Hvorfor? Hvorfor sluger jeg hans sidste bind på næsten 1300 bestemt ikke lige læseværdige sider med en fuldkommen ubeskrivelig optagethed? Det er tid til at gøre status. Og det er ikke let.

Først og fremmest fordi Karl Ove Knausgård har et projekt. Han søger en sandhed. Intet mindre. Og han ved ikke, om han finder den. I dette seksbindsværk finder vi med andre ord en længsel i kierkegaardsk forstand, så langt fra smalltalk og Facebook-realisme, som jorden er fra månen. En lidenskab, der driver forfatteren ud i hver afkrog af sit personlige liv, ikke for at afsløre det, ikke primært, men for at nå frem til sig selv. Og da sproget ER mennesket ifølge forfatteren, er det at nå frem til sig selv det samme som at skabe et sprog, der ikke bare illuderer og lader som om. Men ER!

Det er den ambition om det direkte møde mellem sproget og verden, der allerede blev defineret i bind 1, faldt lidt sammen i tredje og fjerde de to svageste bind og som i bind 6 bliver tydeligere og tydeligere for hver eneste side.

Det er et projekt, der tilsyneladende er dømt til at kollapse: Det har været et eksperiment, og det har været mislykket, for jeg har aldrig været så meget som i nærheden af at sige det jeg egentlig mener og beskrive det jeg egentlig har set. Jeg læser og skriver om livet, det eneste jeg ikke vil med livet, er at leve det, konkluderer forfatteren til sidst.

Og som det vil være en del læsere bekendt, proklamerer Karl Ove Knausgård herefter et mulehår fra det sentimentale! at han vil stoppe sit fremtidige virke som forfatter. Kampen og skriften er til ende. Han skrev sig ud af (familie)livet, nu vil han ind i det igen.

Min kamp er et værk, der skriver om sig selv, mens det skrives. På den måde er det autofiktion i dobbelt potens. I bind 6 inviteres vi helt ind i maskinrummet og aner de voldsomme personlige omkostninger undervejs, der har været forbundet med udgivelserne. Farbror Gunnar, det store forbillede, truer med at lægge sag an, kalder Knausgård en Judas, der lyver og bedrager og ødelægger familien. Der er på et tidspunkt risiko for, at han bliver stævnet som voldtægtsforbryder. At gå rundt i de selvsamme sociale omgivelser, man udleverer litterært, bliver samtidig mere og mere paranoidt, og der indgås alverdens moralske dobbeltkontrakter.

Men at skrive bliver vigtigere end alt andet. Og fyldt til randen med elendighed, skyld og skam. Da Lindas far dør, sidder forfatteren således fordybet i fortællingen om sin egen fars død mange år tidligere. Mere optaget af det end af at støtte sin kone. Jo, omkostningerne er enorme, ikke mindst for Linda og de tre små børn. Men jeg havde intet at miste, noterer Knausgård. Jeg var så ulykkelig.

Og først nu forstår man, hvilken djævel han har haft i hælene. Alene det fysiske pres. Op hver morgen klokken fire og skrive, vække børnene klokken seks, sende dem i børnehave, skrive igen, hente børn, købe ind, lave mad, børste tænder, tømme lokumsspand i kolonihavehuset, rejse rundt og promovere sine bøger samtidig med at Linda, hvis angst og sårbarhed vi kender fra tidligere bind, mørkner mere og mere. Hun er ude af stand til at tage sig af selv de simpleste ting. Hvilket fører til kæder af skænderier. Da bind 6 skal færdigskrives, bliver hun indlagt. Og under det hele ligger den rygende pistol: Hvad vil hun sige, når hun læser om sig selv? Kan verden overhovedet blive hel igen? Kan man leve, kan man elske med dette fordoblede liv?

I en af romanens mest hudløse scener ser Linda langt om længe manuskriptet og en hel nat sidder de på altanen sammen i mørket. Græder. Og så sker der en form for renselse, en åbning, der på næsten uforklarlig måde minder om den allerførste lykke. Alle litterære mellemlag falder af. Tilbage er det enkle: Vi var en familie, det var virkeligt, det var os, vi behøvede ikke nogen drøm mellem os og livet.

Her står to mennesker, sårede til benet, midt i dette åbne, som den tyske forfatter Hölderlin taler om. Og netop den åbning bliver et helt centralt omdrejningspunkt i ens store midterste del.

Handlingen brydes nemlig brat af et næsten 500 sider langt indskudt essay, en sprænglærd digression, som på samme tid slår alt itu og oplyser hele værket. Et essay, der blandt meget andet rummer en udførlig biografi om Adolf Hitler.

Det er den åbenhed, viser det sig, der har været romanværkets drivende kraft. Først og fremmest har hele projektet været et forsøg på at sparke hul ind til den far, der i årevis barrikaderede sig bag alkoholisme. Energien lå i kampen mod den faderlige skygge. Men midlet skulle være en tekst, der var helt uden garderinger. Kun fuldt oplyst kunne skyggen forsvinde.

Så med optimal nærhed søger sønnen, kunstneren, oprøreren og det forsmåede menneske Karl Ove at skrive en verden frem, hvor der ikke længere er forskel på ordene og den virkelighed, de beskriver. Vel vidende, at han dermed nærmer sig en mystisk dimension, han slet ikke er dus med: en forskelsløshed, der åbenbarer en mening hinsides sproget. Sådan som han oplever det hos Dostojevskij, hvor lyset og det oplyste går i et.

Men billedet kæntrer. Igen. For i denne forskelsløshed, konkluderer Knausgård med isklar konsekvens, ulmer også mørket og de allerværste farer. Sprogets pligt er jo at skabe forskel. Uden forskel drukner Linda i sin konturløse angst. Uden forskel risikerer vi at miste duet. Den forskellige anden. Uden forskel opsluges den enkelte i staten, i idéen eller i de navnløse masser. Uden forskel er vejen banet til holocaust, påstår forfatteren. Og til massemordene på Utøya.

Således strander det litterære sandhedsprojekt og det kierkegaardske dannelsesprojekt på den etiske fordring. At vove sig ind i det forskelsløse har for forfatteren Karl Ove Knausgård været en djævlepagt, hvor han var millimeter fra at miste sig selv. Og ofre alle andre. Og dermed blive til et med dén mand, hvis biografi han henter sin titel fra.

Karl Ove Knausgård søgte det åbne. Nu lukker han en for at give det gode liv en chance. Er det en modsætning? Ja, lige nu og her er det.

Men springet er taget. Værket er skrevet. Og den litterære verden bliver aldrig mere den samme.

kultur@k.dk