Prøv avisen

Gør vi det rigtige?

"Jeg har selv en del børn, og jeg har været meget bevidst om, at jeg ikke ville gentage det, som jeg oplevede med min egen far. For jeg mener, at det er altafgørende, om børn får kærlighed i barndommen. For det er hele fundamentet for resten af livet," siger Bille August. Foto: Leif Tuxen.

Jeg synes faktisk, at Marie Krøyer var en kvinde forud for sin tid, fordi hun turde træffe så afgørende et valg at forlade sin syge mand, siger Bille August, der i næste uge er biografaktuel med den historiske spillefim Marie Krøyer

Skagensmalerne har længe fascineret filminstruktøren Bille August.

Han kender selv følelsen af at stræbe efter det smukkeste skandinaviske lys, der findes i et forsøg på at skabe de mest sublime billeder, der endnu ikke findes. Og ligesom Skagensmalerne har han længe været nysgerrig efter at udforske kunstens særlige muligheder på toppen af Danmark.

LÆS OGSÅ: En kunstner uden ståsted

Skagensmalerne samlede sig på et gudsforladt sted, som det vitterlig var dengang, og dér skabte en gruppe fantastiske kunstnere altså en masse fantastisk kunst i løbet af en relativ kort periode. Det er da et spændende fænomen, men det er bare ingen spillefilmshistorie i sig selv, erkender Bille August tørt.

Han har derfor været flere år om at finde den rigtige historie, der kunne forene hans interesse for det historiske og det æstetiske i en Skagensmaler-film. Og det var først, da han til sidst læste en biografi om den verdensberømte kunstmaler P.S. Krøyers mindre talentfulde hustru, maleren Marie Krøyer (1867-1940), at han fandt et menneskeligt drama, der for alvor egnede sig til en spillefilm med Skagen som malerisk scene.

Historien om Marie Krøyer er simpelthen en fantastisk fortælling og et enormt fascinerende kvindeportræt, fortæller Bille August selv om sin kommende spillefilm, der slet og ret hedder Marie Krøyer.

Filmen zoomer ind på Marie Krøyer, der lever et ulykkeligt liv med sin geniale, men også maniodepressive kunstnermand, P.S. Krøyer, der bliver kaldt Søren i filmen. Hun gennemlever efterfølgende et personligt drama, da hun beslutter sig for at flytte fra Søren og deres fælles barn, Vibeke for i stedet at forfølge en forelskelse i en anden kunstner, den svenske komponist Hugo Alfvén. For det koster hende forældremyndigheden over Vibeke. Og pludselig skal hun ikke kun leve med den nagende tvivl over at have svigtet sit eget barn, men også med Hugo Alfvéns skjulte skyggesider, ligesom bruddet med P.S. Krøyer skaber offentlig skandale i samtiden.

Marie Krøyer var Danmarks mest berømte og beundrede kvinde, før hun blev skilt, men hendes valg gjorde hende pludselig til det mest forhadte menneske i landet. Jeg synes faktisk, at Marie Krøyer var en kvinde forud for sin tid, fordi hun turde træffe så afgørende et valg at forlade sin syge mand.

Men det var jo ikke kun hendes mand, hun forlod?

Nej, der var selvfølgelig også barnet, og det var prisen for hende. Det var det bitre spil i det. Man skal bare også tænke på, at hun ikke havde nogen rettigheder dengang, hvor barnet altid gik til manden. Og hun følte ikke, at hun kunne leve med en sindssyg mand. Hun var yngre end ham, og hun følte, at hun også havde ret til kærligheden. Det var hendes valg. Og jeg dømmer ikke, om det var rigtigt. Men jeg synes, at det er en god og spændende fortælling.

En del af filmens spænding går ud på, om Marie Krøyer ombestemmer sig, og om hun virkelig kan leve med at efterlade sit barn hos en sindssyg mand og en husholderske.

Vi overvejede at kalde filmen for Maries valg. Jeg håber, at den får publikum til at reflektere over de valg, de selv træffer. Man må træffe nogle valg, der er svære, siger Bille August, der mener, at mange vil kunne spejle sig i Søren og Marie Krøyers kuldsejlede kærlighedshistorie:

Der vil altid være bump på vejen, men hvis man kan finde tilbage til det vidunderlige, som er essensen af kærligheden, så lykkes projektet også. Hvis man ikke kan finde det, må man jo gå hver til sit. Og det kan de to mennesker ikke. Der er sket for mange ting.

Kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved, om kærligheden kun er det vidunderlige eller også er et valg?

Jo. Men for Marie Krøyers vedkommende tror jeg bare, at det ikke længere var en mulighed at leve sammen med et menneske som Søren, når hun oplevede en kærlighed, der stak meget dybere, til en anden mand.

