”Serien om tro fra forlaget Eksistensen – 'Kristendommen ifølge' – er nærmest sådan über-luthersk. De små bøger er folkelige. De er lette at gå til. De er oplysende. Og de viser vej, nej, de demonstrerer, at troen på Gud kan se ud på lige så mange måder, som der findes mennesker – og så alligevel være just den samme.”
Sådan skriver Kristian Ditlev Jensen i Kristeligt Dagblad i sin anmeldelse af seriens seneste skud på stammen, nemlig Kåre Gades ”Traditionen tro”, som han kalder for ”en lille gave – og man kan give den til én, der ikke rigtig tør tro”.
I det hele taget er han begejstret for bogen, som han finder velskrevet af en forfatter med en garvet pen, der trods et halvfærdigt teologistudium alligevel er vældig lærd og samtidig personlig:
”Gade skriver på sig selv, så læseren kan spejle sig. Han skriver erindringer: Han har fundamentalistisk taget den folketeologiske series præmis for pålydende: Hvordan tror netop jeg, altså Kåre Gade himself, på Gud? Og hvordan kom jeg til det? Den historie er rasende spændende og virkelig tankevækkende.”
Det bliver til fem stjerner ud af seks mulige, mens der i Morgenavisen Jyllands-Posten hos Marie Høgh er fuld plade til det, hun betegner som et af de bedste bidrag til serien fra en fremragende formidler, og hun konkluderer:
”Faktisk er det sin sag at skrive om sit forhold til kristendommen, til troen, uden at teksten bliver belagt med en from fernis, men den disciplin mestrer Gade: Med stor selverkendelse og selvindsigt skriver Gade med en passende distanceret selvironi om hjertets allerinderste anliggende, og hvordan dét er kommet til at ligge der – uden at være selvsmagende. Det kan kun dygtige skribenter, der oprigtigt er mere optaget af den sag, de skriver om – end sig selv.”
Marie Høgh er imidlertid mindre begejstret for Paula Larrains bog, ”Rejsen til hjerterummet”, som hun tildeler beskedne to stjerner i Morgenavisen Jyllands-Posten. Ifølge hende bliver den til en lidt klæg omgang, primært på grund af det tilfredse blik, forfatteren anlægger på sig selv, og hun sammenfatter sin læsning på følgende vis:
”Det gode ved bogen er, at den ikke er længere (…) ellers tænker jeg, at den selvsmagende, småsludrende tomgangssnak kunne fortsætte i det uendelige.”
Hun medgiver dog, at det er både meget rørende og medrivende, når Paula Larrain fortæller sin egen og familiens historie om flugten fra Chile, men at bogen mister kvalitet, når forfatteren skriver om kristendom og tro, som jo er det egentlige opdrag.
Det kan Søren Hermansen næppe følge hende i, for i Kristeligt Dagblad falder der fem stjerner til ”en klog bog, der også har en åbnende vej for en større spiritualitet”, og han finder, at Larrain både varmt og klogt skildrer sin vej ind i kirken, sin åndelige rejse ind i kristendommen fra det katolske begyndelsessted til den danske folkekirke:
”Gudstjenesterne sagde hende noget, og ord fra kloge præster voksede i hende. Det er meget dejligt at læse, midt i en tid, hvor det synes, som om folkekirken ikke tror på sig selv, er rundforvirret om ritualerne, og budskabets betydning helst skal godkendes og forbedres af reklamefolk som i den nye 'Tro til salg'-serie på DR.”
Det er også Søren Hermansen, der anmelder Elisabeth Gjerluff Nielsens ”Salmen i blodet”, og i Kristeligt Dagblad giver han seks stjerner til det, han kalder for en smuk poetisk bog:
”Hun ser så at sige sit liv gennem poesien fra salmebogen. På hendes ene skulder sidder Ingemann, Grundtvig, Kingo og Brorson og nynner deres poesi og giver hende en dybere forståelse af den tilværelse, der blev hendes. På den anden sidder en række poppoeter som Dylan, Lennon, Cohen og Kim Larsen.”
Han konstaterer, at bogen ikke er et forsvarsskrift for kristendommen, for det ligger ikke til Elisabeth Gjerluff Nielsen at ville diskutere sin religion:
”Den er der bare, og den løber som åndelig føde naturligt i hendes årer, og åndelig føde, som hun skriver, er nødvendig for barn såvel som voksen. Det er denne lethed, der går ned i dybden, og som gør bogen meget læseværdig.”
Også i Weekendavisen er Jens Bærentzen betaget af ”Salmen i blodet”. Her konstaterer han, at eftertænksomheden og det længere åndedrag klæder Elisabeth Gjerluff Nielsens værk, der er lykkeligt lidt tynget af citater:
”For så integreret er salmebogens ord og billeder, de bibelske fortællinger og gudstjenestens faste vendinger i forfatterens eget vokabular, at fremstillingen kommer til at forme sig som ét langt poetisk sug, der sine steder nærmest får det til at svimle. Sproget er over lange stræk en ren fest, på samme tid stramt og blomstrende – og i parentes bemærket en påmindelse om, hvor varsom man skal være med at modernisere løs på kirkens gudstjeneste, for selv små børn tager de dunkle udtryk til sig og beholder dem.”
Og så er Marie Høgh på banen igen i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor hun som sine anmelderkolleger lykkeligt lader sig suge ind i værket:
”Det er som at blive taget ind i en stor poetisk bevægelse – der er intet ophold, ingen mellemrum, ingen citationstegn, dér hvor salmen slutter, og Elisabeth Gjerluff Nielsen begynder. Salmerne er i blodet, i pennen, i sproget, i hjerteslaget og danner baggrundsmusikken for Gjerluffs liv – barndom, teenageår, ungdom og voksenår, der ikke bare skildres som biografiske beretninger, men små tidsbilleder tegnet af en personlighed med sans for ånd.”
Hun kvitterer med seks stjerner og en berusende anmeldelse af et værk, der nok er inderligt, men aldrig sentimentalt, og en forfatter, der demonstrerer en fin fornemmelse for det poesiens væsen, som er menneskets forbindelsesled til det transcendente, til evigheden, til det underfulde og gådefulde bag vores eksistens. For det eneste sprog, konkluderer Marie Høgh, der ikke forklarer, forenkler og formindsker troen, er netop det poetiske sprog:
”Gennem et poetisk slør og fletværk af salmevers, bibelske vendinger, egne fortællinger og slagfærdighed har Elisabeth Gjerluff Nielsen bedrevet et lille storværk om den levende tro.”
I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.