Prøv avisen
Essay

Gå dig til den indre fred

En lokal siciliansk hestehyrde – Foto: Lisbeth Bonde

Når man som ubekymret krop vandrer gennem et storslået landskab, kommer man nærmere tilværelsesunderet. I dette essay skriver kunstanmelder Lisbeth Bonde om en nylig pilgrimstur gennem Siciliens arkadiske natur. Her leverer klokkeklangen fra fårene og køerne underlægningsmusikken. Ellers hersker stilheden

Den norske forfatter Tomas Espedal (født 1961) skriver i sin højst læseværdige roman ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv” (2006, dansk oversættelse, 2007): ”Ja, hvorfor gå når man kan sejle? Hvorfor gå når man kan køre bil eller flyve? Hvorfor denne langsomhed, denne ensomhed, alle disse anstrengelser og belastninger, hvorfor dette umærkelige oprør, denne uhørte protest, dette forsøg på at gøre noget anderledes, på en helt anden måde end det jeg er blevet opdraget til?”

Med sin roman satte Espedal ord på den gryende interesse for pilgrimsvandringer, som vi ser i disse år. Han går ikke for at få motion, men for at afføre sig det moderne menneskes mange snærende rutiner. Men han går også for at være i samtale med de mange store vandrere i verdenslitteraturen: fra J.-J. Rousseau over Friedrich Nietzsche til Arthur Rimbaud.

Mange mennesker i dag søger en spirituel andethed og vil gerne løfte sig ud af det almindelige trummerum for at finde nogle dybere forklaringer på tilværelsen. Andre vandrer for at uddybe den samtale, som de hele tiden har ført med Gud. Her er naturen et befordrende sted at opholde sig, for som bekendt har Gud mægtet at sætte et blad på en nælde.

I det hele taget kan vi i disse år iagttage en omsiggribende trang til langsomhed i en reaktion mod det konstant foranderlige højhastighedssamfund. Espedal udnytter også den lange vandring som en metode, hvorved han kommer gennem en livskrise og bliver genfødt. En metode, hvorved mange andre end Espedal kan forankre deres rodløse sjæle og møde nuet, kan jeg tilføje. Det er værd at stræbe efter i en tid, hvor det fortravlede vesterlandske menneske jager efter sin egen skygge for at nå det hele. Omstillingsparat, fleksibel, serviceminded, effektiv. Det robotagtige menneske, som mest forstår sig selv som arbejdskraft og derfor sjældent føler efter. Det er der ikke tid til, når man gerne vil nå alt og også gerne vil have det hele. ”I Shop therefore I Am”, som den amerikanske billedkunstnere Barbara Kruger skrev på et billboard tilbage i 1987 i en let omskrivning af Descartes’ credo.

Som konsekvens af den postdigitale revolution griber også mange unge kunstnere tilbage til den tidligere kunsts håndværksmæssige teknikker og udtryksformer. De stræber efter det analoge liv og arbejder fysisk og direkte med materialet uden medierende skærme. Man vil mærke verden og bruge hænderne igen. Skabe noget fra grunden. Ligesom vandreren gerne vil snuse den friske skovluft ind og stå på bjergtoppen og lade kroppen og sanserne lede hende eller ham frem til en forståelse af den plads, man indtager i verdensordenen.

Da Espedals bog udkom, var det endnu ikke helt så udbredt at ride disse lange ture på apostlenes heste. I dag har snart sagt alle hørt om den spanske, 830 kilometer lange pilgrimstur, Caminoen til Santiago de Compostela i Galicien, som tilbagelægges til fods af 250.000 mennesker i disse år. Hvert år. Heraf mange katolikker, som ønsker at nå frem til byen den 25. juli, som er Santiagos (eller Sankt Jakobs/Sankt Ibs) helgendag. På denne pilgrimsrute ligger herbergerne som perler på en snor. Det er nærmest blevet en motorvej for gående.

