Hvem er Drakenberg, spørger du? Jo, han er den Grundtvig-lignende mand afbilledet på Morten Leth Jacobsens romanforside, og han levede fra 1626 til 1772 og opnåede dermed en ganske imponerende alder af 146 år. Eller sådan sagde man i hvert fald i Christian Jacobsen Drakenbergs samtid. Sandheden bag er lidt mere indviklet, og i den fiktionaliserede version af Drakenbergs liv og levned forklarer han selv sin alderdom således: ”Jeg sagde engang til kongen, at hemmeligheden bag Drakenbergs lange liv er aldrig at gå i seng uden at være småsnalret. Jeg sagde: Deres Majestæt, siden De spørger, så er jeg aldrig gået til køjs uden en god rus. Ikke i de sidste hundrede år, i det mindste.”
Morten Leth Jacobsens nye roman om den virkelige figur Drakenberg er lige så underholdende, som han sikkert selv har været. Han ernærede sig nemlig gennem sin historiefortælling, både hos høj og lav, men rejste også verden rundt som sømand og blev taget til fange af ”barbariet”. Han havde moral som en byrotte, og mange af de emner, han i bogen udbreder sin holdning til – eksempelvis voldtægt af socialt set laverestående kvinder og drab begået i arrigskab – er mildest talt provokerende set med nutidens øjne, men sådan er det jo.
Bortset fra en prolog med alvidende fortæller, så er hele romanen fortalt i næsten monologlignende afsnit, der veksler mellem den tudsegamle Drakenbergs halvvrisne stemme og så forvalteren Peder Mønster, der er blevet sat til at skrive en bog om samtidens sensationelle olding. Morten Leth Jacobsen skriver elegant og morsomt og har et vældig godt tag i sine to fortælleres særegenhed, og en finurlig detalje ved historien om den norskfødte globetrotter er, at forfatteren – med fuldt overlæg, synes efterordet at fortælle os – har forenet datidens udtryk med nutidens. Således siger nogle rapkæftede møgunger sådan her til den stakkels Drakenberg: ”’Hvad med dig, Drakenberg, er du også blevet tyrk? Eller nøjedes de med at snitte dilleren af dig og sælge dig på markedet? Beder du til det der Mohammed? Har du også fjorten koner?’.”
På den måde er ”Drakenberg” en ahistorisk historisk roman. Den er løsrevet af tiden, som Drakenberg selv var det, og hovedpersonens afsnit, hvor replikker sågar omskrives eller gentages, så der kan optræde en form for dialog i stykkerne, er næsten som ”Tusind og en nat”. Hvor Scheherazade fortæller utallige eventyr for sultanen, så han vil lade hende leve for at høre slutningen på historien, så synes Drakenberg at blive ved med at fortælle sine røverhistorier, så han, sammen med myten om Drakenberg, ikke dør. Især de maleriske og dramatiske gengivelser af, da den halvblinde gubbe som sømand blev taget til fange og solgt som slave og undervejs blandt andet arbejdede som vinbonde på Cypern, er fantastisk underholdende læsning. Læseren kommer med fra Norge til Det Osmanniske Rige og fra Tripoli til det jødiske kvarter i Aleppo, og undervejs rejser vi længere og længere ind i de kringlede afkroge af Drakenbergs hoved. Med sandheden bundet og kneblet i lastrummet og den fri fantasi som vinden i sejlene. Hvor befriende!