Ganger er et dyr, der går i mange retninger. I 2020 gik de helt til tops

De brød lydmuren for to år siden med debutsinglen ”Kometen”. Siden er det kun gået én vej for popfirkløveret Ganger, som senest har udgivet albummet ”Tro”, som af mange anses for årets bedste danske album

Hvis Ganger var et dyr, ville det være et flerhovedet dyr, der kigger og går i mange retninger. Samtidig. Et dyr, der ikke skammer sig over at hive en mariachi-trompet ind i en popsang eller gøre svære hændelser i Nordjylland til abstrakt poesi.

Gangers musik spjætter ud i alle retninger. Den ”flakker som himmellegemer”, hvis man skal citere én af deres egne sange. På den ene side er der en positivitet og melodisk varme og ømhed kendt fra Rocazino og 1980’er-melodier. På den anden side rumsterer en cut-up-æstetik og usentimental skønhed, ja flugt fra de strukturer, man normalt kender fra popmusik. Og pludselig høres forfatteren Charles Bukowskis stemme midt i det hele.

Ankermanden i projektet er 36-årige Thomas Bach Skaarup. Han leverer historierne og skriver teksterne – men de synges i fællesskab. Resten af Ganger er Mille Mejer Djernæs Christensen, Ninna Lundberg og Andreas Campbell, alle 26 år. Og så er der produceren Anders Boll, som kaldes det femte medlem. Med tre vokalister og en trommeslager er det et selvsagt anderledes poporkester end de fleste. Men både anmeldere og publikum elsker Ganger, der senest har vundet talentprisen ved P3 Guld.

På debutalbummet ”Mørk” (2019) skabte Thomas Bach Skaarup historier om sin opvækst i Hanstholm. ”Min stedfar har stjålet et tv,” lød det flerstemmigt på ”Olympisk”. På mange sange slog sorgen flikflak. Noget dybere ulmer i Gangers musik.

På ”Tro”, deres nyeste album fra oktober i år, er det mest de to kvindelige medlemmer, som synger. Sangene udforsker den kvindelige energi.

I presseteksten står der:

”Tro er for troen på kvinden. De, der har været, de, der er, og de, der skal løfte jorden ud af den store katastrofe.”

Albummet er det andet i en trilogi, som hedder ”Mørktropisk”. Halvdelen af teksten i åbneren “Tsunami” er et digt af poeten Nicolaj Stochholm.

Og på albummets sidste nummer, ”Nebula Bat”, møder vi en styrmand, der jagter suset. Og så linjerne:

”Nu gi’r jeg mig selv til dig

min råbende længsel

din dråbe i mængden.”

Nogle af Gangers sange lyder som moderne salmer. De maler med den store mytologiske pensel, når de kalder et nummer ”Morpheusz” og sover og drømmer med ambitionerne uden på tøjet, når de kompromisløst vælger at starte deres eget selskab, Yachtvej.

Ganger skaber komplekse collager af citater, lyde, varme synths, samples, autotune, anekdoter og lydklip med protagonister fra amerikanske B-film. Og store følelser.

Midt i nummeret ”DNA” bryder et brusende kirkeorgel ind. Efter at vi har hørt Thomas Bach Skaarups fars stemme fra en optagelse i Hanstholm, mens faren ligger på sit dødsleje.

Og mellem to sange er det Leonard Cohen, som taler om kvinden og manden. Om at vi rummer forskellige former for magi – som dag og nat, jord og hav, plus og minus, himmel og helvede. Vi er alle de modsætninger, men vi er alle lige:

”Hun udfylder det samme kosmiske sted, som du gør; og du udfylder det samme kosmiske sted, som hun gør. Og så kan der være en udveksling. Så kan der være kærlighed,” siger Cohen.

Og sådan taler Ganger. Med flere stemmer. Avantgardistisk, alvorsfuldt og med poppens altomfavnende blidhed.

Thomas Bach Skaarup vil ikke stå i front, men fordeler hellere sine fortællinger på flere sangere og giver rum til andre markante stemmer. I det rum er der også plads til lytternes egne oplevelser og fortolkninger af musikken.

Lige nu puster det store jungledyr Ganger ud. De har arbejdet intenst på de to albums i over tre år, non-stop. Og da jeg kort før jul spørger til den svære tre’er, og om det overhovedet er en svær tre’er, som kommer til at afslutte ”Mørktropisk”-trilogien, lyder meldingen på Messenger:

”Jeg er ikke bange for det. Der kommer til at gå lidt længere tid denne gang, da vi skal starte helt fra scratch. Og jeg ved ikke præcis endnu, hvad albummets tematik er endnu, udover at det skal hedde ’Pisk’.”

Når Ganger vågner igen, kommer de med nye eventyr. Det er stensikkert. Indtil da kan man vugge til sangen “Morpheusz”:

”Nu blænder du så mig

som et synkende anker

du ka’ stole på jeg er der

finder på dig i tanker

som poler

båndet der spoler”.

Det danske popensemble Ganger taler med flere stemmer. Avantgardistisk, alvorsfuldt og med poppens altomfavnende blidhed. Thomas Bach Skaarup vil ikke stå i front, men fordeler hellere sine fortællinger på flere sangere og giver rum til andre markante stemmer. I det rum er der også plads til lytternes egne oplevelser og fortolkninger af musikken.