Prøv avisen
Bog

Rutineret forfatters vanvittige roman fungerer bedst i de humoristiske detaljer

4 stjerner

En 74-årigs skæve bevidsthed giver sig udslag i tragikomisk og surrealistisk roman af Dorrit Willumsen

Dorrit Willumsen nærmer sig de 80 år og har et stort forfatterskab bag sig. Nu tager hun endnu en tørn med en kvindelig figur, der på én gang er alt for tilpasset samfundets normer og helt ude af trit med dem. Det sker i den absurde og humoristiske roman ”Løg trækker tårer”, der udkommer i dag.

Romanen lægger ud med den 74-årige Wendys fødselsdag. Ingen, og heller ikke den mand, som hun deler hjem, men ikke seng, med, husker dagen. Til gengæld får hun en meddelelse om, at hendes e-boks er lukket, fordi hun har prøvet at åbne den med det forkerte password flere gange – kender man ikke det?

Og så får hun et brev om, at hun skal afgive en afføringsprøve, som led i en forebyggende kræftundersøgelse. Det er heller ikke så rart – hverken af afgive den eller at vente på resultatet. Da hun går en tur og falder om og slår sig bevidstløs, bliver hun kørt hjem i ambulance, og så er målet nået – hun må gøre noget.

Hun går hjemmefra med sin ulvepels og hæver 20.000 kroner, så hun kan forsørge sig selv et stykke tid. I København kommer hun forbi en opgang, der er ved at blive renoveret, og i døren sidder en nøgle. Den tager hun og installerer sig selv i en tom lejlighed med skunk. Hun flytter simpelthen ind i skunken og bor der.

”Jeg er 74 år. Jeg har for højt blodtryk, ondt i knæene og helvedesild og hårtab og en blå fod. Desuden ligger jeg på grænsen til dværg,” siger hun i et absurd interview om frivilligt arbejde.

Dertil kommer så, at hun på nogle måder er en virkelighedsfjern person. Det skal man selvfølgelig også være for at bo flere måneder i en skunk og tilmed blive boende der, når der flytter en mand ind.

Mens man hører, hvordan det går med at ”dele” lejlighed med en fremmed mand, får man fortalt karakteristiske træk af Wendys liv. Hun er en kvinde, der synes at fungere bedst med en mand som påskud, og som præges dæmonisk af alle de ting, der omgiver hende.

Det drivende plot er, om hun bliver opdaget, og i givet fald hvilke konsekvenser det vil få. Hvem er det, hun har indlogeret sig hos, og hvilken betydning får hun for hans liv? At det hele foregår på kanten af virkeligheden bliver tydeligt, når hun snakker med sin ulvepels, og da den til sidst bliver hendes skæbne.

Den overordnede historie i romanen er som en vanvittig dagdrøm, skævt, og til tider sjovt er det, men det er i den humoristiske detalje, at romanen fungerer bedst. Det gælder for eksempel hendes ambivalente forhold til sin telefon, som hun først smider i søen og senere savner:

”Den havde sit eget sprog. Den søde lokketone. Den kølige sms og den lette summen og vibrationen og lyset, der tændtes ved et tilfældigt tryk. Den kunne ligge i hendes taske og have krampe over ikke at blive hørt, og selv om natten kunne den tigge så bønligt om strøm. Den lille lyserøde firkant kunne gøre hende rasende, forventningsfuld, nervøs, og den kunne give hende dårlig samvittighed i flere dage, hvis hun var kommet til at slette en ulæst besked.”

Tingene får et menneskeligt præg, mens omvendt menneskene bliver til ting blandt andre ting. Verden er forrykt, og Wendy – og Willumsen – reagerer for så vidt ganske passende og rablende galt.