Det er noget ganske andet med Sicilien. Øens fem pilgrimsruter gås af uhyre få mennesker. De måler i alt cirka 900 kilometer og blev vakt til live omkring årtusindskiftet af en lille gruppe entusiaster, som – rustet med lige dele spejderånd og interesse for kultur og historie – har genrejst de historiske pilgrimsruter, der alle er viet til den hellige Frans af Assisi (1182-1226), som parentes bemærket aldrig satte sine bare fødder på Italiens sydligste ø. De fleste af ruterne udgår fra Palermo. En af dem ender i sydvest enten i Marsala eller i Mazara, en anden går mod syd til Agrigento. En tredje går i østlig retning til Messina, mens en fjerde pilgrimsrute begynder i Santa Maria di Maniace og ender i Gela. Vi valgte en femte rute, nemlig ”La via Francigena per le montagne”, altså gennem bjergene. Navnet ”Via Francigena” har man taget fra den klassiske pilgrimsrute fra Canterbury til Rom. Den indgår i et vidtforgrenet netværk af pilgrimsruter, der forbinder Europa nord-syd. Anlagt i korstogenes tid.

Vores fodrejse starter i den lille kystby Altavilla lidt øst for Palermo. Her tager vi en herlig dukkert i Middelhavet, før vi spænder rygsækkene godt fast og sætter det lange ben foran. Fra kysten går turen nu opad og opad gennem byen og dernæst ud i naturen. Vi går oppe i bjergene gennem skove og dale.

Vi er seks kvinder fra Danmark, som vandrer den 200 kilometer lange pilgrimstur gennem bjergene. De 12 etaper leder os fra lilleby til lilleby, som byder på gode senge, skøn mad og drikke og en rørende venlig og hjælpsom lokalbefolkning. Der er i gennemsnit 20 kilometer mellem byerne, som altid ligger fortificeret på en bjergtop i 600-1000 meters højde. Heroppe er der køligt, mens vi nede på de lange strækninger kan gå i solskin i 27 graders varme. Den sidste strækning op til byerne er altid den hårdeste, for da er kræfterne ved at være sluppet op. Ofte tilbyder en venlig sicilianer i traktor eller lastvogn et lift, og vi siger aldrig nej.

På vores første etape eller ”tappa” på italiensk kan vi dårligt finde vej, da pilgrimsmarkeringerne – den grønne og hvide stribe – er helt fraværende. Her kan mobiltelefonens navigationsudstyr hjælpe os lidt på vej, men det nytter ikke så meget, når man skal igennem en kæmpemæssig mark med løsgående tyre. Så må man bakke ud og sno sig videre ad andre stier og klatre over led og springe over bække. Til slut må vi gennem en mudret olivenlund med blytunge vandrestøvler til følge. Drikkevandet er sluppet op, bækken er fuld af mudder, og desperationen er ved at melde sig.

Men der er altid en redning forude. Vi er i Europa. I et fredeligt land. To af os taler italiensk. Langt ude i det fjerne ser vi en bil nærme sig. Det er en firhjulstrækker, som pludselig ændrer kurs i retning hen imod os. Det er svigerfar og svigersøn, som er ude at besigtige bestanden af heste og køer på græs. De viser os vej. De fortæller os, hvor vi kan fylde vandflaskerne, og hvordan vi kommer videre til nattens herberg: Eremo San Felice, et lille kapel oppe på bjerget. Roen falder over os, og nu har vi kun tre-fire kilometers bjergvandring tilbage, inden vi når frem til det sublimt beliggende kapel. Her mødes vi af en gruppe unge entusiaster fra Palermo. De bruger deres fritid på at vedligeholde det gamle kapel med en lille kirke. Her lister nogle af os ind enkeltvis og beder i taknemmelighed over at være nået frem med lemmerne i behold.

Vi bærer hver især cirka syv kilo på ryggen. I rygsækken ligger kun det allermest nødvendige udstyr. To T-shirts, to gange undertøj, fire par gode vandresokker og så lidt overtøj og toiletgrej. Ingen laptops. De er for tunge. Kun et lille kladdehæfte til at skrive dagbog i. Et par vandresandaler er der også lige plads til. Hver gang, vi løber tør for vand, og det gør vi ofte, for det vejer tungt, dukker der heldigvis et hus op med et venligt menneske, der fylder vore flasker og giver os ferskner, druer eller appelsiner fra haven. Det er rørende.

Vi deler os op i to hold. Jeg går bagest, men følges undervejs med en af de andre. Det er vigtigt at vandre alene for at give plads til tankerne. Men også hyggeligt at bryde med ensomheden i ny og næ. Vi snegler os langsomt gennem landskabet. Har ingen hast. Vi lægger os på stensætningerne og bruger rygsækkene som rygstød. Tager et hvil, skriver lidt i kladdehæftet eller mediterer. Langs floderne vasker vi fødderne for at køle dem af. Indimellem får jeg gåsehud af ærefrygt over at være med i noget så stort som denne vandring.

