Gemmer avantgarden sig i en appelsinstor isklump?

Den københavnske musikfestival Klang har i mere end ti år insisteret på, at kunsten kan sprænge samfundets rammer. Årets udgave begyndte i weekenden

I Frederiksberg Kirke opførte det ekvilibristiske vokalensemble Theatre of Voices sammen med de fire musikere i Ensemble Stralo et nyt værk af Peter Navarro-Alonso.
I Frederiksberg Kirke opførte det ekvilibristiske vokalensemble Theatre of Voices sammen med de fire musikere i Ensemble Stralo et nyt værk af Peter Navarro-Alonso. Foto: Alexander Banck-Petersen.

Avantgarden, sikke et ord. Kunstens fortrop, drømmen om noget fundamentalt anderledes. Den her idé: at vi vender koncertsalen ryggen og lader musikkens frisættende kraft strømme ud i hverdagen, ud i det omgivende samfund. Farvel til alle de institutioner, der gør kunsten til en undtagelse fra dagliglivet; til museerne, operahusene, teatrene. Farvel til konventionerne, goddag til utopien.

Det lyder berusende. Men tror vi stadig på avantgarden? Ikke rigtig, måske. Den blomstrede engang, hvor vi længtes væk fra død og ødelæggelse. Amerikaneren John Cage bad os for 70 år siden om at lytte til 4 minutter og 33 sekunders stilhed, han ville minde os om, at vi ikke kun skal lytte til musik, men til verden omkring os. Lyder den, som vi ønsker os?