Prøv avisen
Boguddrag

Gandhis barnebarn: Min bedstefar lærte mig, at vi alle har brug for ensomhed

”Han fik mig til at føle, at jeg blev hørt og var betydningsfuld. Hvis børn har din fulde opmærksomhed, når de har brug for det, bliver de bedre til at være uafhængige og alene på andre tidspunkter,” skriver Gandhis barnebarn i ny bogen. Foto: Ukendt/Ritzau Scanpix

Fredsaktivisten Mahatma Gandhi dedikerede mandagen til stille ensomhed. Han mente, at vi som mennesker har brug for at være helt alene for at være fuldt nærværende med andre, men det er svært i en stadig accelererende og digital forbundet verden, skriver hans barnebarn Arun Gandhi i bogen "Vreden er en gave", som udkommer i morgen på Kristeligt Dagblads Forlag. Læs et uddrag fra bogen her

Man behøver ikke at være filmstjerne eller Mahatma for at føle behov for afsondrethed – det er helt afgørende for alle os, der gerne vil have en fornemmelse af, hvem vi er.

Min bedstefar lavede tit sjov med, at der kun var to steder, hvor han kunne finde øjeblikke af stilhed: ashrammen og fængslet. At opretholde den personlige afsondrethed var hans måde at øge sin indre fred på. At finde sit eget sted at trække sig tilbage til er en afgørende faktor i vores travle og ofte overvældende verden. Det behøver ikke at være smart eller moderne. En time i dit eget værelse uden at blive forstyrret er tilstrækkeligt. Eller man kan ligge en time og slappe af på sin seng og skrive tanker ned i en notesbog.

Vi har alle behov for at gøre status over vores liv, meditere og reflektere, hvis vi gerne vil udvikle os som mennesker. Når man har været alene et stykke tid med sine tanker og selvrefleksion, er man klar til at være nærværende i forhold til andre mennesker på en dybere og mere meningsfuld måde.

Bapuji havde udnævnt mandagen til at være stilhedens dag i ashrammen, og den ville han gerne bruge til at samle op på sit arbejde med at skrive. De andre ugedage ønskede han ikke bare passiv stilhed; han var tilhænger af aktiv refleksion og meditation. Han trak sig ofte tilbage til sin spinderok, fordi han syntes, at den fysiske koncentration, der krævedes, gjorde det muligt for ham at fokusere på meditationen. Jeg selv blev ganske god til at spinde, mens jeg opholdt mig i ashrammen, og nogle gange udfordrede jeg Bapuji, så vi kunne se, hvem af os der var hurtigst. Han havde ikke noget imod en god kappestrid.

”Arun vinder nu hele tiden over mig i at spinde”, skrev han muntert til mine forældre.

Selv om jeg nogle gange vendte det til en leg, var den tid, der blev brugt på at spinde og meditere, vigtig for os begge. Jeg kunne godt lide at være stille og kunne tilbringe mange timer i mit eget selskab. I et brev til mine forældre roste Bedstefar denne egenskab:

”At bevare stilheden er noget, vi alle kan lære af Arun.”

Mange forældre tror, at de gør deres børn en stor tjeneste ved at holde dem konstant beskæftiget. De udfylder børnenes tid efter skole med fodbold og tennis, balletundervisning og gymnastiktræning, med klaver- og violintimer. Børnene går fra den ene aktivitet til den anden, men de får aldrig tid til bare at tænke og lege og finde ud af, hvem de er – hvad de netop kan gøre, når de er overladt til sig selv. Alle disse aktiviteter kan være fine nok, men forældre bør også tænke på at give deres børn den gave, at de indimellem får lov at opleve at være alene.

Mange voksne overtager dette mønster og lever et liv, der er planlagt ned til mindste detalje, og de bryster sig af alt det, de kan nå på en dag, og hvor lidt søvn de får. At multitaske er blevet helt almindeligt, og alt for ofte er det normen, at man lever et forjaget liv, hvor der ikke er tid til at holde pause, reflektere og tanke op. Dette problem har eksisteret i lang tid.

Min bedstefar havde en ven fra Tyskland, som kom på besøg og irettesatte os og sagde, at det var en synd at sove en tredjedel af sit liv væk. Bapuji havde svar på rede hånd:

”Den, der sover en tredjedel af sit liv, øger sin levetid med en tredjedel!”

Bapuji var overbevist om, at vi ikke skal accelerere livets hastighed – tværtimod har vi behov for at leve mere roligt. Computere, smartphones og elektroniske apps har betydet, at alting går hurtigere og hurtigere, og det kan ikke komme som nogen overraskelse, at de fordele, dette medfører, også har en pris. På et splitsekund kan vi komme i kontakt med mennesker, der lever tusindvis af kilometer væk, men de lange, fortællende breve, som vi engang skrev, og som var fulde af detaljer om vores familie og omgivelser, er nu næsten blevet erstattet af korte og praktiske e-mails.

Er der nogen, der for alvor mener, at en kommunikation ved hjælp af emojis vil forbedre de menneskelige relationer og skabe mere forståelse og fred?

