Det er sådan et fænomen, man kun ser i ”meget søstærke kulturer”, siger Mikkel Leth Jespersen. Alligevel havde søfartshistorikeren ikke regnet med at finde det så udpræget i lille, sønderjyske Aabenraa: Kvinder, der sejler med deres mænd ud på havet. Og ikke bare et par sømil ud og så tilbage til hjemmet, børnene og kødgryderne, nej langt, langt væk: Til Shanghai, Rangoon, Hongkong og Cap Horn.
”Jeg har fundet cirka 80 eksempler på sønderjyske kaptajnsfruer, der er sejlet med deres mænd på langfart i 1800-tallet, og 50 i Aabenraa alene. Det må siges at være et ret dominerende fænomen hér, og det er sjældent set på verdensplan,” siger Mikkel Leth Jespersen, der til daglig er ansat som museumsinspektør ved Museum Sønderjylland.
Det var nogle lidt sære fødesteder i kirkebøgerne, der førte til opdagelsen: Aabenraaborgere født ”i Hongkong”, ”i Shanghai” eller bare koordinaterne for en bestemt position på havet, med bemærkelsesværdige for- eller mellemnavne: ”Madagask” eller ”Brasilia” for eksempel.
Historien om kaptajnsfruerne indgår i et nyt, stort tobindsværk, som Mikkel Leth Jespersen er medforfatter til; ”Sønderjysk søfart”, der bevæger sig fra oldtiden over 1700-1800-tallets storhedstid og frem til i dag, hvor søfarten er minimal i forhold til tidligere.
”Det er en relativt ukendt historie, at søfarten har spillet en så stor rolle i Sønderjylland, som den har. Du kan ikke forstå landsdelen uden også at forstå søfarten og dens betydning for byernes udvikling. I forhold til forbindelserne til resten af verden er det i en lang periode kun København, der kan være med på samme niveau,” siger Mikkel Leth Jespersen.
På havet siden vikingetiden
Før vi skal på langfart med de kvindelige briller på, må vi lige en tur tilbage i tiden. Og for en god ordens skyld: Sønderjylland må, historien taget i betragtning, tolkes bredt. I hvert fald giver det god mening at se på, hvad der sker syd for den nuværende grænse, hvis man vil forstå egnen til fulde.
Allerede i oldtiden var man godt sejlende, det vidner arkæologiske fund som den 23 meter lange Nydambåd, der er fundet nær Als, om. I nordtyske Hedeby, én af de største bebyggelser i hele Norden i vikingetiden, er der ved udgravninger blandt andet fundet havneanlæg, skibskister og resterne af større handelsskibe, der formentlig har sejlet så langt som til Rusland, fortæller Mikkel Leth Jespersen.
Da de sønderjyske byer, der senere blev til købstæder, Tønder, Aabenraa og Haderslev, opstod nordpå omkring 1100-1200-tallet, var det på basis af søfarten; skibe, der sejlede ind og ud ad fjordene og for Tønders vedkommende op og ned ad Vidåen:
”Man henter luksusvarer, man ikke har i området, og transporterer det ind til handelspladser, hvor man bytter lokalt. Det er sådan, byerne bliver til,” fortæller Mikkel Leth Jespersen.
I middelalderen blev Flensborg og Husum, der i dag ligger syd for grænsen, dominerende havnebyer i Norden, og i 1500-1600-tallet lå der lige så mange skibe hér som i København. Men så ramte Trediveårskrigen Europa, og i Danmark rasede Svenskekrigene i 1600-tallet.
”Tropperne marcherer op gennem Sønderjylland, de har pest med, og jeg ved ikke hvad. Søfarten lider et knæk og skal bygges op igen i anden halvdel af 1600-tallet. Men fra slutningen af 1600-tallet og frem begynder søfarten at spille en ekstremt stor rolle i Sønderjylland. Byerne udvikler sig op gennem 1700-tallet, Aabenraa fordobler sit indbyggertal fra cirka 1300 til over 3000, og det ser man altså ikke andre steder i Danmark efter Svenskekrigene. En by som Aarhus står helt stille i den periode,” siger Mikkel Leth Jespersen.
Blandt de bedste skibe i verden
Netop som der var fuld vind i sejlene, bogstaveligt talt, ramte Englandskrigene først i 1800-tallet. Og sejlede man ud i den periode, kunne man regne med at få sit skib taget. Men også disse krige fik en ende i 1814, og den absolutte storhedstid for sønderjysk søfart kunne begynde.
”Der har vi Aabenraa og Flensborg, der ligger og konkurrerer med hinanden indbyrdes som søfartsbyer. I Flensborg satser man på kolonihandel og sejler udelukkende på Dansk Vestindien. Man etablerer sukkerraffinaderier og romhuse, som også i dag er noget af det, byen er kendt for,” fortæller han.
