Prøv avisen
Sang&salmer

Gamle salmer har også været nye salmer

Grundtvigs salme ”Alt, hvad som fuglevinger fik” fra 1851 er en ny salme. Det er bare en ny salme, der er blevet ældre. Foto: Kaare Smith

Selvom vi ofte taler om de gamle salmer over for de nye, så er der ingen kløft mellem ”det gamle” og ”det nye”. Der er historie

Når jeg holder foredrag om nye salmer, indleder jeg altid med den samme salme. Jeg introducerer den som en af de allerbedste nye salmer vi har, og så beder jeg folk slå op på nummer 10 i den autoriserede salmebog. Der finder tilhørerne Grundtvigs ”Alt, hvad som fuglevinger fik” fra 1851, og det får ofte nogle til at se lidt undrende og spørgende op fra Salmebogen, for en tekst fra 1851 plejer man ikke betegne som ”ny”. Og skulle det ikke handle om nye salmer? Men nej, der er ikke tale om en fejl, for Grundtvigs salme er en ny salme. Det er bare en ny salme, der er blevet ældre. Det er min enkle, men væsentlige pointe.

Grundtvig var i sine Vartov-år som alle andre præster forpligtet på kun at vælge salmer fra den autoriserede ”Evangelisk-Christelig Psalmebog” fra 1798, men den regel overholdt han heldigvis ikke: Søndag efter søndag var der nye salmer på salmetavlen fra hans egne salmesamlinger, for nye salmer skulle der til, midt i den sang- og salmerevolution Danmark var vidne til fra 1820’erne og de følgende årtier.

Der er flere grunde til at jeg vælger at indlede et salmeforedrag om nyere salmer med denne ældre, nye salme. For det første er det en fantastisk salme, der blandt andet handler om selve salmens væsen: om i fællesskab at drage ånde med sanglyd. Om at vi i tanken og med tungens ord har de allerbedste vinger, som kan løfte vores sang i lovprisning af Gud.

For det andet vil jeg med Grundtvigs salme pege på det kuriosum, at salmen i 1899-salmebogen end ikke er blevet betragtet som en salme, men ”kun” som en ”åndelig sang”. Denne sang kunne synges i hjemmet men var angiveligt ikke egnet til kirkebrug. Deri vil de fleste i dag nok være uenige, og det minder os om, at salmebegrebet er foranderligt: Hvad der engang ikke var salme nok betegnes nu som noget af det ypperste i den danske salmeskat. Derfor skal vi være opmærksomme på, at salmer, der i dag er nye og anderledes, kan pege frem mod fremtidens salmeforståelse mere end tilbage på fortidens.

Jeg bruger også Grundtvigs salme for at understrege den sammenhæng, der som regel er mellem gamle og nyere salmer. Nye salmer skrives sjældent ud fra et modsætningsforhold til de gamle, men de skrives oftest i forlængelse af det gamle arvegods med veneration for fortidens salmefornyere. De nye salmer står på skuldrene af de gamle salmer, ligesom de gamle salmer gjorde i forhold til de endnu ældre salmer. Mens menighederne op gennem tiden har sorteret ud i de gamle, så kun de bedste har fået lov til at blive ældre, står de nye salmer overfor samme proces. Nu er det op til os at synge ind og synge ud, så vi kan finde ud af, hvilke af tidens nye salmer der skal have lov til at blive ældre.

Der er altså ikke nogen væsensforskel på gamle og nye salmer. Der er aldersforskel, og der kan være sproglige, poetiske, temamæssige og teologiske forskelle (hvilket jo netop er grunden til, at der hele tiden skal skrives nye salmer). Men der er ikke tale om to forskellige kategorier af salmer. Selvom vi ofte som noget selvfølgeligt taler om de gamle salmer overfor de nye, så er der ingen kløft mellem ”det gamle” og ”det nye”. Der er historie.8