Der er jo faktisk ikke noget, der hedder sydamerikansk litteratur, selvom man ofte taler om det, for den enorme verdensdel indeholder lande og forfatterskaber lige så forskelligartede, som Europa gør det.
Men så alligevel. Når man sætter sig med Jorge Francos ”Verden udenfor”, så får man alligevel på fornemmeren, at man genkender et eller andet.
Med priser som The International Alfaguara Prize – den fineste udmærkelse for spansksproget litteratur – og med flere filmatiseringer af hans værker i lommen er den 52-årige Jorge Franco godt kørende karrieremæssigt. Franco er oprindelig filmmand, hvilket skinner stærkt igennem i hans fortællemåde med dens springende dialoger og kulørte sceneskift.
For ”Verden udenfor” har filmiske kvaliteter, og det er på godt og ondt. Romanen dykker ned i Colombias betændte, politiske historie gennem en sand historie fra forfatterens egen hjemby Medellín, hvor en af byens spidser blev kidnappet i 1970’erne.
Den kidnappede hedder i bogen Don Diego; lidt af en type, der elsker alt, der er tysk, for eksempel sin kone Dita, Wagners musik og Hitlers politiske idéer.
Kidnapningen af Don Diego sætter en tsunami af dumheder og passioner i gang, der er nogen, der dør, og nogen, der bliver rige, og bag alting ligger en dyster tåge af ”colombiana” med kriminalitet, 50 års borgerkrig, korrupt politi, stoffer, hemmelig homokærlighed og hurtige penge.
Kidnapperen Abe og offeret Don Diego har i øvrigt en fælles kærlighed; nemlig Diegos skønne, magiske datter Isolda, der går i skoven som en ensom hippie, mens hun leger med fantasivæsener.
Fortællingen er tragikomisk som en shakespearesk forvirringskomedie med myldrende fantasidyr i skovbunden, Olsenbanden-agtige, fumlende forbrydere og vattede helte.
Og gennem det hele løber en strøm af colombianske referencer og poesi, især fra nationaldigteren Julio Flores, som de følsomme forbrydere elsker:
”Livet er godt for den, der lider, og kan holde det ud. Jeg vil skænke dig større lykke, end træernes grønne løv giver rederne, og aftningens røde skyer giver den henfarne dag.”
De poetiske citater og det politiske spor, der bogen igennem kommenterer Columbias blodige historie, gør det til en meget intern, lokal roman, som både giver læseren trang til at læse op på landets historie – og mystificerer lidt, hvis man lige ikke er hjemme i sydamerikansk historie.
Og det bringer igen spørgsmålet frem, om hvorvidt der findes en genre eller kategori, der hedder sydamerikansk litteratur; og om ”Verden udenfor” i så fald er sydamerikansk litteratur?
Svaret er ”nej”, hvis man skal yde det enkelte værk og det individuelle forfatterskab kunstnerisk retfærdighed.
Men det er et stort ”ja”, hvis man kigger på tema, genre og fortælling. Særligt bogens spor af magisk realisme mimer både Gabriel García Márquez og andre store sydamerikanske kunstnere, blandt andet når Isolda får en flok hornede kaniner, kaldet ”Almirajerne”, til at sætte deres hår ude i skoven, uden at bogen løfter et øjenbryn til undren.
Og det er ”ja”, når diktatorer, kriminalitet, kokainhandel, fattigdom og indebrændt længsel after alt amerikansk – fra motorcykler til rock – dukker op og former fortællingen og hovedpersonernes liv radikalt.
Så bogen er for læsere, der gerne vil dykke ned i det mærkværdige, brutale, poetiske og kulørte Colombia sammen med landets nye litterære stemme.