Aarhus Universitetsforlag har fået en god idé: at lade førende forskere skrive en lille bog på 60 sider om et emne, de har forstand på, og udgive serien under titlen Tænkepauser. Småbøgerne kan snildt læses i toget mellem Aarhus og København, eller hvor man nu skal hen, og denne anmelders foreløbige bekendtskab med projektet har været positivt: Man bliver lidt klogere på fremmede emner, som man måske ikke lige orker at læse en gedigen fagbog om.
Det var en dog en knap så god idé, da en kæk forlagsredaktør forsynede seriens seneste pamflet, der handler om vrede og er skrevet af psykologilektor Thomas Nielsen, med følgende bagsidetekst: Som en anden Homer besynger Thomas Nielsen vreden. Det er lidt tarveligt over for lektoren, der givetvis er dygtig til sit fag, men som altså ikke ligefrem har skrevet en Iliade!
Tværtimod, henvisningen bliver ufrivilligt komisk, da Vrede er en lidt tør sag, der sparsomt doserer de overraskende, slående vinkler, ahaoplevelserne, som man vel har lov til at forvente af populær videnskabsformidling. Meget minder om lommepsykologiske selvfølgeligheder og læserbrevkasseredaktørvisdom: Par, der taler om problemerne og sætter ord på deres vrede, bliver sjældnere skilt end par, der lader vreden løbe af med dem og sviner hinanden til; alkohol fremmer vrede; venlige mennesker er mindre voldelige end uvenlige; man kan ofte se på folks ansigter, om de er vrede. Og så videre.
LÆS OGSÅ:Hærværk og kærlighed
Her kommer til gengæld en ahaoplevelse: Mennesker og dyr har alle et anti-aggressionscenter. En spansk hjerneforsker indsatte engang en fjernstyret elektrode i dette center og inviterede pressen til tyrefægtning. Hver gang den rasende tyr løb mod forskeren, aktiverede han elektroden, og den standsede fredeligt op. Og endnu en: Forskning har vist, at unge, der træner kampsport, ikke får afløb for deres aggressioner, de bliver tværtimod mere voldelige. Løsningen har De i Spanien.
Nielsen henviser ikke til litteraturen eller filosofien, når han skal gøre os klogere på vreden. Han bruger naturvidenskaben, nærmere bestemt kognitionsforskningen. Den kan fortælle, i hvilke dele af hjernen vi bliver vrede, og i hvilke dele af hjernen vreden analyseres, kategoriseres og fortolkes. Lad det være sagt med det samme: Hvis De befinder Dem nær et vredladent menneske, hvor krybdyrhjernen har overtaget over såvel pattedyrhjernen og mellemhjernen, så skynd Dem væk!
Helt i pagt med den akademiske tidsånd anlægges et darwinistisk perspektiv på vreden: Den har engang tjent et formål i overlevelseskampen ved at give os kraft til at reagere på farer. Vreden har været, og er stadig nogle gange, nødvendig for at skaffe os ud af en truende situation. Som vi alle ved, kan det være usundt at undertrykke sin vrede: Det er, hævder Nielsen, belastende for kroppen. Man dør tidligt af det.
Men på den anden side: Hvis man ikke kan styre sin vrede over for andre mennesker, bliver man ensom, og det er også helbredsskadeligt.
Man behøver ikke købe bogen, for man kan streame den som lydfil. Men det behøver man heller ikke.