I Aabenraa længere mod nord var de søfarende lidt mere eventyrlystne:
”Her handler det simpelthen om at komme ud i verden og få gang i noget handel. I første omgang sejles der på forskellige sydamerikanske områder. Da Portugal mister Brasilien, bliver der mulighed for at forsøge sig med dansk handel i byerne langs kysten. Man henter kaffe fra Brasilien, det går godt, og man får brug for flere skibe. Man får gang i en omfattende værftsindustri med træskibe, der sejler hurtigt og beskytter varerne godt. Aabenraa-skibene kan konkurrere med de bedste på verdensmarkedet,” fortæller Mikkel Leth Jespersen.
Fra Aabenraa blev der ikke kun sejlet til Brasilien, men også til Argentina og rundt om Chiles Cap Horn, op langs den sydamerikanske vestkyst og videre over Stillehavet til Kina.
Det var sønner af gårdmænd fra det rige opland Løjt nord for Aabenraa, der lod skibene bygge, og som siden sejlede ud som kaptajner. Mandskabet, styrmænd, bedstemænd og skibsdrenge blev også hentet fra gårdene på egnen.
I dag er de velbevarede ”kaptajnsgårde” fra 1800tallet på Løjt Land det levende udtryk for den velstand, der blev bragt hjem. Og på halvøen Kalvø ved Genner Bugt står værftsejerens bolig samt medarbejderboligerne fra det værft, der i 1850’erne byggede rigets allerhurtigste sejlskibe, Jørgen Bruhns værft, også stadig.
Ægteskabets mulighed
Det er her i 1800-tallets Aabenraa og omegn, vi møder Dorothea, Helene, Marie, Albertine, Johanne og Elisabeth, kaptajnsfruerne. Kvinderne sejlede ud med deres mænd (eller kommende mænd, for enkelte blev også gift på kysten), og det gjorde de af flere grunde.
”De her rejser var lange rejser, som kunne vare i årevis. Vi har en kilde, hvor en læge beskriver et besøg, han har haft hos en kaptajnsfamilie i Løjt. Konen er utilfreds, for manden har kun været hjemme i to-tre uger, og nu skal han af sted igen,” fortæller Mikkel Leth Jespersen.
Måske har der været et element af, at kaptajnsfruerne ville forhindre deres mænd i at indlade sig med alt for mange fremmede kvinder i fremmede havne. Det var – trods alt – relativt almindelig praksis. Men et langt vigtigere motiv har været, at man som nygift ægtepar havde lyst til at tilbringe tid sammen, siger Mikkel Leth Jespersen.
”Selvom ægteskaber dengang var mere praktisk prægede, end de er i dag, havde man også en forestilling om, at man skulle leve sammen, og man skulle have børn. Så for kaptajnerne og deres hustruer var det den mulighed, ægteskabet havde.”
Kaptajnsfruerne havde egentlig ikke nogen funktion om bord. Og dog. For især for eftertiden har kaptajnsfruerne vist sig at være helt essentielle, siger han.
”Det kedelige og trivielle er, at de ikke er en del af besætningen. De kan læse, de kan sy. Men dér, hvor det bliver interessant, er, at en del af dem sætter sig til at skrive dagbog over rejserne. Og det betyder jo så, at vi for første gang i dansk søfartshistorie får et indblik i hverdagen på de her sejlskibe,” siger han.
De mandlige besætningsmedlemmers og kaptajnernes optegnelser til søs er som regel ret kedelig læsning, siger han.
”De ser det som en forretning, så det kildemateriale, vi har fra mændene, er regnskabsbøger, proviantlister og den slags. Hvis det går vildt til – lidt optegnelser over vind og vejr. Men i kvindernes dagbøger ser vi det sociale liv på skibene og i havnene beskrevet, og vi følger kvindernes tanker om alt det, der sker.”
Skibsdreng over bord
Noget af det, der står i dagbøgerne, er ret trivielt, siger Mikkel Leth Jespersen. Men der sker også dramatiske ting.
Elisabeth Catharine Schmidt fra Vonsbæk ved Haderslev var gift med kaptajnen på skibet ”Union” og rejste til Sydamerika i 1849-1850. I dagbogen fra rejsen, der har overskriften ”Dag bog over min sø-rejse ombord på skonnert brik Union 1849-1850” beskrives blandt andet en barberingsceremoni, som søfolk skal over, første gang de krydser ækvator, den såkaldte Neptundåb. Det gjorde ”Union” den 22. oktober 1849, og to mand om bord måtte smide skægget, den tredje gik fri, hvis blot han gav en omgang. Så blev der drukket ”skåle” – også til kaptajnsfruen – med ønsker om, at hun måtte ”leve længe i fryd og glæde og penge have”.
