Den danske kunsthistorie kan fortælles på mange måder. Derfor er enhver kunstudstilling også en fortolkning. Sammensætningen af værker er i sig selv en fortolkning. For det enkelte værk fortæller selvfølgelig en ny historie, hver gang det hænges op ved siden af et andet værk. Og udvalget af de vigtigste værker i en stor samling er naturligvis også en fortolkning. For de fleste store museer viser kun en lille del af deres samlinger frem. Resten findes i kælderen som et stort klædeskab med tøj, der sjældent bliver vist frem.
Men nu er kunsthistorikerne på Statens Museum for Kunst gået hele deres samling igennem for at præsentere den på en ny måde og fortolke samlingen ind i samtiden.
"Der er tradition for, at samlingen bliver ophængt på en ny måde for hver generation, der går," forklarede museets direktør, Karsten Ohrt, ved et pressemøde i går og tilføjede, at han som ny direktør også havde haft lyst til at sætte sit præg på samlingen.
Men genophængningen af museets faste samling har involveret alle museets ansatte gennem de seneste to år. For det omfattende arbejde med at genophænge 1500 værker svarer til at skabe flere store særudstillinger, forklarede han.
Statens Museum for Kunst huser Danmarks væsentligste samlinger af kunst, og en af museets vigtigste opgaver er netop at aktualisere denne billedkunstneriske kulturarv. Og med en fondsstøtte på 15 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Det Obelske Familiefond er det blevet muligt for museet at præsentere 700 års kunst i, hvad museet selv kalder "tidssvarende og formidlingsstærke rammer, der gør kunstens historie fra den tidlige renæssance til i dag stadig vedkommende".
I løbet af det næste år åbner to faste udstilling om den moderne kunst og den europæiske kunst, mens museet allerede fra på lørdag slår dørene op for to nye faste udstillinger, der henholdsvis dækker "Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900" og "Fransk Kunst 1900-1930".
Museumsinspektør og seniorforsker Henrik Holm har vist Kristeligt Dagblad rundt i den ældre danske og norske kunst, der i modsætning til tidligere er kronologisk opbygget, så det føles, som om man vandrer gennem kunsthistorien med 400 værker fra 1750 til 1900. Men udstillingen peger netop også frem mod i dag ved at blande de gamle værker med enkelte samtidskunstværker og ved at inddrage forskellige digitale formidlingsformer.
Man kan for eksempel få en digital rundvisning i hele udstillingen på en stor interaktiv skærm, der er indbygget i et bord, så man med et fingertryk gennem tekst og videopræsentationer kan komme tættere på det værk, man vil vide noget om. Samtidig er museets digitale formidlingsprojekt "Kunsthistorier" nu også inviteret indenfor på selve museet, så man kan få en digital dannelsesrejse omkring et af Eckerbergs værker. Og på samme måde har man mulighed for at lytte til historierne bag værkerne i de rum, der er udstyret med hovedtelefoner.
Som noget nyt har museet også oprettet et tegnerum, hvor man kan lære at se bedre på værkerne ved at tegne de skulpturer, der er opstillet i rummet, hvor en film med en professionel tegner kører i baggrunden. På den måde har museet også skabt rum for interaktion for museumsgæsten.
Men selvom museet nu også har fundet tegninger frem fra guldalderen, er det stadig først og fremmest malerierne, der bærer "Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900", der nok forløber kronologisk, men også er delt tematisk op under overskrifterne "Identitet" og "Andethed". Den første del afspejler den traditionelle danske kunst, som Henrik Holm kalder den "visuelle nationale hukommelse", mens den anden del giver plads til en del af de kunstnerne, der ikke passede ind i samtiden, fordi de var "fejlkønnede", for eksotiske, homoseksuelle, tysk inspirerede eller bare ude af trit med tidsånden eller datidens smagsdommere. Og det giver derfor god mening at begynde udstillingen der, hvor de udenlandske professorer på Kunstakademiet blev sendt hjem igen.
