Gammel vin på nye kedler – eller er det omvendt i Viborg?

Mikkel Carls udstilling på Viborg Kunsthal, den tidligere brænderigård, er skabt til bygningen og dens historie

Matisse drømte om, at kunsten skulle være som en lænestol for den trætte arbejdsmand. Sådan ser Mikkel Carl ikke på det, men holder med sin nye udstillingen hele tiden beskueren på tæerne.
Matisse drømte om, at kunsten skulle være som en lænestol for den trætte arbejdsmand. Sådan ser Mikkel Carl ikke på det, men holder med sin nye udstillingen hele tiden beskueren på tæerne. Foto: Viborg Kunsthal.

Østfløjen i Viborg Kunsthal er et stort råt lokale, som man tilmed kan betragte oppe fra en fortløbende balkon. Det er sin sag at udstille i det. Bedst fungerer det, hvis man har et stort greb at gøre godt med, som for eksempel Katja Bjørn havde, da hun forvandlede hele rummet til en strømmende flod.

Mikkel Carl, som netop nu har afløst Katja Bjørn med udstillingen ”Power Floats like Money, like Language, like Theory”, benytter sig også af det store greb.

Midt i rummet har han sat tre store og tre meter høje buede vægge i et materiale, der får beskueren til at tænke på rustent stål. Man går igennem den passage, som disse halvcirkler danner, og man kommer uvægerligt til at tænke Richard Serras enorme skulpturer af rustent cortenstål i kunstmuseet Louisianas park.

 Matisse drømte om, at kunsten skulle være som en lænestol for den trætte arbejdsmand. Sådan ser Mikkel Carl ikke på det, men holder med sin nye udstilling hele tiden beskueren på tæerne. Midt i rummet har han sat tre store og tre meter høje buede vægge i et materiale, der får beskueren til at tænke på rustent stål. – Fotos: Viborg Kunsthal.
Matisse drømte om, at kunsten skulle være som en lænestol for den trætte arbejdsmand. Sådan ser Mikkel Carl ikke på det, men holder med sin nye udstilling hele tiden beskueren på tæerne. Midt i rummet har han sat tre store og tre meter høje buede vægge i et materiale, der får beskueren til at tænke på rustent stål. – Fotos: Viborg Kunsthal.

Men ved nærmere eftersyn er Carls skulpturer slet ikke lavet af let rustne buede stålplader, men derimod af tynde bemalede masonitplader banket op på et stativ. Alle sømhuller er fint stoppet med noget sølvmørk maling, der imiterer svejsninger. Og rus-ten? Den er malet på.

Den tilsyneladende massive port er både en kulisse, en model og et maleri. Man kunne kalde den et simulacrum. Det ord hørtes ofte i 1990’erne, hvor den franske kultursociolog Jean Baudrillard blev oversat til dansk på Kunstakademiets Forlag. Jean Baudrillard tegnede et billede af massemediesamfundet som værende det fjerde simulacrum, en tilstand, hvor det ikke mere er muligt at skelne mellem noget oprindeligt og dets efterligning. Der findes ikke en original bag de uendelige kopier, sagde Baudrillard, og i øvrigt vil vi i dag foretrække det, man kaldte kopien.

Mikkel Carl har selv bragt Baudrillard i spil ved at gøre ham til en del af udstillingen, hvis titel ”Power Floats like Money, like Language, like Theory”, er et direkte citat fra værket om simulacrum-tilstanden.

Mikkel Carls værk ligner noget, vi tror vi kender, men det er noget andet. Værket er et maleri forklædt som skulptur, og for den interesserede er der masser af fine detaljer i form af ekspressive sprøjt og tykke klatter. Men værket gør beskueren usikker, det får en til at standse op og undre sig og tænke videre, hvad er det, han vil med det?

Mikkel Carls værk er skabt specifikt til Viborg Kunsthal, som er en gammel brænderigård. I 1848 var Viborgs mange små bryggerier blevet til tre store, der tilsammen producerede 318.000 potter brændevin (en pot er 0,966 liter).

Dengang stod der tre enorme kobberkedler, der rummede mellem 1000 og 2000 liter, der hvor Carls værk nu befinder sig, og den buede form, han arbejder med, kunne mime kedlerne. Midt i 1800-tallet var brændevinsindustrien en varm industri, man tjente godt, hvis man havde et brændevinsbrænderi. Brænderigården, der i dag er kunsthal, har altså været en stor forretning, et magtens sted, der er flydt mange penge igennem. I dag er det så sted for kunst. Ikke kunst til salg, men som udstillingssted indgår Brænderigården alligevel også i kunstøkonomien, i og med at stedet er med til at opskrive de kunstnere, de udstiller.

Ved nærmere eftersyn er Carls skulpturer slet ikke lavet af let rustne buede stålplader, men derimod af tynde bemalede masonitplader banket op på et stativ. Alle sømhuller er fint stoppet med noget sølvmørk maling, der imiterer svejsninger. Og rusten? Den er malet på.
Ved nærmere eftersyn er Carls skulpturer slet ikke lavet af let rustne buede stålplader, men derimod af tynde bemalede masonitplader banket op på et stativ. Alle sømhuller er fint stoppet med noget sølvmørk maling, der imiterer svejsninger. Og rusten? Den er malet på.

På væggene rundt i rummet hænger nogle rektangulære værker, der mimer det store værk, ved at bue udad. Værkerne er beklædt med spejlfolie påført ”autentiske” ridser. Igen er ens første fornemmelse sådan lidt flad. Man kan ikke spejle sig i selv i disse værker, der lokker med en umiddelbar lækkerhed, som vi kender fra Jeppe Heins spejlværker og yogistiske udsagn om at være lige her, lige nu.

Mikkel Carl smækker på den vis døren i hovedet på beskueren, du vil måske gerne spejle dig i forførende rum, se dig selv sanse, men her er virkeligheden:

”Untitled (You Can’t Stop Reality From Being Real)”. Udsagnet er også et sprog og magtkritisk citat fra hiphopgruppen Public Enemy, der brugte det til at påpege, at det var umuligt at se bort fra raceproblematikken. Sprogets magt er forførende, men virkeligheden kan man slå sig på.

Oplevelsen af Mikkel Carls værker er ret langt fra den lænestol, som Matisse drømte om, at kunsten skulle være for den trætte arbejdsmand. Ikke så snart har man forsøgt at sætte sig i stolen, før den vipper en ud på det rå gulv. Mens man ligger der og ømmer sig, kan man tænke over, hvem der har magt til hvad, og hvad det betyder, at ”magt flyder som penge, som sprog, som teori”.

På væggene rundt i rummet hænger nogle rektangulære værker, der mimer det store værk, ved at bue udad. Værkerne er beklædt med spejlfolie påført ”autentiske” ridser.
På væggene rundt i rummet hænger nogle rektangulære værker, der mimer det store værk, ved at bue udad. Værkerne er beklædt med spejlfolie påført ”autentiske” ridser.