Gavner udstillinger om glemte kvindelige kunstnere egentlig ligestillingen?

Kunstmuseet Louisianas aktuelle udstilling om surrealismens glemte kvindelige kunstnere deler vandene. Debatten taler ind i tidens øvrige politiske uenigheder om repræsentation af køn og forsoning med fortiden

Til venstre Frida Kahlo, Collection of Harry Ransom Center, The University of Texas at Austin, Nickolas Muray Collection of Modern Mexican Art/Louisiana, og til højre ”Selvportræt” af Leonora Carrington – Foto: Leonora Carrington /VISDA 2020/The Metropolitan Museum of Art.
Til venstre Frida Kahlo, Collection of Harry Ransom Center, The University of Texas at Austin, Nickolas Muray Collection of Modern Mexican Art/Louisiana, og til højre ”Selvportræt” af Leonora Carrington – Foto: Leonora Carrington /VISDA 2020/The Metropolitan Museum of Art.

Kampen for ligestilling er fremme igen med en intensitet, som ikke er set siden 1970’erne. Det gælderogså i kulturens verden, hvor temaer om køn, race og diskrimination er højt oppe på dagsordenen. På museer verden over støves historiens glemte kvindelige kunstnere af og placeres i spotlyset uden deres mandlige kolleger.

Men hvad sker der, når fokus flyttes fra kunsten til kønnet? Og er nutidens repræsentation af historiens oversete kvindelige kunstnere vigtig for anerkendelsen og ligestillingen kønnene imellem?

Lige nu handler debatten om det danske kunstmuseum Louisianas aktuelle udstilling ”Fantastiske kvinder”, der åbnede i slutningen af juli. Museet beskriver udstillingen som den første store samlede præsentation af kvindelige surrealister, hvoraf mange hidtil har været overset og glemt, og som en udstilling, der skal vidne om, at kvinder har spillet en vigtigere og mere talstærk rolle i surrealismen end tidligere antaget. Her er det ikke kunstnere som Salvador Dalí eller Joan Miró, som de fleste nok vil forbinde med surrealismen, der får lov til at sætte dagsordenen. De er taget ud af ligningen, og tilbage står deres mindre kendtekvindelige kolleger. Men hvis de kvindelige kunstnere var lige så dygtige som deres mandlige kolleger, hvordan er de så blevet glemt?

Ifølge næstformand for Dansk Kunsthistoriker Forening og redaktør på Kunsthistorisk Bogliste Rasmus Kjærboe er det ikke mangel på talent eller anerkendelse, der har sendt kvinderne i glemmebogen.

”Når vi ser på kvindelige kunstnere fra det, vi kalder den moderne periode,bliver det klart, at rigtig mange af dem faktisk var anerkendt i deres samtid og havde både mulighed for at udstille og skabe kunst. Men efter deres død er de blevet glemt.”

Det har han to forklaringer på. Den første handler om dem, der skriver kunsthistorien, ”de fokuserer næsten altid på mændene”, som han siger. Den anden forklaring placerer han hos kunstmarkedet. Her er de mandlige kunstnere, ”historisk såvel som i dag, ligeledes blevet favoriseret.”

”Med feminismens anden bølge, den der kom i 1960’erne, blev man opmærksom på, at kvinderne historisk er blevet udelukket fra en masse erhverv. Men man var ikke så opmærksom på, hvordan kvinder diskursivt, det vil sige den måde, vi taler om kvinder på, efterfølgende er blevet udelukket fra kunsten gennem historieskrivning. Det er først omtrent med feminismens tredje bølge i 1980’erne, at man virkelig opdager, at der har været masser af kvinder, der har været involveret i produktionen af kunst. Men diskursen har været sådan, at nogen bevidst har glemt dem igen,” forklarer Rasmus Kjærboe.

At kunstmuseer som Louisiana i dag sætter fokus på de kvindelige kunstneres historie og virke, er for billedkunstner Augusta Atla afgørende for, at vi kan ændre det, hun ser som endiskrimination af værker af kvinder.

”Det, at der bliver skabt respekt omkring vores kvindelige ikoner fra datiden, det gør noget ved vores måde at tænke på. Hvis vores hjerne ikke kan varetage den kvindelige kunstner som ikon,kan vi i vores vågne liv ikke agere efter det.”

Augusta Atla peger selv på, at vi allerede har en mandlig arketype.

”Det vil være sundt for hjernen med både en mandlig og en kvindelig. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi laver udstillinger, der har fokus på de kvindelige kunstnere, fordi det er et problem, der til alle tider i menneskets vestlige historie har været der: at kvinderne er dårligt repræsenteret. Det betyder meget, at vi omskoler, for det er stadig majoriteten, for hvem det er chokerende, at kvinder kan være virile, skabende og udøvende væsener,” siger hun.

”Med al den opmærksomhed, der er omkring de kvindelige kunstnere, er det nu, at galleristerne skal blive trænet i at hive deres kvinder frem. Det her er en træningslejr.”

Det er Lisbeth Bonde, forfatter og kunstanmelder her ved avisen, enig med Atla i.

”Så længe der stadig er en kønsskævvridning med hensyn til den kvindelige repræsentation, såvel i kunsthistorien som kommercielt på kunstmarkedet,bliver vi nødt til at fremhæve køn som et væsentligt parameter.”

Historisk set har alle dog ikke set sådan på problematikken. I 1976 nægtede den kvindelige kunstner Georgia O’Keeffe, at deltage i udstillingen ”Women Artists: 1500 to 1950”, der var kurateret af den feministiske kunstkritiker Linda Nochlin. O’Keeffe anså sig selv som værende en af tidens bedste kunstnere og sluttede sin famøse afvisning af med at understrege: ”Gender be damned” (”kønnet være forbandet”).

