Prøv avisen
Bog

Nødvendig og spændende bog om det danske missionsarbejde

5 stjerner

Missionsarbejdets historie fortjener langt større opmærksomhed, også fordi det i mange år var folks egentlige kontakt til såkaldt fremmede kulturer og lande. Daniel Henschen viser med denne bog vejen

Fra midten af 1800-tallet og frem til tiden efter Anden Verdenskrig var missionsarbejdet en væsentlig kilde til viden om andre lande og kulturer. Det blev kendt gennem bladene udsendt af missionsselskaberne, og foredrag og møder i missionskredsene rundtom i landet, samt gennem forskellige udstillinger om arbejdet og de fremmede kulturer. Hermed kom verden hjem til Danmark.

Dog er missionsarbejdet ikke blevet belyst i samme omfang som eksempelvis arbejderbevægelsen, selvom arbejdet ganske givet har betydet meget for både folks verdens- og selvopfattelse. Dette anfører historiker Daniel Henschen også i sit meget dygtigt skrevne og informative værk om historien om den danske missionsbevægelse, ”Da danskerne ville omvende verden”. Bogen bygger på hans ph.d.-afhandling fra 2017 om samme emne og er flot og spændende illustreret ved en række billeder fundet frem af Johanne Ihle fra fortrinsvis missionsselskabernes egne arkiver.

Vægten i bogen ligger på missionsbevægelsens storhedstid fra slutningen af 1800-tallet og indtil Anden Verdenskrig, og samtidig er vægten ikke på det teologiske og religiøse, men mere på det kulturhistoriske og derved samspillet mellem det hjemlige arbejde og arbejdet ude. Fokus er samtidig på den mission, der udspringer af folkekirken, hvilket betyder, at frikirkernes missionsarbejde i stor udstrækning ikke er taget med. Og her skal man huske, at både baptistkirken og metodistkirken stod og står for et omfattende arbejde.

Det, der kan adskille dansk missionsarbejde fra andre landes, er de folkelige bevægelser, som også finder udtryk i det grundtvigske arbejde og i Indre Mission, hvorved missionsarbejdet handler om at vække og dueliggøre de lokale befolkninger og ikke nødvendigvis påvirke stater og nationer. Og derved havner missionsarbejdet i den stadige overvejelse over diakoni og/eller mission.

Her stod særligt dansk-amerikaneren Jens Christensen stærkt og fastholdt, at missionsarbejdet ikke er et hospital, men et alter. Hospitalsdriften så han som noget sekundært, men også problematisk, for det skabte skel mellem de lokale og missionærerne. Og et alter på et hospital, fortæller Henschen, anså Jens Christensen for en meget uheldig sammenblanding af mission og institution. Jens Christensen blev i øvrigt i 1956 udnævnt som luthersk biskop for en af de mindste lutherske kirker, nemlig kirken i Pakistan, som stadig støttes fra dansk side gennem kirkens støtteselskab. Men Christensens synspunkt er stadig genstand for debat og brydninger i missionsarbejdet: forkyndelsens forhold til diakonien.

En gren af missionsarbejdet er det grundtvigske synspunkt, hvor det folkelige først skal modnes, før det er klar til at tage imod kristentroen. Mission var skabelse af en lokal kirke og ikke blot en dansk kirke på fremmed jord. Dette synspunkt gjorde, at de grundtvigske ad åre blev knap så centralt placeret i arbejdet, men dog alligevel til tider havde væsentlig indflydelse, som også Harald Nielsen har beskrevet det i sin nyudkomne bog om DMS – Det Danske Missionsselskab.

Missionsarbejdet sker sideløbende med kolonialiseringen og har del i dennes både gode tider og dårlige tider. Op gennem 1800-tallet lykkes det at stable missionsarbejdet på benene, og Henschen beskriver, hvorledes mennesker har et religiøst kald som Paulus midt mellem ”den moderne storbys gaslys og sporvogne”. Missionsarbejdet foregår i Kina, Indien og Afrika. Men samtidig oplevede missionsarbejdet tilbageslag, da den russisk-japanske krig eller Første Verdenskrig rasede. Sammenhængen med kolonialisering er på godt og ondt.

Missionærerne affortryllede også verden, som når det fortælles om missionær Anders Larsen, at han betragtede en religiøs fest i Sydindien, hvor stjernetegn og fuldmåne var væsentlige ingredienser, og han måtte tænke, at det var gøgl det hele, ”vanvittig leg med dukker og i et væv af løgnehistorier”. Forkyndelsen af kristentroen er med til både at ændre folkekulturen, troen, og synet på ens omverden.

Missionsarbejdet bliver grundlæggende drevet af private, der støttes af et stort antal kredse rundtom i landet. En særlig undtagelse er åbenbart Grønlandsmissionen i begyndelsen af det 20. århundrede, som ledtes af Knud Rasmussen og Ludvig Mylius-Erichsen med flere. Det er det såkaldte Kap York-projekt, hvor man ville sætte ”polareskimoer i forbindelse med civilisationen”. Præstesønnen Knud Rasmussen gjorde projektet til folkesag, og missionen begyndte i 1909. Tre ting adskiller ifølge Henschen dette projekt fra andet missionsarbejde: Det fandt sted i danske besiddelser, initiativet kom ikke fra missionærer, men fra polarforskere, og det blev varetaget direkte af folkekirkens præster.

Særligt det sidste er væsentligt, for det peger på en måde frem mod, at folkekirken i 2012 formulerede en missionsstrategi og ansatte en medarbejder til at varetage folkekirkens mission, hvor, som rigtigt set af Henschen, blikket er rettet mod kirker ude i verden, da missionsarbejdet er placeret i Det Mellemkirkelige Råd.

Det er både en nødvendig og spændende bog, der nu foreligger, om det danske missionsarbejde. Både tekst og billeder fortæller om stor flid, medrivende menneskeskæbner og udsyn i arbejdet, men også om en naivitet, som i vore dage ser forunderlig ud. Arbejdet er en væsentlig del af danmarkshistorien, og der er udrettet store ting. Missionsarbejdets historie fortjener langt større opmærksomhed, også fordi det i mange år var folks egentlige kontakt til fremmede kulturer og lande. Daniel Henschen fortæller dygtigt og levende om dette arbejde og har stort blik for samspillet mellem det hjemlige og det fremmede.