På de sociale medier får vi venner og følgere, men relationerne er tit mere skrøbelige, end vi tror. Vi kan ikke opsøge de ”venner”, vi kun kender fra et foto på Facebook, i forventning om at få trøst eller hjælp, og det er ikke sandsynligt, at vi kan overbevise andre mennesker om et vigtigt spørgsmål som for eksempel diskrimination eller tolerance, hvis vi præsenterer vores sag i et tweet. Spredte relationer bidrager ikke til at skabe et mere sammenhængende samfund.

Men det er også forkert at fordømme nutidens teknologi fuldstændigt. Hvis de nye kommunikationsmuligheder bliver brugt ordentligt, kan de skabe positiv forandring. Ved en fredskonference for et par år siden i Berlin sad jeg ved siden af min ven Deepak Chopra. Mens han lyttede til talerne, havde Deepak også travlt med sin smartphone, og flere gange kunne han fortælle den forsamlede tilhørerskare:

”Nu er jeres budskab nået ud til to millioner mennesker.”

Jeg var glad for, at min ven har to millioner følgere på Twitter og andre sociale medier; at tweete om fredsinitiativer er bestemt bedre end mange af de andre måder, sociale medier bliver brugt på.

Jeg ved, at min bedstefar ville have brugt Twitter og Facebook og andre sociale medier, ligesom han i sin tid brugte radioudsendelser til at formidle sit budskab. Men vi kan ikke ændre verden ved at ”like” et opslag. De sociale medier er kun til gavn, hvis de får folk engageret i konkret handling.

Det siges, at det arabiske forår blev organiseret via de sociale medier. Undertrykkelsen var udbredt overalt i Mellemøsten, og da nogle begyndte at rumstere i gløderne, sprang gnisterne. Folk gik på gaden og mødtes ansigt til ansigt og begyndte at skabe den forandring, der efter deres mening var brug for.

Desværre bruges de samme redskaber til at radikalisere folk til ond sindede handlinger. Medierne påstår, at nogle unge arabiske mænd deltager i selvmordsbombeattentater, fordi de er blevet stillet i udsigt, at der er store flokke af jomfruer, der venter dem på den anden side.

Jeg kan ikke forestille mig, at unge muslimer virkelig tror på denne latterlige teori, men kombinationen af undertrykkende regimer, strenge religiøse forskrifter og fordomme i de lande, der har modtaget de unge mænd, har gjort livet så uudholdeligt, at de hellere vil dø. Jeg håber bare, at budskabet om fred – uanset om det udbredes via radio, tv eller Twitter – i sidste ende vil vise sig at være stærkere end budskaberne om had og håbløshed.

Folk har aldrig nogensinde været så forbundne, som de er nu, men nogle gange virker det også, som om de aldrig har været så ensomme. Når jeg rejste rundt med Bapuji, sad vi enten og snakkede sammen, eller vi sad alene hver især med vores tanker. Med andre ord: Enten havde vi direkte kontakt, eller også brugte vi tiden på at nyde vores afsondrethed, kigge ud ad vinduet og bare være os selv. Nu bruger folk hvert ledigt øjeblik på at se på deres smartphones, så de hverken er alene eller oprigtigt forbundet med andre.

Når Bapuji var ude blandt mennesker, inspirerede han dem, skabte kontakt og delte sine tanker med dem. Så trak han sig tilbage til ashrammen, hvor han reflekterede og udelukkende forholdt sig til sig selv og lod sine tanker lade op i stilhed. Jeg har prøvet at lære den teknik med altid at være 100 procent nærværende, hvor jeg er.

Men teknologien kan efterlade os i en mellemtilstand – aldrig i ægte kontakt med andre (fordi vi har for travlt med at kigge på vores telefoner) og aldrig virkelig alene (fordi vi i højere grad sms’er end tænker). Den underverden, som teknologien skaber, efterlader os i en tilstand af utryghed.

Nogle gange ser jeg børn på restauranter eller i en park sammen med deres forældre, som har travlt med deres smartphones. Jeg ved ikke, hvorfor det er så vigtigt for forældrene at sende sms’er til deres arbejdsplads eller en eller anden bekendt lige netop på det tidspunkt. Men den person, der virkelig får en besked, er barnet, der sidder lige der og må erkende, at hun ikke har gjort sig fortjent til sine forældres fulde opmærksomhed.

Det er sørgeligt at iagttage, og jeg tænker på, hvor heldig jeg var at have mine forældres og min bedstefars omsorgsfulde opmærksomhed. Folk rundt om i verden ville gerne høre fra Bapuji, men når han var sammen med mig, var han altid helt fokuseret. Han fik mig til at føle, at jeg blev hørt og var betydningsfuld. Hvis børn har din fulde opmærk somhed, når de har brug for det, bliver de bedre til at være uafhængige og alene på andre tidspunkter.

Bapuji mente, at vi skulle bruge vores tid på at søge efter sandheden – han skrev altid ordet med store bogstaver, fordi han betragtede sandheden som livets mål. Hvis vi bestræber os på at forstå sandheden, vil vi komme tættere på at forstå, hvad livet dybest set handler om. Bapuji indrømmede, at han kun havde set flygtige glimt af sandheden, men han beskrev det som en glans, der var ”en million gange stærkere end solens glans, som vi ser til daglig med vores egne øjne”.

Hvis vi hele tiden lader os distrahere eller er fokuseret på ligegyldige ting, kan vi ikke genfinde noget af det skær. Konformitetens larm overdøver sandhedens stilhed.