Det forhold, hun havde til Søren, udviklede sig jo mere til et venskab, det er også en form for kærlighed. Men den har ikke det vidunderlige i sig. Og hun kunne som det passionerede menneske, hun er, ikke fornægte, at hun havde dybe følelser over for Hugo. Og så vælger hun. Jeg svarer ikke på, om hun gør det rigtige eller ej. Jeg stiller det bare op.

Tilbage står historien om barnets skæbne, der ligger i hænderne på forskellige lykkejagende voksne. Og det er et tema, som Bille August er vendt tilbage til mange gange som instruktør, siden han slog igennem med film som Zappa og Pelle Erobreren:

Jeg har lavet mange film, hvor børn er i centrum, men børn er også pr. definition på et nulpunkt, hvorfra alt kan ske. Og jeg kan godt lide at lade mine film begynde på et fortællemæssigt nulpunkt, fordi seeren jo også begynder dér i forhold til filmens fortælling. Og det er spændende at beskrive, hvad det er, der sker med børn. Især i familien. Fordi børn er så totalt afhængige af deres forældre. Det er godt stof til drama, siger Bille August, der ofte er blevet inspireret af sin egen barndom til sine film:

Min egen far var et menneske af den sorte pædagogik, hvor børn blev straffet både korporligt og psykisk. Der var stort set ikke plads til børn i hans verden. Barndommen var bare en periode, der skulle overstås, inden man kunne træde ind i de voksnes rækker. Børn var ikke noget værd i sig selv, og det kunne jeg godt mærke i min barndom også. På den måde var mit forhold til min far kompliceret. Jeg har selv en del børn, og jeg har været meget bevidst om, at jeg ikke ville gentage det, som jeg oplevede med min egen far. For jeg mener, at det er altafgørende, om børn får kærlighed i barndommen. For det er hele fundamentet for resten af livet.

Hvad er dine egne overvejelser over barnets tarv i denne her film?

Vibeke havde måske fået det bedre sammen med sin mor, men i virkeligheden var Marie Krøyer heller ikke nogen nem person. Hun var et nervevrag. Og jeg ved ikke, om det var det bedste, at hun blev efterladt hos husholdersken. Hvis vi spurgte vores egne børn, om de hellere ville være henne ved naboen, der havde meget mere tid til at lege med dem og høre på dem. Hvad ville de så svare? Det ved jeg ikke.

Bille August stirrer tomt ud i luften et øjeblik, inden han afslører, hvad der skete i virkeligheden lang tid efter at handlingen slutter i filmen:

Vibeke fik desværre Sørens sygdom. Hun blev også maniodepressiv og endte også på Middelfart Sygehus. Og Marie kunne ikke komme tilbage til Danmark, fordi folk hadede hende så meget, så hun boede oppe i Sverige resten af sit liv.

Så hun blev ikke lykkelig?

Nej, Hugo giftede sig med hende, men han havde åbenbart også andre kvinder ved siden af, så det endte i skilsmisse. Men vores film handler om Marie Krøyers valg og de konsekvenser, de har. Og det er sådan set valg, man godt kan spejle sig i i dag. Det er også derfor, at jeg synes, at filmen er aktuel for moderne mennesker, fordi den spørger, om vi gør det rigtige, siger Bille August og tier længe, inden han tilføjer:

Jeg har selv været igennem en del forhold, hvor der også har været børn til følge. For mig har det ikke været så dramatisk som for Marie Krøyer. For i et moderne samfund deler man jo børnene. Men selvfølgelig gør man sig tanker om, hvorvidt det er godt for børnene at blive skilt. Og der er jo ikke noget, børn hellere vil, end at deres forældre bliver sammen.

Det mærker man især, hvis man bliver skilt og så begynder at indlede nye forhold. For det hader børn. De ser jo helst, at deres forældre flytter sammen igen, så de bliver inden for en ramme, de kan forstå og rumme.

Bille August slår nærmest opgivende ud med armen.

Men det moderne liv er jo kompliceret. Man finder sammen i en beruselse og en overvældende kærlighed, som optager en totalt både fysisk og psykisk, og det føles ikke, som om der findes noget vigtigere end at være sammen med det andet menneske, og så går der nogle år, og så finder man ud af, at det er helt forkert, og alt er modsat, og så er der børn involveret, så det hele bliver endnu mere kompliceret. Og det går ikke op, men så må man løse det på en anden måde.

Filminstruktøren sukker dybt, idet han tilføjer:

Måske skyldes det også, at folk skal realisere sig selv, og måske skulle man afvikle det, inden man fik børn, siger jeg, der aldrig selv har praktiseret det.