Avantgarden, sikke et ord. Kunstens fortrop, drømmen om noget fundamentalt anderledes. Den her idé: at vi vender koncertsalen ryggen og lader musikkens frisættende kraft strømme ud i hverdagen, ud i det omgivende samfund. Farvel til alle de institutioner, der gør kunsten til en undtagelse fra dagliglivet; til museerne, operahusene, teatrene. Farvel til konventionerne, goddag til utopien.
Det lyder berusende. Men tror vi stadig på avantgarden? Ikke rigtig, måske. Den blomstrede engang, hvor vi længtes væk fra død og ødelæggelse. Amerikaneren John Cage bad os for 70 år siden om at lytte til 4 minutter og 33 sekunders stilhed, han ville minde os om, at vi ikke kun skal lytte til musik, men til verden omkring os. Lyder den, som vi ønsker os?
I dag taler kulturteoretikere om, at avantgarden er død. Nødvendighedens politik har sejret, vi tror ikke længere for alvor på en helt anden verden. Det lyder egentlig for trist til at være sandt, gør det ikke?
Måske er avantgarden ikke så død, som rygtet siger. Spørg bare københavnske Klang, der kalder sig en ”festival for avantgardemusik” og har mere end ti år på bagen. I weekenden åbnede årets udgave, den sidste med den punkede partiturkomponist Christian Winther Christensen som kunstnerisk leder.
Lørdag ved frokosttid stod jeg således i en gammel sporvognsremise på Enghavevej og tog med de bare hænder imod en isklump på størrelse med en appelsin. Æv!
Et kendetegn ved avantgardens musik i disse år er, at komponister vender sig mod andre sanseindtryk end lyd. I dette tilfælde smagssansen: Den kompromisløse eventyrer Line Tjørnhøj havde sammen med en kok, en kryptokunstner og en programmør komponeret et spiseritual med lydkunst og augmented reality, “SPRING” kaldte hun det.
Isklumpen fik jeg, efter et minuts forfrysning, bugseret ned i et vandglas med grøntsagssaft. Det samme gjorde de ti andre spisegæster. Vi stødte også peber, hakkede purløg og slubrede svampesuppe. Vi var værket, i hvert fald indtil vores udleverede iPhones begyndte at trylle med.
Pludselig dukkede Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretæren i Folkekirkens Nødhjælp, op på skærmen i primitiv gengivelse. Også hun spiste; ja, hun sad faktisk lige foran os, så det ud til. Blandt digitale sommerfugle og blomster, midt i en vegansk utopi. De klirrende og tiltagende spøgelsesagtige lyde, der rejste sig kakofonisk fra telefonerne, var mere teatralske end vores egne frembringelser. Utopien slog revner. Sådan har jeg hverken været til koncert eller på restaurant før.
Aftenen forinden, i det nye Musikhuset København, var musikkens regler også vendt på hovedet. Kollektivet Damkapellet placerede publikum i midten af koncertrummet og opførte ritualistiske stykker rundt om os: en duet for to bratscher med kun én tone, et instrumentalt teater for strygekvintet, shamanistisk vokalkunst med loop-pedal, healende slagtøjssolo og fælles improvisation for ti musikere.
Her var vi tydeligt gæster i en kollektivistisk praksis, der sluttede sig om sig selv. Men vi fik dog et glimt af et musikalsk samvær, der udfordrede gængse ideer om ensembler og værkbegreber.
En kilometer væk, i Frederiksberg Kirke, opførte det ekvilibristiske vokalensemble Theatre of Voices sammen med de fire musikere i Ensemble Stralo et nyt værk af Peter Navarro-Alonso.
“In flagrante delicto”, i flammende brøde, var en dramatisk gendigtning af Gesualdo-madrigaler fra renæssancen. Skønheden var fastholdt, men gennem et prisme af forfald: Utroligt tætte vokalklange skurrede velgørende, atonale mønstre faldt som istapper i klaveret, og strygernes strenge blev udsat for vilde overgreb.
På vanviddets rand var vi måske ikke, selvom lyrikken lod os det vide, men dog derhenad. Rent musikalsk var det højdepunktet i festivalens åbningsweekend.
Klang Festivals kamp for avantgarden er måske ikke altid lige kompromisløs. Er lækre veganerretter og forsigtig kollektivisme et værn mod, at musikken bliver reduceret til forbrugsgode? Ikke nødvendigvis. Men i korte glimt øjner man den der flygtige idé om, at regler kan ændres. At avantgarden lever.
Klang Festival, forskellige scener i København. Til og med lørdag.