Genbrug om det moderne gennembrud

Ny antologi om Grundtvig og Georg Brandes rummer ikke meget nyt

”Den Gode Den Onde” minder dermed om en genbrugsbutik med et personale, der helst vil springe over, hvor gærdet er lavest og giver mindst sved på panden, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
”Den Gode Den Onde” minder dermed om en genbrugsbutik med et personale, der helst vil springe over, hvor gærdet er lavest og giver mindst sved på panden, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.

N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og Georg Brandes (1842-1927) blev ophavsmænd til hver sin bevægelse. Det er meget sparsomt, hvad de har skrevet om hinanden. Men så kan man jo studere, hvad deres disciple sagde og skrev, og gætte på, hvad de selv måtte have ment. Og med denne antologi kommer vi kompasset rundt – fra det moderne gennembrud og til vore dage.

Hans Henrik Hjermitslev bemærker, at de færreste brandesianere delte Georg Brandes’ indædte had til kristendommen, der forblev en livstolkning, man ikke uden videre kunne sætte sig ud over, når man var født og opvokset i 1800-tallets Danmark. Men ellers handler Hjermitslevs artikel mestendels om grundtvigianernes møde med Brandes og darwinismen, hvilket lektorens essay fra den glimrende antologi ”Efter Brandes” fra 2015 også gjorde.

Lone Kølle Martinsen vedgår også i en fodnote delvist genbrug af et tidligere arbejde i sin artikel om B.S. Ingemann, som i Grundtvigs øjne fremstod som kvindelig. Grundtvig agtede kvindelighed højt, hvorimod Brandes brugte ord som pigeagtig, kvindagtig eller fruentimmeragtig for at beskrive ”kvinders uvidenskabelighed og ringe åndsforstand”.

Ja, det moderne gennembruds profet var præget af fordummende fordomme, hvilket en anden bidragyder – Olav Harsløf – fremdrager et eksempel på. Brandes tørnede nemlig sammen med Grundtvigs barnebarn Elisabeth, der angreb Brandes’ frie seksualmoral som forkastelig. ”Eftertiden har vist givet hende ret,” bemærker Harsløf tørt.

Johan Christian Nord skriver fortrinligt om Jakob Knudsen og Georg Brandes, men det gjorde han såmænd også i en antologi om Jakob Knudsen fra 2014. Nord analyserer Jakob Knudsens fødselsdagshilsen til Georg Brandes i 1912, som var fyldt med krasse pointer og vist ikke skånede fødselaren, men som dog mundede ud i en forsonlig gestus, fordi Jakob Knudsen formåede at føje nye indsigter til gamle synspunkter.

I dag lader det sig vel hævde, at hvor der engang var emotionelle voldgrave og verbale fæstningsværker, der skilte grundtvigianere og kulturradikale, så bærer parterne nu over med hinanden i stedet for at rette, opdrage, missionere og korrigere hverandre. Grundtvig sagde da også, at hvis du ikke er kristen i dag, så bliver du det nok i morgen, og højskolen klarede derfor udfordringen fra det moderne gennembrud med en blanding af energi, vilje til forandring og gehør for tidens rørelser.

Redaktør Katrine Frøkjær Baunvig har studeret sproget hos bogens to hovedpersoner og konkluderer, at Grundtvigs sigte var at fremme et jævnt dansk, alle kunne forstå: ”Det jævnt danske repræsenterede for ham endvidere potente kultur- og kirkehistoriske leksikal-sedimenter ved reaktualiserende brug, af hvilke man desuden ville kunne regenerere fællesskabsfølelserne i de respektive systemer, som befandt sig i postrevolutionær krise.”

Øh?! Ja, lektor Baunvig skriver med ryggen til publikum, hvilket har sin egen komik her, hvor modersmålets forståelighed netop fremhæves.

Ove Korsgaard skriver helt igennem forståeligt, men hans artikel bygger med forfatterens ord ”i stor udstrækning” på hans populære bog ”Solskin for det sorte muld”.

”Den Gode Den Onde” minder dermed om en genbrugsbutik med et personale, der helst vil springe over, hvor gærdet er lavest og giver mindst sved på panden.