DR-serie er gedigen historieformidling, der er værd at se netop i år

DR’s ”Min fars krig” om Besættelsen er et særdeles vellykket eksempel på, hvad en historisk drama-dokumentar kan tilbyde i en historieløs tid

”Min fars krig” dvæler respektfuldt ved det personlige, men bruger det også som trædesten til en mere generel orientering om Besættelsen. Her er det modstandsmanden Georg Christiansen (spillet af Søren Vejby) og datteren Dorthe (spillet af Frida Rønberg). – Foto: Nicklas Glad Korgaard/DR.
”Min fars krig” dvæler respektfuldt ved det personlige, men bruger det også som trædesten til en mere generel orientering om Besættelsen. Her er det modstandsmanden Georg Christiansen (spillet af Søren Vejby) og datteren Dorthe (spillet af Frida Rønberg). – Foto: Nicklas Glad Korgaard/DR.

Der er ikke mange af dem tilbage, de gamle modstandsmænd. Her i 75-året for Besættelsens afslutning og Danmarks befrielse stiller det os over for et akut dilemma: Hvordan fastholder vi den levende erindring om Besættelsen i en tid, hvor denne erindring faktisk er levende i stadig færre personer?

Hvordan forhindrer vi, at erindringen størkner og bliver et stykke tilbagelagt fortid, som nok har interesse for historikerne, men ikke for så mange andre?

Hvis man overhovedet forstår, at vores historie er andet og mere end et emnefelt for de særligt interesserede, men også en livsverden, som vi henter erkendelser fra, ja, så står problemet klart: Hvordan fastholder vi den historie om os selv, der minder os om, at Danmark er noget, vi altid kan miste, og som folk før os har måttet kæmpe for for at beholde – nogle gange med tunge konsekvenser.

I 2020 er svaret på dette blandt andet drama-dokumentaren, som vi også kender fra ”Grænseland”.

Når genren virker, formår den at gøre historien levende for os og lader os leve med i nogle skæbner, som levede i en anden tid og virkelighed end os. DR’s ”Min fars krig” er et særdeles vellykket eksempel på, hvad denne genre har at tilbyde os.

Her møder vi Dorthe Røssell, i dag en ældre dame, men under Besættelsen blot et barn af en kærlig fader, Georg, der samtidig var modstandsmand. Han arbejdede som inkassator for Politiken og var derfor ofte i byen og havde et stort netværk, der gjorde det oplagt for ham at gå ind i Studenternes Efterretningstjeneste og senere distributionen af våben.

”Kan du ikke lade nogle andre kæmpe denne krig,” spørger hans hustru. ”Hvis man ikke kæmper for sit land, mister man det,” svarer han.

Prisen for denne idealisme var høj. Sankthans 1944 blev han hentet. ”Enten er din far tilbage om en time, ellers har jeg stillet ham op ad en mur og skudt ham,” fortalte den berygtede tyskerhåndlanger Ib Birkedal Hansen hende. Herefter gik turen forbi tortur, Shellhuset og videre til koncentrationslejr.

Tilbage i nutiden følger vi på traditionel dokumentarisk vis Dorthe Røssells forsøg på at genopdage historien om sin far. Og fordi det netop drejer sig om hendes far, bliver genopdagelsen også en emotionel genoplevelse, som igen – i kraft af drama-dokumentarens virkemidler – slår ud i en genoplivelse af fortiden.

Den træder frem for seeren i dramatiseret form. Her fortælles ikke blot en historie, den udspiller sig for øjnene af os. Det smukt skildrede forhold mellem far og datter lader os medleve og medlide i denne lille historie i den store.

Det er netop det dramatiske element, der kan få visse mere antikvarisk indstillede personer til at rynke på næsen af en serie som ”Min fars krig”. Faldgruberne i selve genren er da også åbenlyse. Den første er, at dramaet simpelthen ikke virker, at skuespillet er dårligt, eller klipningen ringe. Så snart der dramatiseres, forventer vi, at det, vi ser, kan måle sig med tv-serier og den slags. Heldigvis er dramatiseringen teknisk set meget vellykket i ”Min fars krig”. Der er ikke noget at komme efter.

Men så kommer det næste. Der er et spændingsforhold mellem den nøgterne fremstillingsform, som vi forbinder med dokumentaren, og så den appel til vores følelser og sanser, som dramatiseringer sigter til. Frygten er, at det dramatiske kommer til at underløbe det dokumentariske, således at den historie, vi får fortalt, måske nok virker, men til gengæld fejler, fordi den afgørende viger bort fra fakta. Det er ikke tilfældet her. Små afvigelser, som at Kaj Munk hentes i Vedersø Kirke snarere end i præstegården kan alle leve med. Her digtes med og ikke mod kilderne.

Andre vil så måske opfatte apellen til vores følelser som drivende sentimental. Men dette er helt misforstået. At skære følelserne ud af en fortælling er at halvere den virkelighed, man ønsker at formidle. Så snart historien drejer sig om handlende og lidende mennesker, rummer den også et krav om at formidle glæden, nærheden, kærligheden, tabet og sorgen.

”Fra at være denne lille, glade, trallende pige blev jeg mere stille, mere indadvendt, genert, reserveret,” fortæller Røssel. Et glimt af krigens store konsekvenser for et ganske ungt menneske.

”Min fars krig” dvæler respektfuldt ved det personlige, men bruger det også som trædesten til en mere generel orientering om Besættelsen.

Alene i første afsnit trækkes der på nogle af de fremmeste eksperter på området, Peter Birkelund, Sofie Lene Bak, Morten Thing og Peter Øvig Knudsen, der giver et indblik i den store historie. Vi hører om baggrunden for Besættelsen, det politiske spil mellem samarbejdspolitikere, den rigsbefuldmægtigede Werner Best og regimet i Berlin, Otto Bovensiepen og optrapningen af Gestapos tilstedeværelse i Danmark, jødeaktionen i 1943 og meget mere.

Det er god historie. Det er god formidling – og det er værd at se netop i år.