Det var ganske morsomt at følge med på de sociale medier sidste fredag, efter at dagbladet Informations litteraturredaktion havde lanceret et pompøst fremstød: De unge danske forfattere udgør en samlet generation, der er kendetegnet ved deres grundlæggende etiske holdning til verden. Generation Etik. Sådan! Forskellige forfattere i ældre aftapninger gik amok, for havde de så aldrig været etiske eller skrevet etisk? Havde det hele bare været lart pour lart, kunst for kunstens skyld?
Jeg gætter på, at Information nu kan sanke debatstof til lang tid, for det er altid en god historie med en ny forfattergeneration. Som den unge forfatter Olga Ravn siger i det manifest, hun har ladet sig lokke til at skrive: Så tænker jeg på min svenske kæreste, der altid fniser, når jeg taler om generation dit og dat, og jeg forstår, at det er noget, vi er meget optagede af i dansk litteratur. Lige så meget som vi er optaget af, at der skal komme en ny frisk genera-tion af forfattere, er vi sultne efter det kongemord, som det også medfører. Og det er den snigende fornemmelse, jeg får, når jeg læser Peter Nielsens (Informations litteraturredaktør, red.) e-mail, at man gerne vil se de unge stikke kniven i de gamle. Den kniv har jeg ikke lyst til at føre. Skriver hun, mens hun lystigt hvæsser kniven.
LÆS OGSÅ: Huxi Bach mærkedevelsignelsen ved at sige nej
Generations-mærkatet er en meget tvetydig sag. For unge forfattere kan det udgøre en løfteraket for opmærksomhed, en affyringsrampe, de meget nødigt vil undvære. De tiltrækker sig opmærksomhed, dels ved at være unge, dels ved at være en gruppe, der med et fællespræg kan synes at bringe noget historisk helt nyt med sig. Ikke så langt inde i karrieren vil mærkatet imidlertid blive en belastning, et dødskys. Man er ikke blevet en individuel forfatter i sin egen ret, man er forblevet en af 80er-digterne eller en af 90er-minimalisterne.
Nogle gange føler jeg et ubehag, når jeg ser, hvor voldsomt unge forfattere bliver hypet i aviserne. Jeg bestiller pligtskyldigst deres bøger hjem og læser dem, og måske kan man sagtens se talentet og alt det interessante, men så er det altså heller ikke mere jordomrystende end som så. Det er det finlitterære kredsløbs svar på X Factor. Nogle søde og sagesløse unge mennesker bliver talt op til at være stjernefrø. Jeg tænker på, hvor disse forfattere vil være om 10 år. Måske vil man sige om dem, lige som man siger om Martin fra Ørum: hvad blev der egentlig af ham? Synger han mon stadig?
Vi lader os gerne fascinere af de unge og deres uendelige potentiale. Unge kan ofte føle, at de er udødelige. De er i det hele taget på magisk vis undtaget fra de begrænsninger, der har præget alle tidligere generationer. Verden begynder på ny med dem. De kan ændre spillereglerne på grundlæggende vis. Det er selvfølgelig en illusion, men det er i en vis udstrækning en frugtbar illusion, fordi den nogle gange medfører, at verden faktisk forandrer sig til det bedre.
Det er måske også en nødvendig illusion for de unge selv. Det er hårdt at være ung. Det kommer man let til at glemme, når man bliver ældre, og ens ungdom kommer til at stå i et blandet skær af nostalgi og efterrationalisering. Men sjældne gange når jeg tænker tilbage eller taler med min kone og mine jævnaldrende venner om gamle dage, kan det pludselig ske, at man i erindringen uventet runder et skarpt hjørne og stirrer lige ned i afgrunden, ungdommen som sort hul. Pludselig kan man huske, hvor radikalt fortabt og bange man kunne føle sig, fordi man jo endnu ikke vidste, hvordan det hele ville gå, og hvad der mon skulle blive af én.
Ungdomsdyrkelse svælger kun i illusionerne og har derfor noget forløjet over sig. Den er et særtræk ved det moderne samfund, hvor ungdom er blevet et livsideal langt op i alderen. I andre historiske perioder har man sikkert nok misundt de unge deres ungdom, men man har ikke ligefrem gjort en dyd af det. De unge skulle da bare kende deres plads, og gjorde de ikke det, blev de banket hen på den. I ungdomsdyrkelsen taler man de unge efter munden, også hvad angår deres utroligste indbildninger om dem selv. Og så tier man om alt det andet. Men det er altså ikke særlig etisk at prøve at bilde de unge forfattere ind, at de er særlig etiske.
Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv