I 2016 hævede Fredericia Teater barren for dansk musicalteater med ”Klokkeren fra Notre Dame”. Nu har de med en ny international opsætning af Dreamworks’ tegnefilm ”Prinsen af Egypten” fra 1998 påtaget sig den ambitiøse udfordring at dramatisere den episke bibelhistorie om Moses’ vej mod sin skæbne som Guds udvalgte: fra fødsel og barndom som skødesløs prins, til han frigør sig fra egypternes magt og må kæmpe med sin tro, sin bror og sin gud, gennem sorger og plager, magt og mirakler – til han endelig kan lede de hebraiske slaver over Det Røde Hav.
Portrættet af Moses forløses karakterstærkt af det unge kæmpetalent Diluckshan Jeyeratnam. Broderskabet mellem ham og Ramses er den bærende søjle, der holder taget oppe i denne smukke, men uventet ufarlige, knap velspillede og dramatisk tunge opsætning.
I sin scenografiske repræsentation af ørkenlandskaber, Guds åbenbaringer og Moses’ mirakler er ”Prinsen af Egypten” mere ydmyg og analog end storslået. Vi er ikke omsluttet af digitale skærme, der indhyller os i et 3D-landskab, men må – stort set – ”nøjes” med luftige projiceringer på en skyformation i loftet og en skråhævet klippegrund. Her bliver landskabet levende med seks voldsomt agile dansere, der sammen kan tage alle former: to galoperende stridsvogne, en hvirvlende og blødende Nil, en brændende busk. Det er et elegant greb, fuldt af korporlige overraskelser.
Ingen premiere i Fredericia uden sensationer. Sensationen denne gang er blandt andet forestillingens internationale Broadway-hold og eksportværdi, der kan trække dansk musicalteater i nye retninger. ”Prinsen af Egypten” spillede på engelsk til verdenspremieren den 6. april og kan stadig fanges på engelsk på udvalgte datoer.
Men en sprogbarriere er ikke sådan lige til at krydse. Det primært dansktalende ensemble kæmpede med at få tungen rundt om de engelske replikker og skabte en uhensigtsmæssigt stor distance til deres publikum med utydelig diktion og overstyret spil. Det dog med undtagelse af amerikanske Jason Gotay som Ramses og Diluckshan Jeyeratnam som Moses, der også kan eje en scene på klingende kyndigt amerikansk.
Der var – ikke overraskende – en verden til forskel, da vi mødte spillerne på deres modersmål til den danske premiere forleden. Her var nærvær, nye karakterdybder og mere selvsikkerhed. I resten af spilleperioden kan publikum nyde den danske Reumert-vinder Lars Mølsted som en sympatisk Ramses, en ægte broderfigur uden dæmoni, fuld af løssluppen energi og humor. Det er en velkommen tilføjelse, der gør den til tider dødsdystre fortælling spiselig for et moderne teaterpublikum.
Stephen Schwartz’ kompositioner er ikke uden ørehængere, men befinder sig på den noget sikre side af det klassiske musicalspektrum – med mange storladne karaktersange, der finder vej til Moses og Ramses, når de ikke længere kan bære deres byrder. I flere forunderlige duetter excellerer de to hovedpersoner med fløjlslækre stemmer og skøn samklang. Men i en ørkentung anden akt stables balladerne oven på hinanden én efter én, uden afbræk, til et punkt af overmæthed – hvor man trættes og blændes af bare højdepunkter. Her mangler dramatisk balance.
De små hår rejser sig, når det store ensemble sætter ind med overdådige tonearrangementer. ”Befri os nu,” messer hebræernes kor dybt klagende – hvert smæld med pisken et nik til prologen fra ”Les Misérables”. Herligt ironiserende er de også i den tempofyldte ”Én af os”, og den dramatiske kulmination kommer med hittet ”When You Believe”, lige inden Moses trækker sin stav og deler salens vande.
De dramatiske svagheder til trods er ”Prinsen af Egypten” endnu en stor teateroplevelse, ikke mindst tak til de to altoverskyggende gode hovedroller. Hver især formår de at blotlægge menneskene bag Moses og Ramses og de ofre, de må lide for troen og for en højere sammenhæng. Hermed tager Fredericia Teater et ambitiøst skridt i retning af at skabe nye episke musicalfortællinger på linje med de store klassikere.