Gellerup-teater lader mennesker mødes i kunsten

I borgerforestillingen ”Mørkhed” kan mennesker med forskellig baggrund finde fællesskab i teatret. Stykket, der er et projekt under Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad, spiller i weekenden i Aarhus-forstaden Gellerup

"Mørkhed”, der spiller i Gellerup ved Aarhus på lørdag og søndag, er en såkaldt borgerforestilling.
"Mørkhed”, der spiller i Gellerup ved Aarhus på lørdag og søndag, er en såkaldt borgerforestilling. . Foto: Helle Hansen.

På lørdag og søndag samles 21 kvinder på Eutopia Stage, den tidligere Gellerupscenen, i Aarhus. De er fra 6 til 66 år. De er fra 11 forskellige nationaliteter. Og så er de ikke professionelle skuespillere, men aarhusianske borgere, der har meldt sig som frivillige til borgerforestillingen ”Mørkhed”. Den er en del af projektet Eutopia, som er en aktør i Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017.

Alle kvinder er på scenen i samtlige godt 60 minutter af ”Mørkhed”, og både det og de medvirkendes manglende erfaring med scenekunst har krævet en proces, hvor samarbejde er i fokus.

”Det er i bund og grund meningen med projektet,” siger skuespiller og teaterinstruktør Brigitte Christensen, der står bag forestillingens iscenesættelse og koncept og er kunstnerisk leder for Eutopia.

”På scenen kan de medvirkende mødes på kroppens og sjælens præmisser frem for på deres personlige holdninger. For i teatret kan de finde deres fælles følelser, længsler og håb og finde ud af, at de ikke er så forskellige som mennesker. Noget binder dem sammen.”

Det koncept kalder hun ”teater som byudvikling”. Idéen med Eutopia er da også, at Gellerup i Aarhus, et udsat multietnisk område, der i øjeblikket gennemgår en større byfornyelse, skal være et sted, hvor der er noget kulturelt at samles om.

”Eutopia skal være det kulturelle ben i Gellerups store udvikling,” siger Brigitte Christensen.

Ambitionen er at skabe et center for udforskning af ny europæisk multietnisk kultur. Hvor mennesker fra alle sociale og religiøse ståsteder kan mødes.

”Kulturen kan noget, som meget andet på integrationsområdet måske ikke kan. Det er et spørgsmål om at møde og forstå hinanden. Finde ud af, at der i alle kulturer er noget, der er værd at tage med, og at vi skal finde ind til det, der forbinder os mennesker. Det er kernen i samvær og fred, som måske ikke foregår så meget, som man kan ønske sig, men som vi må hige efter.”

Den aktuelle forestilling, ”Mørkhed”, handler om, at vi mennesker søger hele livet, forklarer Brigitte Christensen.

”Uanset om vi søger meningen med livet eller et bedre liv, så søger vi, og derfor er vi hele tiden på vej. Forestillingens kvinder er på en rejse. Nogle er på vej til Mallorca, nogle er på flugt fra Palæstina og Afghanistan, nogle er på vej til Danmark for at få et bedre liv, nogle skal realisere sig selv. Det drejer sig altså ikke kun om en fysisk vej, men om, at kvinderne er på vej til at finde sig selv. Der er noget eksistentialistisk i det, for vi spørger, hvor vi er på vej hen som menneskehed.”