Det er en næsten umulig opgave, han stiller sig selv i ”Vesten mod Vesten” (Informations Forlag). Men det er de færreste, der ville kunne løse den bedre end ham. Således vurderer den ene chefredaktør den anden i Politiken, hvor Christian Jensen har valgt at anmelde Informations Rune Lykkeberg, der leverer ”en original og boblende kulturanalyse af Vestens krise.”
Det bliver til fem hjerter ud af seks mulige og følgende konklusion:
”Rune Lykkeberg skriver ud fra en svimlende indsigt i idéhistorie, filosofi og litteratur, hvorfra han formår at trække tråde til tidens politiske bevægelser og ungdoms- og popkulturelle fænomener. Med dette signaturgreb udfolder Lykkeberg et stort intellektuelt vingefang, som kun ganske få i dette land kan gøre ham efter. Det er en forrygende og hæsblæsende læseoplevelse at følge Lykkebergs sammenbrudsfortælling fra Immanuel Kant over Thomas Mann til Michel Houellebecq for at ende hos Harry Potter.”
Rune Lykkebergs signaturgreb så man også i bøgerne ”Kampen om sandhederne – om det kulturelle borgerskabs storhed og fald” (2008) og ”Alle har ret – demokrati som princip og problem” (2012), og denne gang gælder det så hele den vestlige kultur, foranlediget af den krise, der er udløst af valget af Donald Trump til amerikansk præsident, af Storbritanniens farvel til EU og af de nationalpopulistiske oprør i det ene europæiske land efter det andet.
I Kristeligt Dagblad er der fem ud af seks stjerner fra Uffe Østergaard, som bruger ord som ”en spændende bog” og ”et originalt forfatterskab”, og som blandt andet skriver:
”Lykkebergs bog kommer til at blive stående længe. Ikke så meget i kraft af de omfattende idéhistoriske redegørelser som sit beslutsomme forsøg på at forstå oprøret blandt hvide mandlige arbejdere og andre grupper, der har tabt på internationaliseringen og globaliseringen. Det kan i bedste fald føre til en demokratisk kurskorrektion, der måske kan redde det gode ved de vestlige værdier.”
Men så blander der sig en kritisk røst i koret, nemlig Klaus Wivel, der i Weekend-avisen finder, at ”Vesten mod Vesten” imponerer mere for den mængde litteratur og populærkultur, Rune Lykkeberg fortolker, end for de indsigter, han når frem til. Men han indleder dog sin anmeldelse med at ryste roser som ”ivrig fortolker”, ”imponerende overblik” samt ”usnobbet, altædende og højt begavet analytiker” ud over projektet og dens bagmand, inden han kaster sig over risen:
”Sandt er det jo, at Lykkebergs bog minder om de to forrige bøger, også i den forstand, at de lider af samme mangel på analytisk stringens og samme irriterende tendens til at kunne se en sag fra så mange vinkler, at læseren er ude af stand til at finde ud af, hvor Lykkeberg selv står.”
Han mener, at den ramme, Rune Lykkeberg bruger for at skrive om alt, hvad han har i tankerne, er for løs, at der er plads til alt, og at alt – også Radio24Syvs Ghita Nørby- interview, hvis blot det havde foreligget inden bogens deadline – kan læses ind i den strømning af kulturelle tegn, der forklarer det hele. Og så er han heller ikke voldsomt imponeret over konklusionerne, som for eksempel når det gælder, hvorfor amerikanerne kunne finde på at vælge Trump som deres præsident:
”Her er problemet ikke, at forklaringen – at det var en protest mod den kulturelle overklasses foragt for de uuddannede – er forkert. Men efter de adskillige omveje, hans næsten 500 sider lange bog tager, føles det en kende skuffende, at han når frem til pointer, andre analytikere for længst er kommet ham i forkøbet med – også uden at tage denne vældige udflugt.”
I Morgenavisen Jyllands-Posten er Mikael Jalving knap så kritisk, omend hans indvending er den samme:
”Spørgsmålet er, som altid med Rune Lykkeberg, hvor han selv står. Analytisk skelner han skarpt mellem forskellige positioner og afvigelser over tid, ligesom han er en mester i at flette den ene ekskurs sammen med den næste, men han er mindre ferm til at sætte adresse på sit eget ståsted, for slet ikke at tale om at hjælpe de fortabte politikere.”
Der er fire stjerner til Lykkeberg fra Jalving, der mener, at ”Vesten mod Vesten” ville være blevet en international bestseller, hvis forfatteren var kendt uden for Danmark, og hvis han havde skrevet sin bog på engelsk. Han konkluderer:
”Lykkeberg er stærkest, når han udfordrer sine egne tidligere holdninger og intelligent bruger populærkultur som ’Harry Potter’ og ’Hunger Games’ til at vise, at ungdommen for længst er forberedt på det værste, mens ældre generationer hænger fast i liberale myter om fremskridt og selvrealisering, serveret af Hollywood og de urbane eliter i Europas hovedstæder.”
Også Anna Libak giver fire stjerner i Berlingske, hvor hun medgiver, at Rune Lykkeberg er stærk i analysen, omend hun også problematiserer, at han ikke bekender politisk kulør – ”Er han egentlig venstreorienteret på en højreorienteret måde, eller er han i virkeligheden højreorienteret på en venstreorienteret måde?”
Alligevel slutter anmeldelsen i håbefuld stemning:
”Og specielt kan jeg ikke tænke på andre på venstrefløjen, som ville bruge en sådan analyse til at vise, at der kan komme noget godt ud af noget ondt, hvis man tager sin skæbne på sig i stedet for at fortvivle. Ja med tiden måske endda noget bedre. Deri ligger faktisk det mest originale ved Lykkebergs bog: Den tror på fremtiden og på menneskeheden i en kulturpessimistisk tid.”
Og endelig er der endnu en chefredaktøranmeldelse til chefredaktøren, nemlig i Rune Lykkebergs egen avis Information, hvor man har bedt Weekendavisens Martin Krasnik om at gæsteoptræde. Han er i store træk meget begejstret og finder, at Rune Lykkeberg er ”vores generations mest originale analytiker af politik og kultur og har en formidabel evne til at læse aktuelle politiske realiteter såvel som filosofiske og idéhistorie ind i populærkulturens film, tv og litteratur” – men mangler som flere af de andre anmeldere en tydeligere markering af, hvor forfatteren selv befinder sig. For Martin Krasnik opstår problemet, når analytikeren Rune Lykkeberg fortæller om ”eliten” og ”overklassens” fatale svigt og uindfriede løfter om globalisering og økonomisk grænseløshed, men holder de to grupper ud i strakt analytisk arm, som om han aldrig selv har været en del af dem:
”Enhver holdning står lige netop på usikker grund. Enhver beslutning åbner for nye problemer. Og netop derfor er der brug for, at de klogeste i flokken på et tidspunkt bliver færdige med analysen, ser sig omkring, vejer for og imod – og forklarer, hvad de finder rigtigst.”
I ”bogen i tiden” skriver vi hver fredag om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig, aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.