Det er en udmelding, Kathrine Maria Amann, som er teater- og litteraturanmelder på Kristeligt Dagblad, godt kan forstå. Hun mener, at der ”de senere år er kommet et overdrevet fokus på køn og identitet, ikke bare i kunsten, men i det hele taget”. Hun kalder deten form for ”kønsfanatisme, hvor man tillægger kønnet en alt for stor, altoverskyggende rolle”.

”Noget af det fine ved kunsten er jo netop, at den transcenderer identitetskategorierne og åbenbarer det almenmenneskelige. Det, der binder os sammen,” siger hun.

Kathrine Maria Amann ser derfor udstillinger som Louisianas ”Fantastiske kvinder” som et tilbageskridt for ligestillingen. ”At kuratere rene kvindeudstillinger, som vi ser det flere steder i dag, foreslår på uheldig vis, at der er væsensforskel på kvindelig og mandlig kunst. Det er ikke bare et antikveret kvindesyn, som jeg ærlig talt troede, at vi havde lagt bag os, det vidner også om en fattig kunstforståelse,” siger hun og beskriver tidens tendens som en ”ærgerlig form for Excel-feminisme, hvor det hele skal gå op, før vi har ligestilling.”

Hun uddyber: ”Det er klart, at der er en skævvridning, når det stadig kun er to procent af den kunst, der sælges på auktioner i dag, der er skabt af kvinder. Men jeg mener ikke, at kvoter og rene kvindeudstillinger er løsningen. Jeg synes tværtimod, at det fastholder kvindelige kunstnere i et negativt narrativ, som nogle, der har brug for særhensyn og særlige fordele for at kunne klare sig. Det er at fastlåse kvinden i en begrænsende position som ’køn’, hvor manden får lov at være ’menneske’, kunstner og er defineret af alt muligt andet end sit køn. Han er surrealist, avantgarde, og så videre. Kvinden er til stadighed først og fremmest sit køn – dernæst måske kunstner.”

Ifølge museumsinspektør og kurator på udstillingen ”Fantastiske kvinder”, Kirsten Degel, er det vigtigt for Louisiana at vise de blinde vinkler af historien, som selv erfarne kunsthistorikere først nu er ved at opdage.

”Når man ser på så klassisk et kunsthistorisk stof og en af de væsentligste avantgardebevægelser som surrealismen, og det så viser sig, at der har været 53 kvindelige kunstnere, som aktivt har været en del af surrealismen,bliver det vigtigt at markere, at de kvindelige kunstnere spillede en stor rolle i perioden.”

De kvindelige kunstnere skal ifølge Kirsten Degel frem fra deres mandlige kollegers skygge og skrives tilbage i den kunsthistorie, som de engang var en del af.

”Derfor vælger vi bevidst kun at fokusere på de kvindelige kunstnere fra perioden i en bredt anlagt udstilling. Vi kunne have valgt kun at fokusere på tre eller fire kunstnere og folde dem mere ud, men det gjorde vi ikke. Udstillingen havde selvfølgelig nogle begrænsninger, og derfor valgte vi at fokusere på 34 af de 53 kvindelige kunstnere for at vise, at det ikke kun var et lille appendiks, men at der tværtimod var rigtig mange kvinder, som bidrog til surrealismens billedunivers og tillagde den nye facetter.”

Kunstverdenens kamp for ligestilling er langt fra slut endnu, og spørger man anmelder Lisbeth Bonde ”så bliver vi nødt til at slå på kønsargumentet en tid endnu, indtil begge køn, måske engang om 100 år, behandles lige og har lige vilkår”.

Og noget tyder på, at det virker. De glemte kvinder har fanget vores opmærksomhed. Udstillingen på Louisiana er nemlig, ifølge Kirsten Degel, en succes.

”Der har været stor interesse fra både vores almindelige gæster og fra skoleklasser, der har booket besøg på udstillingen som en del af deres undervisning. Det er vi meget glade for.”

”Gæsterne er meget overraskede og tænker ligesom os: at det kan da ikke være rigtigt, at vi først nu får mulighed for at møde dem. Kvaliteten er jo så høj. Det understreger bare, at det ikke handlede om, at kvinderne ikke var dygtige, eller at de ikke var anerkendte i deres samtid, men at de er blevet glemt og skrevet ud af kunsthistorien, og at der i udstillinger og opslagsværker gentages en forældet kanon. Derfor er det så vigtigt, at vi nu genbesøger materialet, så vi kan få et opdateret blik på perioden. Da jeg lavede udstillingen, kom det også bag på mig, at der fandtes så meget nyt, spændende og anderledes materiale, i en periode som jeg ellers troede, at jeg kendte så godt. Det fortæller, at vi alle har nogle blinde vinkler, som vi skal blive opmærksomme på. Det er virkelig vigtigt,” siger Kirsten Degel.

Tilbage hos anmelder Kathrine Maria Amann møder Louisianas måde at kuratere udstillingen på dog kritik.

”Jeg tror ikke meget på idéen om, at man kan sone fortidens synder med tilbagevirkende kraft, som man forsøger med disse udstillinger. Det gør ingen forskel for kvinderne i dag, og jeg mener, at man havde gjort mere i ligestillingens navn, hvis man havde kurateret en udstilling af surrealister, hvor mænd og kvinder stod side om side, og hvor man kunne se for selvsyn at de er lige dygtige,” siger hun.