Hun døde den 4. marts i år. Anne Beaumanoir, kaldet Annette, gik som teenager ind i den franske modstandsbevægelse, og takket være hendes snarrådighed og handlekraft blev to jødiske børn reddet fra holocaust. Hun er blevet æret i Israel for sin indsats, og det ville hun også være blevet i sit hjemland, hvis det ikke var, fordi Annette sidenhen engagerede sig i andre og mere tvivlsomme kampe.
Den tysk-franske forfatter Anne Weber traf Annette, da denne var i sit livs efterår. Og den gamle kvinde gjorde et uafrysteligt indtryk på Weber, så selvom Annette allerede havde skrevet sin erindringer, besluttede Weber sig alligevel for at skrive et heltinde-epos. Og Annettes indsats under Anden Verdenskrig var rigtignok ærefuld, men spørgsmålet er, om hendes indsats for Algeriets selvstændighed var noget nær det modsatte?
Under Besættelsen oplever Annette den store kærlighed. Hun forelsker sig i modstandsmanden Roland, der bliver taget af tyskerne og torteret til døde. De skyldige bliver efter krigen straffet.
”Måske – efter al sandsynlighed – bliver de løsladt før tiden; det bliver de i hvert fald fra denne bog, for så megen tryksværte, som det ville kræve at give et indtryk af deres sjælsmørke, findes der slet ikke”, skriver Weber i en af de linjer, der glimter i værket, som er et langdigt uden rim.
Anette bliver efter krigen gift, færdiguddanner sig som læge, men Algierkrigen i 1950’erne vækker en rebelsk, kontrær indstilling i hende, og hun slutter sig til den gruppe af franskmænd, som yder praktisk bistand til den algeriske uafhængighedsbevægelse FLN. FLN spiller på hende, som var hun en trækharmonika, og hun deponerer al kritisk samvittighed.
”FLN vil have uafhængighed, og de vil have socialisme og islam. Hvorfor medvirker du her, Anette, hvorfor sætter du dit liv ind for disse mennesker?”, spørger Weber, idet hun konkluderer, at ”et og andet øje må hun så lukke, det øje, for eksempel, som kan se de sønderrevne børn, der dør under angrebene på barer og sporvogne i Algier og andre steder”.
Her skulle Annette have lyttet til Albert Camus, der havde krigen i Algeriet helt inde på livet, men som ikke kunne drømme om at støtte terrorister og udtalte:
”I Algeriet kaster man i disse dage bomber i sporvognene. I en af dem kunne min mor befinde sig. Hvis det skal forestille retfærdighed, så er min mor mig mere kær."
Ja, og hvis Annette havde lyttet til Camus, så havde hun næppe været med til at til at bane vejen for et nordafrikansk militærregime. Eller som Weber mod slutningen af bogen spørger:
”Hvad er det dog hun har gjort? Og for hvad? For uafhængighed? Befrielse? For at der nu skal kampvogne på ethvert gadehjørne, så ingen længere kan åbne munden?”
Efterkrigstiden er i det hele taget over lange stræk en tragedie for Annette. Hendes ægteskab går i opløsning, og hun bliver en fremmed for sine egne børn. Som midaldrende får hun dog en forskerstilling i Schweiz.
Sit otium tilbringer Annette i Frankrig, hvor hendes hjem altid stod åbent, og hvor hun beredvilligt fortalte om sine erfaringer med civil ulydighed. Skyggesiderne i sin aktivisme og i sit privatliv talte Annette knap så meget om, men hvis man har skabt et omdømme ud af sin humanistiske og opbyggelige måde at betragte verden på, så er det vel ikke så mærkeligt, hvis man underspiller de mere kedelige sider.
Annette var uomtvisteligt en gæv modstandskvinde, men efter krigen mistede hun viljen til på samme tid at se ud af øjnene og ind i sig selv og endte som en fæl revolutionær. Eller som Weber skriver om Annette, da hun bliver arresteret for sit undergrundsarbejde for FLN:
”Hun er revolutionen, hun er folket, og hvis hun nu også var sandheden, ville det sikkert heller ikke undre hende særligt”.
Blandt meningsfæller kunne Annette sikkert kokettere med sine progressive synspunkter og give sine totalitære holdninger et skær af frisind, men på læseren preller det alt sammen af.
”Annette, et heltinde-epos” fik i 2020 en stor tysk litteraturpris, men bogen kan ikke helt bære forhåndsopmærksomheden. Dels er Annettes liv fortalt før, dels får det ens skepsis til at rejse børster, når Annette portrætteres som heltinde, skønt hendes omfattende deltagelse i FLN var udtryk for manifest fejlsyn og medløberi.
Anne Weber: Annette, et heltinde-epos. Oversat af Madame Nielsen. 200 sider. 230 kroner. Grif.