Da Danmark fik sine første gågader, var der mange, der var i tvivl, om det var en velsignelse eller forbandelse. For eksempel indehaveren af en radio- og fjernsynsforretningen i gaden Houmeden i Randers, der håbede på flere kunder, men var bange for, at de ikke ville købe et fjernsyn, hvis de ikke kunne parkere bilen lige udenfor.
Det er måske ikke så mange mennesker uden for Randers og nærmeste omegn, der har et forhold til den centrale gade i byen, der hedder Houmeden. Men da gaden i 1962 som et forsøg og den 26. juni året efter permanent blev gjort til fodgængergade uden adgang for biler, var et fænomen født, som snart skulle brede sig over hele landet og præge store og mellemstore danske byers handelsliv i et halvt århundrede.
Netop som den danske gågades historie således rundede 60-årsjubilæet, var købstadsmuseet Den Gamle By i Aarhus klar til at sætte lige akkurat Houmeden på museum. I museets afdeling for bygninger fra 1960'erne og 1970'erne er der denne sommer åbnet en gågade, som gengiver Houmeden i Randers med sit butiksliv og sin sort-hvide labyrintinspirerede flisebelægning, ikke fra åbningsdagen, men fra cirka 1974.
Fra Den Gamle Bys side er budskabet, at gågaden kommer på museum, fordi den nu er en truet, men bevaringsværdig art. Et vidnesbyrd om et kapitel i dansk byhistorie, der er ved at lukke sig.
"Gågaden spiller ikke samme rolle som tidligere, og storcentre og internethandel tager mere og mere over,” påpegede Den Gamle Bys direktør, Thomas Bloch Ravn, ved åbningen.
Mikkel Thelle, byhistoriker og ph.d., er enig i, at den form for gågade, Den Gamle By har sat på museum, er på vej ud af det danske bybillede. Men det er for tidligt at skrive gågadens endelige nekrolog. For selvom butiksstrøg som Houmeden anno 1974 snart er fortid, er gader uden biler det ikke.
"Min vurdering er, at man fremover vil se en mutation af den klassiske gågade fra Randers i andre former," siger Mikkel Thelle.
Handelsliv og gadefester
Når gågaden opstod i Randers - og snart efter i en lang række andre danske byer - i 1960'erne, hænger det paradoksalt nok sammen med, at danskernes bilpark voksede eksplosivt i denne periode.
Hvor det hidtil havde været muligt at tillade den sparsomme biltrafik helt ind i byernes middelaldercentrums snoede stræder, blev dette trafikalt umuligt. Derfor blev der skabt en dobbelt løsning, som på den ene side trak biler ind i byen ad store motorvejsindbrud, men på den anden side holdt dem væk fra én central gade, som så var helliget et handelsliv, hvor borgerne kunne spadsere ind og ud af butikkerne med bilen parkeret lige i nærheden.
"Gågader var et forsøg på at forene biltrafikken med behovet for, at borgerne kunne mødes og handle i byens offentlige rum. Det førte en hel kultur med sig i form af gågadeliv med gadefester, som trivedes helt frem til 1980'erne og 1990'erne," fortæller Mikkel Thelle.
Fra strøg til storcenter
Også i hovedstaden var man lige i hælene på Randers, og den københavnske gadefest blev større og mere international. Allerede den 17. november 1962 gennemførtes et forsøg med en lang bilfri gågade midt gennem byen. Det var dog først i 1964, at denne gågade blev permanent. Til gengæld var Strøget i København ved indvielsen verdens længste gågade og indvarslede en ny form for storbyliv med en hovedstrøm af handlende og turister, der bølgede sig ind gennem bymidten på det flisebelagte strøg, der var flankeret af store og små butikker.
"I 1960'erne vender vi os for første gang væk fra den idé, at bilerne skal være løsning på alle trafikale problemer. Da oliekrisen sætter ind i 1970'erne, bliver dette forstærket, og bestræbelserne på at række biler ud af byernes centrum er fortsat lige siden," siger Mikkel Thelle.
Det er på den baggrund, han ikke helt kan godtage historien om gågadens endeligt. Men han erkender, at der akkurat også i 1970'erne begynder en udvikling i forbrugets kulturhistorie, som kommer til at påvirke handelen i bymidterne frem til nutiden. Lige så hastigt bymidterne får små hyggelige butikker, man kan besøge på gåben, lige så hastigt begynder kæmpe shoppingcentre og megabutikker at skyde op uden for byernes centrum.
Måske kunne radio- og tv-forhandleren i Randers i 1962 godt få kunderne til at bære et fjernsyn nogle ekstra meter hen til bilen, men et par årtier senere kørte de fleste kunder ud til Bilka eller Elgiganten i de mellemstore byers udkant, hvor de kunne parkere lige udenfor.
"Det, som er sket mange steder, er, at handelslivet er rykket væk og har efterladt bymidterne tømt for liv. For eksempel har jeg kendskab til en række nordsjællandske byer, der står med dette problem, fordi de taber indbyggertal. Det kræver en vis kritisk masse af indbyggere at kunne have et bycentrum med gågade," konstaterer Mikkel Thelle.
Fra radioforretning til Rambla
Han peger til gengæld på Aarhus som et skoleeksempel på en god, ny gågadeudvikling, og her tænkes ikke på museums-gågaden i Den Gamle By, men den udvikling, der fulgte med, at Åboulevarden blev tømt for biltrafik, Århus Å blev fritlagt, og aarhusianske fodgængere fik et stort café- og restaurantkvarter.
"Det har ændret byen i retning af, at man ikke er så afhængig af butikkerne. Nu er der et udeliv, som mere handler om cafeer og andre former for samliv og fællesskab," påpeger Mikkel Thelle, som tilføjer, at en lignende udvikling også kan ses i København. Gågaden er ikke døende, men dens betydning som handelsgade svinder til fordel for alt muligt andet byliv.
"Den sidste bølge i gågadens kulturhistorie handler om, at handelsliv bliver til fodgængekultur og natur i byrummet, som man blandt andet kan se i planerne for den nye, grønne Rambla foran Tivoli i København," siger han med henvisning til et kommende projekt, som skal lukke biltrafikken på den voldsomt trafikerede Vesterbrogade i hovedstadens centrum på den modsatte side af Rådhuspladsen i forhold til Strøget.
Betegnelsen Rambla refererer til den berømte centrale hovedgade i Barcelona, som er særdeles bred, beplantet med store træer og emmer af alle tænkelig former for byliv.
I den modsatte ende af landet i Esbjerg går gågade-debatten i en lidt anden retning. Her har man siden 1983 omtalt Kongensgade som "Danmarks længste gågade", men de seneste år har debatten gået på, at især den sidste ende af dette strøg er tømt for liv og måske skal åbnes for biltrafik igen. Et argument lyder, at det er bedre at have Danmarks bedste end Danmarks længste gågade. Sagen er dog ikke afgjort, og Mikkel Thelle tvivler på, at fortiden vender tilbage i fremtiden. Generelt forventer han ikke en udvikling fra gågader og tilbage til bilgader, men måske nok en udvikling, der betyder færre radioforretninger i bycentrum. I hvert fald i de større byer:
"Gågaden kom til byen samtidig med motorvejsindbruddet. Den udvikling, vi ser nu, går væk fra den traditionelle gågade, men i en en stik modsatte retning af 1960'erne. Fra biltrafik og butikskultur til fodgængerkultur og bynatur."