Den 19. november nåede skibet frem til Buenos Aires, og Elisabeth Catharine Schmidts beskrivelser af byen er fulde af detaljer:
”Jeg var næsten ked af at se paa disse sorte og grimme Mennesker,” lyder det.
Men humøret højnedes øjensynligt ved et besøg i den brasilianske blomsterhave med en anden kaptajn end hendes mand (!):
”Captain Øihgel stjal et par blomster og tog dem under frakken, til vi kom udenfor, gav han mig dem. Jeg takkede ham mange gange for samme.”
Det er dén slags beskrivelser, Mikkel Leth Jespersen virkelig finder interessante:
”Der er mange gode beskrivelser af miljøerne og livet ude i havnebyerne. Man skal forestille sig, at et hurtigt Aabenraa-skib tager tre måneder om at nå frem. Tre måneder med mænd, de samme mænd. Og så kommer man derud og møder andre søfolk, ofte nogle, man kender hjemmefra, brødre, fætre og onkler, men også andre kaptajnsfruer. Der opstår et ret specielt socialt miljø i havnene, hvor kvinderne besøger hinanden på skibene,” fortæller han.
I december 1849 blev det alvor for besætningen på ”Union”, da skibsdrengen Carl faldt over bord ud for Buenos Aires og forsvandt i bølgerne. Elisabeth Schmidt skriver i dagbogen, at en kaptajn fra et andet skib kom om bord samme dag, som ulykken var sket:
”(...) blev dog lidt glad derved. Han trøstede mig også og sagde, at jeg måtte slet ikke tænke derover, da det nok var Guds styrelse, ellers havde han nok bleven reddet.”
Kaffe og samurairustninger
Rejsen sluttede i september 1850 efter endnu mere ulykke og flere dødsfald blandt besætningsmedlemmerne som følge af pest. I rejsens sidste måneder var Elisabeth Schmidt utilpas – hvilket lod sig forklare med, at hun var gravid i femte måned ved hjemkomsten. Sønnen fik navnet Atlant. Han blev det første barn ud af seks, hun fødte, før hun blev enke, da hendes mand blev fundet død på sit strandede skib ud for en hollandsk ø.
En del børn er blevet født af kaptajnsfruerne på havet (der er endda eksempler på andengenerationskaptajnsfruer), men i store træk var livet til søs dengang svært at forene med alt for mange børn, siger Mikkel Leth Jespersen.
”At føde et barn undervejs har været særdeles farefuldt. Det går godt i de fleste tilfælde, men der er også fødsler, der går galt. Men generelt er det ikke mere end en, to, tre børn, de får på havet, så bliver det for meget, og så går de i land. Så bliver de derhjemme, mens manden sejler videre.”
I Flensborg var handelen med Vestindien stilnet af omkring slavernes frigivelse i 1848. En anden vigtig grund til, at langfarten ophørte her, var, at der nu blev dyrket sukkerroer herhjemme. I Aabenraa var det slut med langfarten omkring 1890’erne.
Træskibsværfterne lukkede, og dampskibene tog over, kun en enkelt skibsreder med efternavnet Jebsen fortsatte langfarten fra Aabenraa. Fjerde generation af Jebsen-familien, Hans Michael Jebsen, driver i dag sin milliardvirksomhed fra Hongkong, men har stadig et nært forhold til hjemegnen, hvilket blandt andet ses ved, at han har postet store pengesummer i istandsættelsen af historiske huse og bygninger i og omkring Aabenraa. Blandt andet kaptajnsgårde.
De sønderjyske havne er i dag gået over til at være den slags, der kendes fra mange andre danske byer: Et par kornsiloer, noget nybyggeri og enkelte større skibe hist og her.
Men engang, engang, løb skibene fra Aabenraas mange værfter af stablen her for at sætte ud på verdenshavene efter fragter: kaffe, te og portvin, og hjembragte fortællinger om fjerne lande og sære souvenirs: samurairustninger og afrikanske stammevåben. Og en kaptajnsfrue skrev i sine erindringer:
”Dengang vi var børn, kendte vi Kinakysten bedre, end vi kendte Aabenraa.”
Dén historie er vigtig at få fortalt, slutter Mikkel Leth Jespersen.
”Alene det, at der inden for en 30-årig periode er over 50 kvinder, der sejler med deres mænd ud, og med stor sandsynlighed flere, viser, hvor omfattende søfarten var. Men det viser også en stor fortrolighed med søfarten: Den indgik i hele samfundet, og man var ikke bange for det fremmede, for at sejle ud og møde noget nyt.”