Kulturredaktionen anbefaler: Find gamle digte, ny musik og kloge samtaler på nettet

Kulturlivet ligger øde hen, men der er masser af kultur i digital form. Kulturredaktionen guider gennem den voksende skov af digitale muligheder

Kulturredaktionen guider og anbefaler digitale tilbud.
Kulturredaktionen guider og anbefaler digitale tilbud. Foto: Wavebreakmedia Ltd/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

Samtale om USA, der tager sig god tid

I en tid, der er præget af hurtige skænderier på de sociale medier, går dagbladet Information den modsatte vej. I podcast-serien ”Langsomme samtaler” interviewer chefredaktør Rune Lykkeberg førende intellektuelle om kultur og politik og tager sig god tid til det. Forleden handlede samtalen om USA’s kulturelle dominans i Vesten efter Anden Verdenskrig, hvor amerikansk populærkultur – jazz, Levi’s, Beat-forfattere og Hollywood – indtog også lille Danmark. Den inviterede samtalepartner i dette afsnit var kulturforsker Louis Menand fra Harvard Universitetet, som er aktuel med en 700 sider lang bog om emnet.

En pointe fra samtalen var, at USA’s dominans blev så massiv, fordi alle 68-oprørerne, der ellers var imod det etablerede politiske system, overtog nøjagtig samme ideologiske syn på USA, som deres modstandere havde: USA som frihedens og mulighedernes land hævet over alle andre nationer. Modkultur og etableret kultur løb sammen i en kraftig cocktail, der i årtier efter krigen gjorde amerikansk kultur altdominerende. De langsommme samtaler med førende tænkere kan høres gratis her.

Nye digte fra gamle dage

Tidsskriftet Hvedekorn, stiftet i 1920 under navnet Klinte, er Danmarks ældste rene litterære tidsskrift. Det er hér, digtere som Bodil Bech, Jens August Schade, Gustaf Munch-Petersen og Frank Jæger fik publiceret nogle af deres helt tidlige værker. En overgang i 1930’erne hed Hvedekorn også Vild Hvede – det hed det for eksempel, da Tove Ditlevsen sprang ud som digter i bladet i 1937.

Det er nok ikke ret mange, der har de gamle udgaver liggende i en bunke derhjemme. Men på Instagram-profilen hvedekornpoesi lægger redaktionen (for tidsskriftet eksisterer endnu!) løbende de ”nye” digte fra gamle dage ud, så man frydes over den snublende, svulmende pen, en nu for længst velkendt digter skriver med: Som slutlinjerne i Gustaf Munch-Petersens ”Hilsen” fra 1933: ”Jeg hilser jer/ jeres blir hånlatteren/ jeg skal kende min elskedes dør/ engang.”

Mød forskerne hjemme i stuen

Hvad siger du til at blive klogere på, hvordan hjernen fungerer, og hvordan du selv kan træne den? Eller hvad med at finde ud af, om det mon er Paulus, der har svarene på nutidens identitetspolitiske spørgsmål? Begge muligheder er kun et klik væk, for mens coronapandemien har gjort det umuligt at gå til forelæsninger i det fysiske rum, så har Folkeuniversitetet gjort det muligt at følge en række spændende oplæg fra førende eksperter via livestreams på din computer eller mobiltelefon.

Lyder det som noget for dig, så gå ind på Folkeuniversitetets hjemmeside og se, hvordan du tilmelder dig. De fleste foredrag er gratis at følge, og det føles skønt igen at kunne suge ny viden til sig fra mennesker med noget på hjerte – og hjerne.

Vestjysk sangglæde på facebook

Den danske fællessang har som bekendt fået en ny opblomstring under coronakrisen, og det er ikke kun Johannes Langkilde og Katrine Muff, der hver fredag sidder klar ved klaveret og synger sammen med hele Danmark i den bedste sendetid på DR 1. Overalt på nettet skyder små sangudsendelser frem på de sociale medier, hvor danske musikere livestreamer sang for at opdyrke fællessang i de danske hjem.

En af de private, danske sangfugle, der er værd at lytte til på Facebook, er sangerinden Sanne Bendtsen, der til daglig er lærer på Sdr. Bork Efterskole i Vestjylland. Stort set hver aften sender hun også live fra sin stue i Nr. Nebel via sin facebookprofil, hvor hun også læser livsbekræftende lyrik op, ofte et gruk af Piet Hein, inden hun synger både nye og gamle sange fra den danske sangskat med godt humør og en dejlig stemme, som man kan finde på hendes facebook-profil.