Atropa belladonna, eller galnebær, er navnet på en urt med sorte, giftige bær, der kan føre til hallucinationer og muligvis vanvid, men det er også titlen på Glenn Christians nyeste bog, hvori man netop præsenteres for et alt andet end overskueligt, realistisk-konventionelt univers.
I stedet skildres gådefulde og dunkle (fremtids)scenarier, hvor der ikke synes at være nogen klar grænse mellem hallucination og virkelighed, mareridt og realitet, tværtimod: Virkeligheden er her hallucinatorisk og mareridtet en realitet.
I den henseende kan ”Atropa Belladonna” betragtes som en efterfølger til et af forfatterskabets hovedværker ”Mudret sol” (2013), der også er udgivet på forlaget Arena. Heri mødes man heller ikke af genkendelige individer og miljøer, men af et konventionsnedbrydende inferno af hæslighedsæstetiske billeder og en sci-fi-agtig, posthuman verden i opløsning.
I modsætning til forgængeren har Christian dog i den nye udgivelse skruet noget ned for de intensive udskejelser og den viltre, flimrende stil, hvilket er ærgerligt. Dette ændrer dog ikke ved, at det for begges vedkommende gælder, at de ikke hører til blandt de bøger, man sådan lige fortærer i løbet af en hyggelig søndag formiddag: De er ikke bare uhyre foruroligende, men også umedgørlige (den første mere end den anden). Det sidste skal ikke forstås som uforståelige. Det er de nemlig ikke, men de kræver noget af læseren, fordi de ikke består af håndfaste udsagn, der umiddelbart kan omsættes til sammenhængende forklaringsmodeller eller grydeklare tilværelsestolkninger. Snarere skal de måske betragtes som visionære udforskninger og afsøgninger af ofte grænseoverskridende eller -sprængende tilstande og fænomener.
”Atropa Belladonna”, der består af en blanding af prosastykker iblandet mere lyriske passager, er overordnet set inddelt i tre dele, der har varierende skabninger som omdrejningspunkt, men som også forenes af flere ledemotiver: en mystisk pyramide, der henviser til den amerikanske kunstner Paul Theks arbejder, en uhyggelig stjerne, der ”skinner hysterisk” og i forlængelse heraf en ødelagt og disharmonisk natur, præget af sygdom (”der kom blæsten/ ind med sine kemofarvede væsker”) og død (”Skoven \ bulimisk \ fugletom \ intet liv”).
Første og anden del har vistnok begge deres udgangspunkt i en fremmedgjort og urovækkende fangelejr, hvor brutaliteten er på højde med nazismens kz-lejre og døden og sulten allestedsnærværende.
”Så længe jeg trækker vejret, er jeg mæt. En fed atmosfære af død fodrer mig. Så jeg skamfuld går til ro som kannibal,” lyder det således et sted med morbid, sort humor fra jeg-fortælleren i første del.
I anden del er synsvinklen skiftet, samtidig med at vi nu synes at befinde os, efter en katastrofe eller ulykke er indtruffet. Vi hører for eksempel om de ”overlevende”. I denne afdeling udgår fortællingen primært fra Kolja, der er barn af fangen Herculine. Typisk for Christian er dette også navnet på en virkelig person, nemlig en berømt fransk hermafrodit, og den i enhver henseende omnipotente og grusomme Balladonna, som kontrollerede lejren. Med vanlig pågående og sansemættede billeddannelser beskrives han blandt andet på følgende måde: ”Jeg genser mig selv som barn/ barn med far/ min Belladonna. Dette uhyre/ dette støjende spektakel med sit blodskaft/ som bare stod/ plantet midt i jorden/ om det så styrtregnede/ væltede ned med kæmpedråber/ stort/ som hårdt værktøj.”
Mens lejrdelen handler om overskridelser af mennesket og de værdier, som man – traditionelt – har knyttet hertil, nemlig humanisme og menneskelighed, i den forstand at den i overvejende grad har fokus på ondskab og dehumanisering, så gør tredje del det ved at skildre en metamorfose fra en menneskelig til en ikke-menneskelig, dyreagtig tilstand. Denne forvandling er allerede foregrebet i de foregående dele, men her er tiden som ”menneskegemyt” og ”mand” for alvor overståede kapitler, idet det fastlåste køn og mennesketilværelsen er erstattet af et liv som (en mellemting mellem) hund, hest, kat, lemur, slange og får.
Glenn Christian skriver på mange måder digte til tiden og tidsånden, hvor netop sådanne spørgsmål vedrørende mennesket, dets position og fremtid har vundet fornyet aktualitet og interesse med filosofiske og litterære strømninger som det posthumane, økokritik og nymaterialisme. At han, som i denne og tideligere udgivelser, formår at gøre det på sin egen ejendommelige facon, er derfor lidt af en bedrift.