”Når jeg undertiden har forsøgt at forstå menneskenes urolige færden, hvorfor de udsætter sig for al den fare og alt det bryderi, hvorfor de søger til hoffet og til hæren, hvor de hvirvles ind i megen strid, mange lidenskaber og mange farefulde, ofte slette foretagender, har jeg fundet ud af, at al menneskenes ulykke kommer af ét eneste: at de ikke kan blive roligt siddende i deres værelse.”
Sådan skrev den franske filosof Blaise Pascal midt i 1600-tallet (her i Knud Ferlovs oversættelse).
Men Pascal lod det ikke blive ved denne ofte citerede konstatering. Han afledte nemlig menneskets rastløshed af ”de svage og dødelige kår, der er os af naturen givet, og som er så elendige, at ingen trøst kan findes, når vi rigtig tænker over dem”. Man kunne også i stedet for naturen sige syndefaldet, som var det, der sendte os ud i naturen og skal tjene til forklaring på vor dødelighed.
Efter at have lokaliseret årsagen til rastløsheden så fundamentalt, at det er svært at se, hvordan man skulle bære sig ad med at blive siddende roligt, giver Pascal det ene eksempel efter det andet på det, vi så finder i stedet for trøst. Såsom stræben efter ”spil, omgang med kvinder, krig og store embeder”. Det højeste embede er kongens. Men når kongen har nydt al sin herlighed, så kommer hans bekymring for misvækst og sygdom og opstande, og så har han det værre end den simpleste undersåt, som ikke har ansvar for nær så meget.
”Kongernes bo/ er skøn uro”, skrev Thomas Kingo i samme ånd og på nogenlunde samme tid. Alt sammen kommer det af, at vi ikke kan holde os selv ud og navnlig ikke tanken om, at vi skal dø. Så vi prøver at få det hele med, inden det kommer så vidt, vi adspreder os alt det, vi kan, hele livet bliver én stor overspringshandling. eller for atter at tale med Kingo: forfængelighed, forfængelighed.
Nu havde Pascal, når han sad på sit værelse, sikkert folk til at løbe de nødvendige ærinder. Men derfor at affærdige ham ville være lige så tåbeligt som det klassiske krav om, at den, der slås for større lighed, værsgo har selv at være fattig. Ikke desto mindre er vi dog nok nogle, der ikke helt vil acceptere Pascals triste forklaring på vore gøremål. Vi vil jo helst tro, at det, vi foretager os, har mening, fører til noget, gavner, om ikke andet og andre, så i det mindste os selv.
Man behøver derfor ikke at give Pascal ret i, at man slet ikke burde flytte sig. Den platte modsigelse af hans dybsindige overvejelser er konstateringen af, at de fleste ulykker sker i hjemmet. At blive på sit værelse og ikke foretage sig noget rummer ikke altid livsopfyldelse, som det ses af figuren Oblomov i Ivan Gontjarovs roman fra 1859, han hvis navn er blevet en betegnelse for lethargi og dovenskab.
Men når man er begrænset i sit udadvendte virke, som mange under pandemien har været, og mange fortsat vil være, kan man da godt anstille overvejelser over, om noget af det, man farer omkring og gør til daglig, måske alligevel har karakter af overspring og kunne erstattes af noget mere meningsfuldt. Ligesom mange har brugt den delvise indespærring til at få ryddet op i skure og pulterkamre, kan man forsøge det samme i det mentale.
For eksempel erstatte tom underholdning med indholdsrig underholdning. Man behøver nemlig ikke at følge Pascal i, at al underholdning er underlødig. Det vil ganske vist forudsætte, at biblioteker, teatre og andre kulturtilbud ikke fortsat stilles bagest i køen ved det, der kaldes genåbning, mens spil – se Pascal – har bedre tider ved skærmen end nogensinde. Men det er måske for meget forlangt? Det kunne ellers være rart, hvis den forhåbentlig snarlige genåbning af samfundet førte til andet end en automatisk gentagelse af det, der var før.
Pascal fik mange gode idéer i sit værelse. Lad os håbe, at vi har fået blot nogle få.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.