Gammel idé i ny (usynlig) forklædning

”The invisible man” er en gyser, der trækker på den gamle film ”Den usynlige mand” fra 1933, men H.G. Wells’ gamle idé bruges desværre for snævert

Gammel idé i ny (usynlig) forklædning

H.G. Wells (1866-1946) bliver ofte kaldt en af fædrene til den litterære genre science fiction. Hans kendteste værker er ”Klodernes kamp” og ”De første mennesker på månen”.

I 1897 skrev han romanen ”Den usynlige mand” om en videnskabsmand, der opfinder en metode, der gør ham usynlig. Prisen for den opdagelse er vanviddet og den medfølgende bestialitet.

”Den usynlige mand” blev filmatiseret i 1933 og kan stadig erhverves på dvd. I den film følger man videnskabsmanden ud i forvandlingen og rædslen, der opstår omkring ham.

Den gamle historie er vendt noget om i den nye version – ”The invisible man”. Her følger vi begivenhederne set fra offerets side.

En ung kvinde, Cecilia (Elisabeth Moss), er gift med den rige og dygtige videnskabsmand Adrian Griffin, der er blevet stenrig på udviklingen af optiske instrumenter. De bor uhyre luksuriøst i en smuk villa ved kysten. Den er omgivet af tykke mure og overvågningskameraer. Det er et drømmeslot, hvis det ikke var, fordi Cecilia føler sig overvåget og kontrolleret ud i den mindste detalje.

Lige fra begyndelsen mærker vi den ildevarslende stemning. Hun ligger og venter på virkningen af den kraftige dosis sovemiddel, som hun har givet ham, inden de skal sove. Da han sover dybt, sniger hun sig ud af huset for at møde sin søster, der kommer i bil og henter hende på en mørk skovvej. Da har Adrian opdaget flugten og prøver meget voldsomt at hente hende tilbage.

Så er jagten i gang. Cecilias angst for Adrian tager ikke af, selvom hun skjuler sig. Det hjælper heller ikke på hendes angst, da hun får at vide, at han har begået selvmord, for nu begynder der at ske mærkelige ting omkring hende, som kun hun registrerer.

Er Adrian blevet den usynlige mand, der jagter hende? Tror omgivelserne, at hun er blevet sindssyg? En død mand, der jagter hende!

Den snigende usikkerhed tager til. Det er i begyndelsen ikke uden en vis uhygge og spænding. Bedst er filmen, når den underspiller effekterne, så rører den ved alles lille paranoia. Er der nogen i stuen bag en? Kom der nogen ind? Lod jeg virkelig døren stå åben?

Cecilias paranoia er velbegrundet, men det ved omgivelserne ikke. Begivenhederne bliver dog lidt efter lidt for meget, så uhyggen tager af nede i sofasæderne. Når løjerne bliver for groteske, rører de ikke længere ens naturlige vagtberedskaber, og så bliver man bare mere og mere optaget af, hvornår videnskabsmandens optiske bedrag bliver opdaget, og så er gys-kadencen faldet.

Til slut kan man spørge, hvorfor i alverden man har taget den gamle idé op og brugt den i en så spinkel handling om en gal mand og hans kone. Den idé kunne være brugt bedre og mere uhyggeligt, når man nu vil ændre H.G. Wells idé.