"Kunstakademiet startede under enevælden, men så kom borgerskabet frem og overtog gradvist posterne på Kunstakademiet, mens man fik gennemført en lov, så folk af udenlandsk herkomst ikke længere kunne besidde høje poster på Kunstakademiet," forklarer Henrik Holm og fortsætter:
"Den første danske professor på Kunstakademiet var Jens Juel, så ham har vi givet en særlig plads, mens resten af udstillingen er organiseret efter de danskere, der overtog positionerne på Kunstakademiet og kom til at styre det danske kunstliv," siger Henrik Holm, inden han leder os gennem udstillingsrummene, der både er præget af store danske malere som Nicolai Abraham Abildgaard og dansk malerkunsts fader, C.W. Eckersberg, men som noget nyt også af deres elever, så man forstår, at de har sat spor i kunsthistorien.
Christen Købke, der var elev af Eckersberg, fylder selv en del på udstillingen, fordi han i eftertiden er blevet et billede på danskhed som den lille glemte maler, der malede det lille glemte land.
"Han malede ofte sin egen have, og det blev typisk dansk efter alle nederlagene i krig og statsbankerotten i 1813. Vi passer os selv, men han fangede også tidsånden ved at male danske symboler som Dannebrog og folkedragter på sine malerier."
Danske kunstnere, der ville leve af deres kunst i kølvandet på de mislykkede Napoleonskrige i begyndelsen af 1800-tallet, måtte også lære at male danske motiver. Og i takt med den danske demokratibevægelse blev bøgeskove for eksempel et yndet motiv, fordi bøgetræerne symboliserede det nye fremvoksende demokrati, mens egetræerne blev et symbol på den gamle tid under enevælden, hvor egetræerne blev fældet for at skaffe træ til den danske flåde, inden den satte det hele over styr, så der i stedet kunne vokse noget nyt frem, fortæller Henrik Holm.
"Nogle fangede bare ikke tidsånden. Det er Dankvart Dreyer et eksempel på. For selvom han i princippet gjorde, som man skulle ved at male danske landskabsbilleder, malede han egetræer, og det faldt ikke tidens smag, så han måtte opgive sin karriere og endte som en fattig husmand på Fyn."
Andre malere blev ligefrem udelukket i samtiden, fordi de ikke malede dansk nok, selvom de var uddannede i København. Det gjaldt for eksempel Caspar David Friedrich, der i stedet blev tysk nationalmaler, mens Johan Christian Dahl heller ikke blev anerkendt i Danmark, men i stedet blev nationalmaler i Norge.
Til gengæld kan man nu finde dem på Statens Museum for Kunst sammen med flere kvindelige malere som Elisabeth Jerichau Baumann og Holga Reinhard, der var oversete i samtiden, men nu er blevet fundet frem fra kælderen eller udlånt fra andre museer.
Et andet eksempel på "Andethed" er malerier, der har tydelige homoseksuelle motiver.
"Man regner for eksempel med, at Kristian Zahrtmann var homoseksuel, og det kan være en del af baggrunden for, at han ofte malede meget mandige kvinder," forklarer Henrik Holm og peger på et Zahrtmann-maleri med et motiv af en bredskuldret Leonora Christina, inden vi kommer gennem de mest moderne værker i den udstilling.
Og der er nok at komme efter på Statens Museum for kunst. For samtidig med åbningen af udstillingen af ældre dansk og nordisk kunst slår museet også dørene op for en ny præsentation af moderne fransk kunst, hvor man blandt andet kan opleve værker af kunstnere som Picasso, Braque, Modigliani, Derain og ikke mindst Matisse, der senere kommer på særudstilling på museet. Den 26. november gælder præsentationen "Europæisk Kunst 1300-1800", og den 31. marts 2012 bliver samlingspræsentationerne komplette med "Dansk og International Kunst efter 1900".
