Gedigne andagter med nye salmer

BØGER: Harald Nielsen tager udgangspunkt i salmebogens nye salmer i sober og nærende andagtsbog

Det er af mange grunde en god idé at udgive en andagtsbog med udgangspunkt i nogle af de nye salmer, som kom med i vores nyeste salmebog. Der var jo røster fremme om, at ingen af de nye tekster holdt vand ved siden af de gamle. Nu kan man selv læse dem igennem og ved Harald Nielsens vejledning konstatere, at der er solid teologi i dem.

I første omgang savnede anmelderen en stillingtagen eller dog en kommentar til salmerne som poesi. For helt ærligt: De er ikke lige gode alle sammen. Men efter endt gennemlæsning må det konstateres, at det i grunden er en styrke ved bogen. For som den er bygget op, er salmeteksterne grundlaget og udgangspunktet for en række meditationer eller snarere refleksioner over den krist-ne tro, som både udogmatisk og jordnært kommer omkring troens indhold og praksis.

Bogen er som nævnt en andagtsbog og altså ikke en debatbog. Harald Nielsen selv foreslår den brugt i en kort liturgisk form, hvor man indleder med at synge eller læse salmen, derpå læser man andagten, og derefter beder man den bøn, som afslutter hver andagt for endelig at runde af med Fadervor. I en tid, hvor åndelighed og spiritualitet også i kirkelige sammenhænge ofte får lidt anstrengte udtryk, er det velgørende sobert - og så sørger Harald Nielsens tekst for at der også er næring i det!

Dispositionen er klar nok. Efter salmeteksten har forfatteren valgt en række verslinjer ud, som dels fastholder salmens forløb, dels giver anledning til en kort prædiken, hvor bibelhistorie, anekdoter og livsvisdom flettes sammen på en måde, der gør, at man som læser hele tiden har lyst til at læse lige en side til. 20 salmer bruger Harald Nielsen, og det må konstateres, at udvalget er nogenlunde repræsentativt, idet både traditionalisten K.L Aastrup og fornyeren Hans Anker Jørgensen er repræsenteret med to salmer hver. Bogen er selvsagt oplagt til sit eget definerede formål: den private andagt, men den vil sagtens kunne finde anvendelse f.eks. i det kristne ungdomsarbejde, for sproget er letløbende uden at være overfladisk. Det er en gedigen bog.

Harald Nielsen: I sang for lysets Gud. Andagtsbog med udgangspunkt i 20 nye salmer fra Den Danske Salmebog 2003. 146 sider. Forlaget Unitas.

kultur@kristeligt-dagblad.dk