Byerne har navne som Caccamo, Montemaggiore, Caltavuruto, Polizzi, Petralia Sottana, Gangi, Nicosia, Tronia, Cesarò og Maniace. For hvert skridt, vi går, bliver vi mere frie og lettere til mode. Undertiden synger vi salmer. Kingos ”Sorrig og Glæde”, Brorsons ”Op al den ting, som Gud har gjort”, Ingemanns ”Lysets Engel går med Glans” fylder rummet over os. Vidunderlige, livskloge salmer, der udtrykker tilværelsesunderet og kristendommen som en sjæletrøst.

Hver lilleby har et posthus, apotek, specialforretninger, trattoria’er, restauranter og små hoteller. En eftermiddag ankommer vi til lillebyen Petralía Sottana. Her tager viceborgmesteren venligt imod os og sørger for at bestille bord på byens bedste restaurant. Vi bliver ikke skuffede. Maden er fremragende. Vidunderlige råvarer. Enkelt tilberedt. Hertil den liflige, let ferskensmagende hvidvin Grillo.

Vi er så trætte i benene, at vi ikke mærker dem længere, og så snart kinden rører hovedpuden, da vi bagefter befinder os på vores herberg, tager Morfeus os i sine arme.

På den næstsidste strækning vandrer vi mange kilometer gennem lavlandet langs floden Troina. Det er en lise ikke at skulle bestige bjerge, men at kunne skridte ud. I mange timer vandrer vi uden at se et hus eller møde et menneske. På et tidspunkt passerer vi over den middelalderlige djævlebro, Ponte di Failla. Disse djævlebroer findes overalt i Sydeuropa. De bliver kaldt sådan, fordi bygmesteren ofte havde vanskeligheder ved at bygge broen. Han indgik derfor en pagt med Djævelen, som blev lovet den første sjæl, der gik over broen, til gengæld for at hjælpe med at færdiggøre den. Af den grund sendte man ofte en høne eller en ged. Djævlebro-motivet er i øvrigt blevet dyrket intenst af den danske fotograf Ebbe Stub Wittrup i en serie inciterende fotografier.

Da vi kommer over på den anden bred, møder vi en hestehyrde, som driver sin flok rundt i landskabet, så dyrene kan fedes op inden slagtningen. Italienerne spiser meget hestekød. Hyrden er ved at tabe næse og mund, da han ser de seks høje, lyse kvinder med rygsæk. Her oplever vi så middelalderen igen – nu ikke længere i kampesten, men i kød og blod.

Men mafiaen, hvad med den, vil mange sikkert spørge. Den mærker vi intet til. De har ingen interesse i at chikanere os pilgrimme. Men de hærger fortsat, og i Sicilien, mafiaens oprindelsessted, er det særligt slemt.

Efter 14 dages vandring når vi slutmålet: Catanias katedral, der er viet til jomfrumartyren Den hellige Agathe. Den er, som så mange andre bygningsværker i Sicilien, opført i barokstil. Her tænder vi lys for vore kære afdøde og takker for at være nået frem uden skrammer på sjæl og legeme.

Det har været stort at opleve Siciliens vidunderlige natur og at blive mødt med menneskenes umådelige venlighed i de små byer. Vi er kommet lidt nærmere en forståelse af det liv, vi hidtil har levet og har også haft tid til at tænke over fremtiden. Man har filtreret tingene og skilt det væsentlige fra det mindre vigtige. 14 dage i ultra langsomt tempo har renset sjælen. Nu kan man tage en tur til på livets store klinge.

Mange vandrer for at uddybe den samtale, som de hele tiden har ført med Gud. Her er naturen et befordrende sted at opholde sig, skriver Lisbeth Bonde efter nyligt besøg i det sicilianske landskab. – Foto: Mauritius Images/ClickAlps/ritzau
Den middelalderlige djævlebro, Ponte di Failla. – Foto: Lisbeth Bonde
14 dage i ultra langsomt tempo har renset sjælen, skriver Lisbeth Bonde efter at have vandret i Siciliens natur. – Foto: Lene Burkard